what am i? (Phoenix)

Regn? Duk?....sollys? Hun holdte hånden op, dækkede for den snart opstået sols stråler, hvad var der dog sket aften før, hun kunne ikke huske noget efter den forfærdelige smerte var trådt ind og nu lå hun i en tom gade, med blod, sved og regn ud over sig. Gaderne sagde tydeligt hvor hun var henne, men ikke hvad der var sket....ikke hvad hun havde været udsat for...det var kun smerten der stod hende an....kun den frygtelige lyd og følelse af hver enkel knogle i hendes krop der knækkede, omdannede sig og til sidst gik hun bare sort. Hun huske tydeligt dagen forinde, den frygtelige ulykke hun havde været udsat for, den stod tydelig i hendes hukommelse...alt for tydelig.

Dagen før.
Luften legede med hendes hår, aldrig havde hun følt sig så levende, det var som om hun var på et eller andet, for hendes syn, hendes sanser var fuldkommen forstærket. Solen bagte mod hendes ryg, som hun kravlede, som hun klatrede op af bjerget. Bjergbestigning var hendes store passion, det var det hun gjorde hvis hun var trist, hvis hun bare havde brug for at tænke. Normalt havde hun dog sin væg der hjemme, hvor hun ville tage musik i ørerne også bare lukke omverden ud, dog denne morgen, havde hun valgt at tage ud til bjerget og bestige det.
Netop som hun havde sat sig op på en lille plads, blev hun væltet forover og ud over sin sidde plads, hun vælgtede ned og landede hårdt mod en nogle sten, da hun ikke havde klatret længe var hun ikke kommet så langt op. Nu lå hun, i denne smertefulde stilling, betragtede det store kattedyre gøre sin gang ned mod hende. Prøvende skærmede hun dens angreb med armen, men fik dog dens skarpe klør at føle, hun skreg op, men der var ingen....ingen at se...ingen som kunne hjælpe hende. Hun besvimede af smerte, da den satte tænderne i hendes lår.
Hun gispede, vågnede op nøgen ved tilbage resterne af det der kunne ligne en bjergløve, med et skrig trak hun sig fra det, hun kiggede mod sit lår, ned af sig selv...hun var nøgen, dækkede af blod...men hun var levende og havde ikke en eneste skræmme. Smagen af blod var i hendes mund...hendes hals...overalt.

Minder...de dukkede alle op, for et par dage siden, var hun intet andet end en pige, der kun ønskede at durke sin passion og nu lå hun og huskede tilbage til alle hendes mareridt, alle de gerninger...hun muligvis kunne havde gjort. Hun skreg op, hulkede og lod tårerne få så meget frit løb de ønskede. Alle andre minder, end dem fra natten dukkede op, hendes families syn da de så hende stå i døren...men mere da hun om natten var taget ud...da smerten skar op i hende og hun følte den værste smerte i verden. Det var sjovt som folk troede de kendte til smerte, men en følelse som om alle ens knogler brækkede...var værre end noget hun kunne forestille sig...end noget hun havde prøvet.
Hun kendte kun en hun kunne gå til, så forsigtigt rejste hun sig op, gik målrettet, men dog vaklende mod hans hus...hun huskede første gang hun så ham, han var smuk, de gyldne hår. Man kunne næsten føle dets blødhed, hun forestillede sig hvordan det ville se ud i solens skær, hvor det ville glimte. Han havde været venlig overfor hende...og selvom hun ikke kendte ham så godt, havde hun virkelig ingen at gå til. Ved sin side, havde der været et tørklæde, et stort et, så hurtigt viklede hun sin krop ind i det og selvom det var godt gennemsigtig, gemte det meget af hende.
Med svage skridt og en usikker gang, gik hun mod hans hjem, hun bankede på døren, selvom det bare gjorde ondt at bevæge sig...så måtte hun gøre det. Hendes lysbrune hår, klistreede vådt og klamt mod hendes ansigt, det var som hendes mund og mange dele af hendes krop, dækket af fedtet blod

//håber det er okay

Han stod nede i hans køkken da han var vågnet af en alt for velkendt følelse. Hans afhænighed var vent tilbage. Han var derfor gået ned for at for noget af hans blod, han havde lige fundet blodposen frem, som det bