We meet again. Uh .. In a way.(Phoenix)

¨''Mit DNA er ustabilt, og antallet af udøde har faktisk været en lille smule faldende på det sidste og jeg har lige nu brug for deres blod for at holde mit DNA stabilt.''

Han smilede roligt til hende. det blev noget svært at forklare hende hvordan døden føltes fordi han kunne jo ikke sådan forklare det, fordi han var jo ikke død endnu, men han havde en ide om hvordan det måtte føles fordi han havde studeret DNA'et hos folk der døde, sp han kunne kun forklare hvad han troede det ville føles som.

''Forestil dig, at du pludseligt intet kan føle, men kort efter kan du mærke alt igen. Det er sådan det føles når jeg forvandles.''

Han lyttede til det hun forklarede omkring hvorfor hun kæmpede imod. han havde bare set hos varulve at det virkede som om det gjorde mere ondt når de kæmpede imod, end når de gjorde hvad de kunne for at dyret ikke kom frem i dem, og det var derfor han regnede med at hun ville få det bedre hvis hun måske lod være med at kæmpe. Han smilede roligt til hende.

''Hvis du vil have hjælp kan jeg prøve at studere dig mens du forvandler dig, måske jeg kan lære noget af det, der kan hjæl... Argh...''

Han skiftede så da han nåede det punkt hvor hans DNA blev genstridigt igen, og hans ansigt og krop ændrede sig til hans andet jeg, hvor han fik tatoveringer og noget sølv i hovedet samt alt hans hår forsvandt. Han kiggede på hende imens. Det gik meget stærkt.

"Var det derfor du skulle have mit blod? Er jeg udød?"
Echo vidste intet om sig selv, end ikke sin egen race. Alt hvad hun vidste var, at hun var et misforstår med alt for mange personer der levede i hende - personer der ikke var hende selv, og at hun selv var blevet taget fra hende. Men ville hun hellere være som ham, der var en person, men alligevel var en del af en anden person, eller ville hun hellere være som hende selv der var så mange personer, men alligevel ikke var nogen overhovedet? Hun vidste det ikke. Hun ville bare være sig selv, uden nogle andre involverede.
Men ville hun hellere miste alle dem der var hende? Pludseligt var hun så i tvivl, om hun overhovedet ville have sig selv tilbage. Hvis hun kom tilbage, ville Echo så forsvinde? Ville personerne i hendes så forsvinde? Hun havde ikke lyst til at forsvinde .. Hun forsvandt hver gang en af de andre overtog, og den følelse var forfærdelig. Hvad hvis hun skulle forsvinde, og aldrig komme tilbage? Frygt glitrede i hendes blik, men sivede hastigt væk derefter, da hun forsøgte at fortrænge det. Hun ville ikke have det!
"Det må være ubehageligt. Jeg vil hellere kunne føle alting og føle blindende smerte, end jeg vil kunne føle ingenting og være væk."
Selvom det umiddelbart ikke syntes at give mening at hun hellere ville ligge i total smerte end være følelsesløs, så gav det mere end mening i Echos hoved. Når hun var 'forsvundet' når de andre overtog, så kunne hun intet føle, hun var intet andet end en tilskuer til en film med hendes egen krop. Hun ville hellere være i smerte end føle ingenting, for det var værre end selv de øjeblikke, hvor hun skiftede med altopslugende smerte. Av.
Hun betragtede ham nysgerrigt ved hans ord og hans skift, men svarede i første gang ikke på hans ord. Hun skubbede sig ned af stolen og lænede sig frem, inden hun kunne lægge hånden imod hans kind, imens hun betragtede ham som var han et interessant maleri. Selvom hun kunne havde set et glimt af hans skift, så syntes hun meget interesseret.
"Det var smukt. Hvordan gjorde du det?"
Hun syntes allerede at have glemt de ord han ytrede imens fuldstændigt.

''Du er ihvertfald en hvis del udød.''

Han sagde det roligt, mens han stille betragtede ehnde som hun svarede på hendes mening om ikke at kunne føle noget, og han forstod egentligt godt hvorfor hun ikke ligefrem havde super meget lyst til ikke at føle noget overhovedet. Det var heller ikke rart på nogen måde. Han kiggede på hende meget undrende da hun sagde det var smukt og spurgte ind til hvordan han gjorde det. Han grinede af hende og rystede på hovedet, imens hængte han blodposen fra hende op, og satte den i armen på sig selv.

''For det første er dette ikke smukt. Det er anset som hæsligt og skamferet. For det andet er det ikke noget jeg gør, men bare noget der sker. Når jeg går for længe uden at få blod skifter jeg til det her ansigt, går jeg endnu længere tid uden, begynder jeg at skifter oftere og oftere. Der kan jeg skifte til alt der har DNA. Så ustabilt er mit DNA.''

Han smilede roligt til hende. Han sad bare og slappede af, mens han ventede på at blodet ville få sin effekt og han ville blive sig selv igen. han kiggede på hende med et stille smil. Han gentog sig selv da han endnu engang var blevet sig selv igen.

''hvis du ønsker det kan jeg hjælpe dig måske, men så skal jeg overvære et skift når du kæmper, men nok også et hvor du ikke kæmper, og hvis muligt et hvor du selv trækker dig væk.''

"Det forstår jeg ikke .."
Echo tøvede og virkede næsten fortvivlet da hendes blik flakkede omkring, idet hun ikke forstod hans tanker. En del udød? Havde hun været et misforstår, selv dengang hun ikke blev ødelagt? Hun havde altid troet at så snart hun fandt sig selv, så ville alting være perfekt. Hun ville være hel, hun ville være elsket og ville være sig selv igen - alting ville falde i hak, alting gav lige pludseligt mening. Men denne samtale med Phoenix havde slået hende ud af den forestilling. Hun vaklede imellem at have lyst til at finde sig selv tilbage så hun kunne blive hel, og frygten for at hun selv ville være fanget i mørket forevigt hvis det skete. Hun var bange for at kvinden hun så inderligt ønskede kom tilbage, ikke var så perfekt som hun havde troet. Hvad var i virkeligheden ægte?
Hun betragtede ham nysgerrigt da han hængte en blodpose op, og rynkede panden i det samme han stak nålen ind i armen, som gik noget lettere forvirrende netop op for hende. Hun lod forsigtigt et par fingre strejfe blodposen.
"Du tager mit blod ind i dig. Jeg kommer ind i dig."
Hun prikkede forsigtigt til posen, og smilede så sødt til ham, som fandt hun det vældigt morsomt at hendes blod kom ind i ham nu. Men ved hans næste ord forsvandt smilet, og hun rystede kraftigt på hovedet.
"Nej, det er smukt. Skamferet betyder ikke grimt, det betyder prøvet i livet. Du er blevet prøvet i livet."
Hun lød næsten som vidste hun bedre end ham omkring dette, for hun syntes virkeligt ikke at det var grimt. Specielt måske, ikke anset som et perfekt ansigt, men hun syntes det var smukt på sin helt egen måde. Smukt som en ødelagt glas der var spredt ud over gulvet - det var ikke pænt, men det glitrede smukt i solens stråler.
Hun tøvede længe ved hans ord.
"Det gør ondt at skifte. Jeg ved ikke hvordan jeg skal skifte tilbage. Normalt kommer jeg tilbage når jeg får et hårdt slag, og nogle gange kan jeg selv komme tilbage. Hvad hvis jeg ikke kan komme tilbage?"
Det var ikke fordi hun afviste hans ord, for hun ville gerne skifte for ham hvis han ønskede det, men hun var oprigtigt bange for at hun ikke kunne komme tilbage igen. Var det ikke meningen man skulle kunne komme tilbage under et eksperiment?

''Dit eget DNA, er ikke kun fra en race, det indeholder gener fra de udøde men også fra de immune, hvilket faktisk er en ret usædvanlig blanding.''

Han smilede stille til hende og grinede lidt af det hun sagde omkring blodet, og han kunne ikke lade være med at tænke på det hun havde fortalt om hende Cher der var en del af hende, hvilket resulterede i at han bare kom med en hurtig og rap kommentar. Han kunne ikke engang lade være med at grine af hans egen kommentar da han kom med den.

''Ja tror nu Cher gerne ville have det var omvendt.''

Han morede sig lidt over det hun sagde med at være prøvet på livet, men han var uenig, skamfering var jo lige netop at skade nogen på en sådan måde at de ville blive grimme. Det hun tænkte på var arret, hvilket han heller ikke havde noget imod at være.

''Nej at være arret er at være prøvet. At være skamferet er at være arret på en sådan måde at man er grim eller direkte hæslig på grund af det.''

Han lyttede til det hun fortalte og han tænkte lidt over det. Han kunne vel muligvis finde frem til noget der kunne tvinge hendes krop til at skifte. Det burde faktisk ikke være så svært når han alligevel havde set hendes DNA skifte. Han smilede roligt til hende af den grund.

''Når jeg har set dig skifte, kan jeg nok fremprovokere et skift syntetisk, og med nok undersøgelser måske endda styre det helt.''

Han smilede roligt til hende

"Er min krop så også forkert?"
Hun forstod ikke .. Hendes krop var det eneste hun havde, som hun vidste var hendes eget. Faktisk var Echo faktisk blot kroppen der udviklede personlighed, hvor der var mangel på dette, og derfor var det som et stød direkte i hendes personløse sjæl, da hendes egne ord passerede hendes læber. Hun ønskede ikke at være forkert, det var ikke godt at være forkert, medmindre man var forkert på en god måde. Denne, lettere latterlige, sætning flød gentagende rundt i hendes sind, imens adskillige andre folk forsøgte at tvinge hende til at stoppe den irriterende sætning, idet den påvirkede dem ligeså meget som hende selv. Om de ønskede det eller ej var de utroligt påvirket af hende, idet hun havde kontrollen på dette tidspunkt.
Ved hans ord bredte et smil sig på Echos læber, og en let latter kom ud, og syntes at forskrække Echo selv. I hendes hoved lød der dog adskillige lattere, men Chers stemme skar igennem og lod høj og klar i hendes hoved.
"Skulle det tages som et tilbud?"
Echo havde som sådan ikke noget filter, der fortalte hende hvad hun skulle videregive fra sine tanker, og hvad hun ikke skulle sige. Derfor sagde hun somme tider ting der var mere end upassende, idet hun blot sagde det første der faldt hende ind - eller det første personerne i hendes hoved sagde, og fik hende til at sige.
"Cher spørger om det var et tilbud."
Hendes ord syntes hundrede procent neutrale, idet hendes stemme ikke havde noget rigtigt tonefald, ud over en bemærkelsesværdig .. tomhed. Ved hans næste ord rystede hun dog kraftigt på hovedet endnu engang, som var dette meget vigtigt for hende.
"Det er ikke grimt, det er specielt. Man er ikke grim fordi man er speciel. Specielt er godt medmindre det er dårligt."
Endnu engang kom denne lettere dumme sætning ud, idet noget selvfølgeligt var godt medmindre det var dårligt, og sætningen derfor ikke gav videre mening.
Hun tøvede let ved hans næste ord, men nikkede så svagt, selvom man kunne se hvor lidt lyst hun havde til at skifte, grundet den enorme mængde smerte hun ville gøre alt for at undgå.
"Okay."

På trods af medgivningen, tøvede hun endnu nogle sekunder, inden hun lagde sig ned på stolen og lukkede øjnene. Som hun syntes at ville lægge sig til at sove, kunne hun mærke hvordan personerne i hende blev stærkere og tydeligere, som om de bevægede sig dybere ind i hende, og pludseligt skød en smerte igennem hende da én af de sjælefragmenter der sad klistret til hendes egen gik løs.
Echos krop spændtes i samme sekund, og forgæves kæmpede hun for at få fanget sjælefragmentet og sat det fast igen, og havde tilsyneladende glemt alt om hvor hun var og hvad hun forsøgte på. I hendes krop ville han kunne se denne samling af gener - sjælefragmentet - der var gået løs, sive over imod den åbning af personlighed der var i hendes egen sjæl, og tilsyneladende glide på plads og satte sig fast til den. De andre sjæle gik løs så snart sjælefragmentet satte sig fast til hendes sjæl, og syntes at blive 'deaktiveret' midlertidigt imens de flød rundt, idet en sjæl nu havde styringen.
Smerte flakkede henover Echos ansigt hele tiden, og en lille tåre samlede sig ved hendes øjenkrog. Små rystelser syntes at gå i gennem hende, før hun pludseligt spændte i hele kroppen endnu engang så hele kroppen løftede sig, og med ét slog øjnene op.

Alting var sløret. Hvor i alverden var hendes briller? Hun kunne ikke se ordentligt uden sine briller. Claires hånd gled ned af underlaget under hende i et forsøg på at få fat i hendes briller, men fandt intet. Dette var utroligt typisk, forsøgsdyrene måtte være løbet med hendes briller endnu engang. De lå sikkert i laboratoriummet, smadret. Endnu engang.
Hun kunne se en sløret skikkelse lidt væk fra hende, men idet Claire var utroligt nærsynet, kunne hun ikke rigtigt se hvem denne person var, medmindre hun ville komme rimeligt tæt på. Hun kneb øjnene let sammen, og syntes at forsøge at få en person ud af skikkelsen.
"Undskyld mig, har du set mine briller?"
Hendes stemme havde en svag britisk accent, som hun venligt forsøgte at tage kontakt til denne skikkelse, i et kraftigt håb om at det ikke var en mutant. Hun var utroligt bange for mutanter - måske fordi hun vidste så utroligt meget om dem. Dog frygtede hun ikke mutanter så meget som hendes klaustrofobi fik hende til at frygte små, indelukkede steder.
"Jeg har virkelig brug for mine briller, kan du hjælpe mig?"

''Hvem har sagt noget om forkert? Hvorfor tolker du alt som enten rigtigt eller forkert?''

Han undrede sig meget over det. Hun var meget sort hvid i hendes måde at se på ting, hun var faktisk værre end han var, og det sagde ikke så lidt. Selvom han nu egentligt bare var mere sort end noget som helst andet. Han kunne ikke lade være med at grine over hendes spørgsmål,, som jo egentligt kom fra denne Cher. Han rystede bare på hovedet.

''Desværre Cher, du må nøjes med hvad du selv kan præstere.''

Han smilede roligt til hende, da hun fortsætte med at sige hans ansigt ikke havde været grimt, og han rystede bare på hovedet af hende, men sagde ikke mere end det. Han orkede helt seriøst ikke at diskutere med hende. Egentligt fandt han hende for dum at diskutere med, fordi hun kom med de der mere eller mindre blanke kommentare.

''Dine briller?''

Han havde set hun ikke havde haft nogle briller med så han kunne ikke rigtigt hjælpe hende. Men han kiggede rundt, og fandt et par briller til hende. De havde altid nogen liggende af en eller anden grund. Faktisk vidste han at de havde et skab med diverse briller hvis dem han havde fundet ikke kunne bruges.

''Det er nok ikke dine briller, men her er der nogle briller ihvertfald.''

Han stod roligt og kiggede på hende. Vidste hun mon godt hun var fanget i en anden krop end hendes egen?

Claire hørte den mandelige stemme, endnu med det lettere slørede blik lagt imod skikkelsen der sad tæt på hende, men ikke tæt nok til at hun kunne skelne genkendelige træk fra hinanden. Ved hans ord rakte hun taknemmeligt hånden frem, og famlede efter brillerne, inden hun fik fingrene snoet om dem og sat dem på plads, hvorefter hun blinkede let for at få fokuseret. Brillerne var ikke helt hendes styrke, men det hjalp skam, selvom de syntes at forvrænge hendes syn blot en smule. Det betød dog ikke så meget for hende, idet hun kunne finde sine egne briller senere hen, og disse ville selvfølgelig passe helt perfekt til hende.
"Mange tak."
Hendes blik gled undersøgende rundt, men blev ved med at finde tilbage til manden der sad foran hende. Hun kendte ham ét eller andet sted fra, det vidste hun at hun gjorde .. Hun kneb øjnene blot en smule sammen, og betragtede ham så man tydeligt kunne se tandhjulene dreje i hendes hoved. Pludseligt spærrede hun øjnene blot en smule op, og hendes læber ploppede overrasket fra hinanden. Om det var glæde eller irritation der flakkede i hendes blik omkring overraskelsen og forvirringen var ikke tydelig, men hun syntes under alle omstændigheder at have andre følelser over gensynet, end blot overraskelse.
"Phoenix? Jeg troede .. Er du ikke død? Jeg vil ikke lyde ufølsom, men jeg troede da du ikke længere gik på vores jord?"
Hendes blik gled nedad og fandt en chokoladebar og en øl ved hendes side, og et let smil sitrede ved hendes læber, da hun skubbede det hen imod ham, tilsyneladende i den tro at han ved et uheld havde efterladt det over ved hende, idet det var hans mad. Der var jo taget bidder af det og drukket en smule, så det kunne umuligt være hendes. Derudover var hun glutenallergiker, hvilket gjorde det var umuligt at hun kunne have drukket af øllen.
"Hvordan overlevede du? Det må være en fascinerende historie, at .."
Hendes blik var gledet henover blodet der var fæstnet til hans arm, og alt blot syntes at sive væk fra hendes ansigt. Hendes blik flakkede ned imod armhulen og tilbage til blodposen, hvorefter det skarpe blik gled tilbage til ham.
"Phoenix, du har vel ikke tappet mit blod? Jeg er ikke udød, jeg er et menneske! Det ved du da?"
Hun syntes at have fået en let kvalme ved synet af blodet, og tanken om at det måske var hendes egen.

''Nej jeg lever skam ganske fint må jeg ærligt indrømme.''

Han kiggede på hende roligt, og skubbede bare shokoladen og øllen over til hende igen, da det jo egentligt var hende der havde brug for det. Han sad bare med et stille smil på læberne da hun begyndte at snakke om at han måtte have en hel del at fortælle om hvordan han stadig var i live. Han sad roligt og kiggede på hende, som hun så bagefter flippede ud over det næsten at han brugte hendes blod som jo var fra et menneske efter hvad hun vidste.

''Nej Claire, du er ikke menneske længere, du er faktisk slet ikke dig selv længere.''

Han kiggede på hende roligt, mon hun troede på ham bare sådan eller skulle han virkeligt forsøge at finde et bevis for det? Han var ikke engang sikker på han kunne bevise det, fordi hvis hun så sig i spejlet kunne hun sagtens se sig selv. Det var velkendt at folk så hvad de ville se i et spejl istedet for hvad der faktisk var i det.

''Claire, du er fanget i den krop der, som faktisk er en blanding mellem immun og udød, sammen med en masse andre kvinders sjæle. Den originale sjæl er dog ikke til stede, så kroppen forsøge at skabe sig selv en sjæl.''

Han fortalte bare hvordan tingene var lige ud, da han ikke kunne se nogen grund til hvorfor han skulle vente med at fortælle det eller fortælle det på en anden måde end det var.

"Hvordan kom du ud, uden nogle af os opdagede det? Vi holdt jo skarpt opsyn."
Claire var ikke tilfreds med hans svar, hun var en videnskabs..kvinde, og hun ville have mere end blot ja/nej svar. Hun ville have lange udførlige beskrivelser af hvordan det gik til, og hvordan han havde overlevet i al den tid, idet hun virkelig fandt dette interessant. Phoenix var en af de mutanter hun ikke var bange for, fordi hun vidste at han var næsten som et menneske, blot en smule ustabil én af slagsen. Desuden skulle han ikke bruge noget fra hende for at holde sig kørende, idet hun ikke var udød og dermed ikke var hvad han havde brug for. Hun var en af de få mennesker der ikke havde nogle i deres slægtslinje der var blevet genmanipuleret, idet det altid havde været hendes familie der blev manipuleret, uden at føle trang til at blive manipuleret med. Og det var noget hun var utroligt stolt over.
Hans ord fik hende til at rynke panden, og en forvirret trækning til at bevæge sig under hendes øjne. Blikket der lå på ham syntes skarpt, men alligevel så træt og nedslidt som en kvinde der har kæmpet og studeret hele sit liv, uden nogensinde at få den accept hun ønskede, uden nogensinde at finde sit mål. Men nu flakkede noget Claire hadede igennem hende: forvirring, uforstående forvirring der ikke syntes at ville tage nogle ende. Hvad i alverden snakkede han om?
"Selvfølgelig er jeg et menneske, og selvfølgelig er jeg mig selv. Hvad er det dog du fabler om, Phoenix?"
Claires blik syntes tilbageholdent, som begyndte hun langsomt at overveje om hans hjerne havde taget skade af de mange år eller udødeblodet, for enhver kunne da se at Claire var sig selv, og hun vidste udemærket at enhver udød ville kunne huske deres død. Med ved hans næste ord faldt hendes kæbe næsten ned på brystet af overraskelse, og hendes tanker blev gjort op: Hans hjerne var lige så ustabil som kroppen. En skam, hun huskede ham som et ganske fornøjeligt selskab.
"Phoenix, den slags barnlige historier hører ikke med til videnskaben. Jeg er ikke engang sikker på at det tilfælde du siger er fysisk muligt, og jeg vil ikke forsøge det på nogle levende individer idet det ville være en forfærdelig ting at gøre. Vi lever i virkeligheden, ikke i science fiction."

''Hvordan jeg kom ud? I smed mig ud husker du det?''

Hun var tæt på at gøre ham vred hvis hun ikke engang kunne huske at de faktisk havde smidt ham ud som en bunke skrald. Den havde været meget hård for ham at finde ud af, så at de ikke engang kunne huske det, var ikke ligefrem særligt rart for ham at finde ud af. Han stod og så på hende og han grinede af hende da hun snakkede om barnlige historier.

''åååhhh, naive Claire. Du tror du ved alt om denne verden, at du forstår hvordan det hele hænger sammen? men tro mig det gør du ikke, jeg ved det ikke engang, og ikke engang din far nåede at forstå hvordan det hele hænger sammen. Men hør her i den krop du er i, er der mange sjælestykker blandet sammen, som alle er forbundet med en central streng af DNA, når den centrale streng er den aktive er i stykker i stand til at høre hinanden og høre hvad der sker udenom, men når et af fragmenterne, som dig, er aktive er de andre helt deaktiverede og inaktive. Den krop du er i er i sin vis bare en meget kompleks varulve, hvor ulvegenerne er erstattet med gener og sjæle fra andre mennesker.''

Han gav hende en lidt længgere forklaring denne gang, og fandt så hans telefon frem, og stillede hende lige under uret, hvor der også stod dato på og han tog så et billede af hende. Han gik så ud og fandt et andet billede, fra den gang hun havde arbejdet der. Han holdte så begge billeder op ved siden af hinanden, foran hende.

''Ligner de to personer hinanden? Og det her er dit rigtige jeg, med din far.''

Claires ansigt så lettere chokeret ud. Hun havde ikke været med til selve udsmidningen, idet hun knyttede sig følesesmæssigt meget til mange af projekterne, og de derfor var endt med at begynde at give hende små historier om at projekterne døde ud af sig selv på den ene eller anden måde, fordi hun ellers brød mere eller mindre sammen grundet den følelsesmæssige tilknytning. Netop fordi hun så dem som personer og ikke projekter, havde hun været et af de svagere led på denne front, og derfor havde hun ingen anelse om at han ikke var død.
"Nej .. Jeg .. De sagde at dine gener ikke fungerede ordentligt på trods af det udøde blod, jeg .. Åh gud!"
Hans næste sætning syntes at få frygt til at flakke igennem hendes blik, som ellers kun hendes klaustrofobi kunne det. Tanken om at hun ikke var sig selv, fik frygt til at hamre igennem hende, idet hun ikke kunne forestille sig andet end at hun var sig selv. Men ordene han sagde appellerede trods alt til den videnskabelige del af hende, og tvunget måtte hun indrømme at han faktisk havde ret, da han sagde at dette mindede utroligt meget om en meget kompleks varulv. Og selve tanken interesserede hende, selvom hun ikke ønskede at det skulle være ved hende selv det skulle foregå .. Kunne det ikke være andre? Enhver anden?
Claire rakte næsten hypnotiseret frem og tog telefonen han rakte til hende og billedet, og lod blikket lægge sig imod billederne. Længe sad hun blot og så på billederne, men øjne der langsomt blev blanke. En tåre samlede sig i hendes øjenkrog, og vandbestanden blev for høj i hendes blik og tåren bevægede sig ned af hendes kind som en langsom sneglen.
"Hvem er den stakkels pige, hvis krop jeg har stjålet?"
Claire havde altid fundet det uhyrligt at være en besat, idet hun fandt det forfærdeligt at stjæle andres krop. Intet kunne være mere forfærdeligt end at få sin krop besat, hvilket var grunden til at hun altid lovede sig selv at hvis hun blev en besat, ville hun holde op med at spise den næring der holdt hendes sjæl samlet, så hun ville dø til sidst og give staklen sin krop igen.
Men nu .. Nu hvor det var virkelighed, og hun alligevel ikke var normal ifølge Phoenix's forklaring, så virkede det bare ikke som en mulighed. Hvad skulle hun dog gøre?

''Det var så løgn når det kommer tiln stykket. Jeg blev jo taget ind på hospitalsafsnittet og overvåget, her gik det galt og min krop brød sammen grundet mit ustabile DNA, det resulterede i at jeg blev en klat slim, som de skrabede sammen og smed ud. Det skete dog kun, fordi jeg ikke fik blod fra udøde.''

Han forklarede ehnde lige hurtigt hvorfor det var han var blevet skrabet ud. Han kiggede på hende da han kunne fornemme hendes interesse for det han fortalte hende omkring den krop hun var fanget i. Han kunne heller ikke svare hende på hvem personen der ejede kroppen rigtigt var.

''At sige du har stålet den er så meget sagt. Den originale ejer af kroppen er ikke tilstede i kroppen hvilket er underligt. Som sagt kroppen forsøger nu at skabe en ny sjæl til sig selv, lidt som min krop også gør.''

Han forsøgte at forklare det ud fra et punkt som hun burde kunne forstå nemlig ham, da hun havde været med til at skabe ham burde hun vide hvordan det var han fungerede. Så han kiggede bare stille på hende.

''Forestil dig at den krop du er i, egentligt har været lige så tom som min var lige da jeg blev skabt. Men den er så blevet fyldt med fragmenter af sjæle, fra i alt 20 personer. Men kroppen vil stadig have sin egen sjæl.''

Claire rystede febrilsk på hovedet. Det var jo skrækkeligt! Hvordan kunne de blot havde ladet ham blive til ingenting på den måde? Men når hun tog den op med sig selv, så vidste hun også godt, at hvis hun havde stået i samme situation med en mutant der ikke fungerede, så ville hun nok have gjort noget lignende. Men hun havde nok grædt hele vejen igennem!
"Det er jeg ked af, Phoenix."
Det var tydeligt i den lyse stemme, at hun oprigtigt mente disse ord. Hun var ked af at han havde følt sig så afvist som han måtte have gjort, efter at være blevet smidt ud, men hun var også ked af at hun vidste det havde været nødvendigt. Jo man kunne have holdt ham mere eller mindre stabil med udødeblod, men for det første ville det virke som et voldsomt spil i ressourcer at bruge dem på en mutant der ikke fungerede, samt det havde været etisk ukorrekt på flere måder.
Claire var utroligt fascineret af .. Det lød måske en smule skøgeagtigt, men hun var utroligt fascineret af sin egen krop. Hvordan det var muligt forstod hun ikke, men hun fandt det utroligt spændende at en krop på den måde kunne være .. Uden personlighed, og alligevel føltes så fuld liv, som hun følte det nu. Hun havde blot et enkelt spørgsmål.
"Jamen hvis kroppen bygger sin egen sjæl, hvordan kan jeg så være her? Jeg mener, enten er jeg vel her og jeg er kroppens sjæl, eller også er jeg her ikke, og kroppen bygger sin egen sjæl i mangel på en anden til at udfylde sjælens sted?"

''Jajaa det skal du jo sige at du er.''

Han havde ikke meget tilovers for andre forskere, og slet ikke nogen af dem der havde været med til hans skabelse da de ikke rigtigt havde gjort noget godt for ham. Det var underligt hvordan man kunne hade nogen man faktisk aaldrig havde mødt, men det var sådan han havde det med dem der havde skabt ham.

''Når du har en af de udøde vi kender som besatte, har du jo også en krop med to sjæle, hvor den ene er gemt væk. Du er som den besættende sjæl, men kroppen har ingen sjæl der faktisk er blevet bundet til sig, og det er derfor den forsøger at skabe en.''

Han smilede roligt til hende. Det var ikke fordi han havde fået et bedre forhold til hende som sådan. Hun var måske den mest venlige er dem alle, men det betød ikke han faktisk kunne lide hende. Det var snare det modsatte end det. Han tænkte lidt over hvad han kunne gøre for at få echo frem igen.

''du er i en skal af en krop, men den indeholder mange sjæle, men de er der bare og flyder rundt, ubundne til kroppen sådan rigtigt.''

"Jeg er oprigtigt ked af det, men desværre forstår jeg også deres handlinger."
Claires stemme var rolig, og hun forsøgte tydeligt at berolige ham, selvom han allerede var helt rolig. Det var dog sådan hun længe havde opført sig omkring mutanter af forskellig art, med en stemme der forsøgte at sørge for at de ikke blev ophidsede, idet dette kunne have fatale konsekvenser for både forskningen og for hendes eget liv. Hun kunne dog godt høre på ham at han var rolig, men når hun skulle sige noget der måske kunne ophidse ham, som hun netop havde gjort, så blev hendes stemme automatisk næsten dryppende af et beroligende middel, og en lav kant.
Claire lænede sig blot en smule frem da han forklarede om hendes krop, men ikke fordi hun havde et specielt ønske om at komme tættere på ham eller havde en form for tiltrækning, mere fordi hun fandt det naturligt når hun fascineret lyttede med til en videnskabelig forklaring. Ved hans ords slutning, lod hun blikket glide ned, og løftede armen som hun lod blikket omslutte. Den så så normal ud, men ifølge hans forklaring, var den alt andet end normal.
"Og fordi den skaber sin egen sjæl, så fungerer de besættende sjæle ikke som den permanente. Men hvordan kan en sjæl være stærk nok til at holde andre sjæle væk, selv når den ikke længere er der? Og hvordan i alverden er den oprindelige sjæl forsvundet?"
Det var ikke spørgsmål hun regnede med han kunne svare på, men istedet spørgsmål til hende selv, hun lod falde ud i luften, blot fordi hun tænkte højt. Hun sendte ham et blændende smil, uden rigtigt at bemærke det, og lod tankerne danse rundt, i et forsøg på at finde en sammenhæng.
"Hvordan skifter kroppen så imellem de forskellige sjæle?"

''Ja det skal du jo sige du er, så du kan forsøge at vinde min tillid, som så mange andre har forsøgt.''

han ville aldrig være en der var nem at få til at stole på en anden forsker. De havde jo kun gjort ham ondt i hele hans lange liv, og det var derfor han virkede så ligeglad med hende. Han kiggede på ehnde roligt da hun stillede et spørgsmål.

''jeg vil gætte på det er noget unikt, der måske er en form for evne, og derfor ikke til at forstå da det ligger i bølgerne. Kroppen kan måske omskabe bølgerne så de ødelægger sjæle og fanger noget af dem. Fjernelsen tror jeg er menneskgjort.''

han kiggede på hende ved hendes sidste spørgsmål, fordi det vidste han ikke helt endnu, men en introducering af et protein burde måske kunne sætte processen igang men han var ikke helt sikker. Han satte en maskine igang for at teste det.

''Vi kan prøve om lidt.''

"Jeg forsøger ikke at vinde din tillid, for jeg vil ikke engang begynde at forestille mig hvordan du må have det."
Claire sendte ham et svagt smil, som et forsøg på at bryde det had han måtte have til hende, bare en smule op. Hun kunne godt se at han ikke havde noget til overs for hende, men selvom hun ikke havde noget specielt ønske om at være hans bedste ven, så var hun den type der blot ønskede at være ven med alle, og fandt det derfor ubehageligt at han havde noget imod hende. Dog ville hun endnu holde fast i, at hun forstod hvorfor de havde smidt ham ud, og at hun nok havde gjort det samme, hvis hun havde stået i samme situation. Men hun var ked af at hun ville have gjort det, men hun vidste at det var nødvendigt, om hun så ønskede det eller ej.
Claire nikkede interesseret ved hans næste ord, og vippede hovedet til siden, uden at slippe ham med blikket. Halvdelen af hende ønskede kraftigt at hun kunne undersøge sin egen krop, men hun vidste at hun højst sandsynligt skulle lægges i koma hvis hun skulle undersøges omkring sjælen, hvilket gjorde at det var umuligt for hende.
"Menneskegjort? Åh, stakkels pigebarn .."
Claire hånd løftede sig automatisk, og hun rundede fingrene til en kop, hvorefter hun lagde hånden imod hjertet, som for at vise sin medfølelse. Ved hans næste sætning, rynkede hun dog panden kraftigt, og skubbede af ren vane brillerne tættere op imod næsen, inden hun betragtede ham interesseret.
"Hvad har du tænkt dig?"

"Måske er du slet ikke så dum som de andre forskere jeg har mødt måske ved du faktisk mutanter ikke nødvendigvis er farlige"

Han var ikke glad for det med at snakke sammen med hende stadig det var forkert da hun jo stadig havde Været med til at gøre ham fortræd det var ihvertfald sådan han så på hende det kunne han uden tvivl konstatere for sig selv.

"Jeg har tænkt mig at give dig en indsprøjtning med nogle proteiner som burde tvinge dig til at skifte. "

Han gik over til hende og gav hende en sprøjte og håbede så på det ville få hende til at skifte igen. Han havde dog ingen ide om det var til Echo eller en anden.

I samme sekund fik Claires tænder fast i hendes læbe. Sandheden var at hun var utroligt bange for alle mutanter, selvom hun faktisk ikke følte særlig stor frygt for ham lige nu - men det var mest fordi hun vidste at han på et eller andet plan var meget menneskelig. Til en vis grad selvfølgelig.
"Det vælger jeg at tage som et kompliment."
Hun sendte ham et venligt smil, og lod dermed emnet ebbe ud af sine tanker. Hans andre ord skræmte hende dog let, men ikke fordi hun skulle have en indsprøjtning, idet hun havde fået adskillige indsprøjtninger igennem sit liv. Mere fordi, hvis hun skiftede .. Betød det så at hun ikke kunne komme tilbage? At hun døde? At hun forsvandt?
"Phoenix, betyder det at jeg forsvinder? At jeg bare er .. væk?"
Nervøsiteten og frygten i hendes stemme var tydelig, og frygten hamrede også igennem hendes blik da hun mærkede nålen bryde hendes hud og væsken forsvinde ind i hendes krop. I adskillige sekunder sad hun blot, stivnet og frygtsomt med blikket rettet imod den lille smule blod der kom op fra såret, uden at mærke nogen reaktion i sig.
Og så ramte smerten hendes pludseligt. Claire var ikke vant til så direkte smerte, så i det samme spændte hele hendes krop i en bue, hendes negle forsøgte at flænge stolen under hende op, og et skrig opbyggede sig imellem hendes læber. Hendes øjne lagde sig stramt sammen, og der syntes at hamre ryk igennem hende, som næsten spasmeagtige bevægelser gik igennem hendes krop.
Man kunne se hvordan hendes sjæl løsnede sig, og i et kort sekund flakkede Echo op til overfladen. Skriget stoppede brat, og hendes øjne blev slået op.
"Phoenix, det gør ondt .."
Så spændtes hendes krop endnu engang i en fuldstændigt, rystende spændt bue, og smerten var tydelig i hendes krop, selvom der ikke blev bygget noget skrig op. Sjælene der ikke havde nået at sætte sig fast syntes næsten at kæmpe om hvem der skulle nå frem, men endelig satte en ny sjæl sig fast, fordi proteinerne simpelthen havde været for mange til at lade Echo blive.

Cher slog øjnene op, og kunne kun mærke en smule smerte fordampe i kroppen. Underligt, havde det været en vild omgang? Hun lå i hvert fald i en eller anden stol, så hendes første tanke var at hun var på arbejde. Måske især fordi en utroligt lækker fyr var nær ved, og selvom han ikke lige lignede typen der købte en prostitueret, så kunne det selvfølgelig være en form for skuespil. Den der weird tandlægestol under hende tydede jo også på sådan noget!
Hun fik øje på en øl.
"Mhm, er den til mig? En opfrisker før vi begynder måske?"
Hun greb øllen og førte den op til læberne, imens hendes fingre langsomt gled op af buksebenet. Væsken havde knapt ramt hendes læber, før hun næsten var ved at kvæles ved den i forvirring. Buksebenet?! Cher gik aldrig i bukser, og især ikke når hun var ved en klient! Det var utroligt besværligt at få af i forhold til en nederdel eller kjole, så medmindre det var kundens ønske .. What the fuck var der sket?!
Nå, det kunne hun spekulere og sådan noget over senere! Hun havde en kunde at tilfredsstille, og det var hvad der kom i første række.
"Så hvad er dit navn, flotte? Og hvad har du bestilt? Jeg er en travl kvinde, meget populær, så jeg kan ikke huske alting. Jeg er ikke en kvanteperson eller noget, bare lille mig."
Hun sendte ham et sødt lillepigesmil.

''Hvor er du egentligt dum og uerfaren...''

Han kunne ikke lade være med at grine lidt og smilede. Hun burde nu have regnet ud selv at hun ikke forsvandt. det havde han jo næsten forklaret hende at hun ikke gjorde, han smilede roligt til hende og rystede bare på hovedet han sagde ikke mere end det, og han gav hendes hånd et klem da hun klagede over smerten. Da en ny dukkede op var han ret hurtig sikker på det var cher.

''Høre her Cher, jeg er ikke din kunde, og du er her lige nu, fordi du ikke engang er dig selv.''

Han kiggede på hende roligt, og kom så med en kommentar mere end det han allerede havde sagt til hende, fordi helt ærligt så havde han heller ikke ligefrem lyst til hende, ikke fordi hun ikke så godt ud, eller fordi han ikke troede hun var god i sengen, men han havde bare ikke.

''Og jeg har heller ikke engang lyst til dig.''

Han flyttede sig hen foran hende igen, som han havde gjort ved claire og tog et billede af hende og uret bag dem, og viste hende det så. Han pejede så op på uret så hun kunne se at det ikke var hendes egen krop hun havde.

Åh gud, han var en af de skøre. Men han var sgu lækker alligevel, så det betød ikke særligt meget for Cher. Hun svingede benene ud over kanten af tandlægestolen, og begyndte at smøge buksebenene op, selvom det hastigt blev utroligt besværligt grundet stoffet der i forvejen strammede elastisk om de lange, slanke ben. Hun løftede blikket lidt opad, og sendte ham det samme smil hun altid brugte på sine kunder efter hendes pligt var blevet opfyldt, inden hun lod ølflasken nå læberne igen og tog et par slurke. Den havde godt nok ikke været helt fuld da hun tog den, men det gjorde sgu ikke så meget igen. Øl var vel øl, udenset hvor mange der havde suttet på flasken inden. Ligesom pikke. Helt samme princip.
"Om du er min kunde eller ej, betyder ikke så meget. Du er ret lækker, jo."
Hun valgte bare at ignorere hans ord omkring at hun ikke var sig selv, for medmindre han var igang med at starte en eller anden sexleg som hun ikke havde prøvet før - hvilket var højst usandsynligt idet hun havde prøvet nærmest alt - så ville hun ikke starte en diskussion med en freaks idioti. Så var det meget nemmere at lade det dumme passere i stilhed, så hun ikke behøvede spilde tiden på snak.
Hans andre ord fik dig hendes læber til at forme et lille sødt O i overraskelse, og derefter hendes pande til at rynke sig i utilfredshed. Der gik dog ikke mange sekunder før det tidligere smil var tilbage, og et frækt glimt gik igennem hendes øjne. Hun rakte frem og lod et par fingre stryge over hans håndryg.
"Det kan jeg hurtigt få ændret på."
Hun hævede et øjenbryn ved hans underlige opførsel med mobilen, men tog helt simpelt imod og kiggede på billedet af hende. Hvad lavede han? Ville han bare have et billede af hende på sin mobil? Og når han så pegede på uret .. Havde hun i virkeligheden en tid ved ham, eller hvorfor var det ur så vigtigt for ham? Hendes blik bevægede sig over billedet og over uret, men hun så det ikke rigtigt. Hun var mere interesseret i ham.

Han så lettere opgivende ud som han kiggede på hendes reaktion med telefonen, hun så slet ikke hvad det var han viste ehnde. Han kiggede på hende roligt, og uden at tænke over hvordan hun sikkert kunne tage det skubbede han hende ned at lægge i stolen, og spændte hurtigt hendes hænder fast, og gik om bag hende så hun ikke kunne se ham.

''Kig nu på det billede, det er et billede jeg lige har taget af dig, med uret i baggrunden så du kan se jeg taler sandt. Den kvinde du ser på billedet ligner det dig?''

Han sagde det roligt, og han havde vent stolen om så hun stadig kunne komme til at kigge på uret når hun havde betragtet billedet ordentligt. Han stod helt roligt og afventede hendes reaktion. Han kom så med endnu en kommentar til hende omkring det med at hun tilsyneladende gerne ville have ham til at have sex med hende.

''Og cher, vi kommer ikke til at have sex, så du kan lige så godt spare dig.''

Chers dansende smil faldt på hendes læber, og det lettere erotiske var alt andet end utydelig i det blik hun lagde på ham. Måske var han ikke en kunde, og dem havde hun ellers normalt mere end nok i, men han var lækker nok til at hun ville give ham en tur på trods af hvordan hun ingen penge fik for det. Derfor var det mest overraskelsen der fik hende til at kæmpe let imod da han skubbede hende ned i stolen, og forsøgte at rive hænderne til sig da han spændte hende fast. Læberne var adskilt i overraskelse og hendes øjne var spændt frygtsomt fra hinanden, men pludseligt bredte et frækt smil sig om hendes læber.
"Ikke min yndlingsform, men jeg er klar hvis du er til denne her slags!"
Hendes blik fulgte ham så længe hun kunne uden at vride nakken af led, og rettede så blikket imod siden, hvor hun kunne skimte hans skygge bag hende. Hendes læber var trukket ud i et smil, som hun testede hvor stramt hun var bundet fast, og fandt med tilfredshed at hun ikke kunne komme fri. Det værste var sgu egentligt at hun ikke kunne få fat i øllen, der længtes efter at røre hendes læber.
"Det ved jeg ikke, sikkert? Hvad beviser uret af noget som helst? Lad nu være med dit freakshow, jeg behøver ikke det der weird forspil, jeg vil bare have sexen, okay?"
Hun rynkede utilfreds panden ved hans næste ord, og stak underlæben let ud i irritation. Så gled hendes blik over til billedet, hvor hun betragtede kvinden i nogle sekunder. Det var ikke hende, hvorfor viste han et billede af en kvinde der ikke var hende? Come on, hvor dum troede han lige hun var? Men hvis hun nu bare spillede med ..
"Hvor kender du mit navn fra? Og yeah sure, jeg kan mega meget se det ikke er mig på billedet ..."
Hun himlede næsten med øjnene, men holdt det inde.

''Det her er bare for at holde dig fast, du får stadig ikke noget.''

Han havde på ingen måde lyst til hende, og han fik bare lyst til at slå hende jo mere uintelligent og dum hun virkede som han snakkede med hende. Han tog sig til hovedet da hun ikke fattede hvad fanden det var han viste hende, og han stod lidt og trak vejret tungt ind for at rense lidt ud.

''Se på uret på billedet, både dato og klokkeslæt, og så på uret foran dig. Datoen er den samme, og tiden er næsten den samme. Det her billede tog jeg af dig lige før. for at vise dig at du ikke er dig selv, du er fanget i en anden kvindes krop. Hvilket er grunden til at du er her, ikke på grund af sex. Hvilket jeg egentligt ikke forstår nogen vil have med dig, men det er anden side af sagen.''

Hans stemme var autoritær og bestemt som han sagde de ord til hende, han regnede med at det måske snart ville falde lidt bedre på pladse for hende at der foregik noget andet og større end hende og hendes hul.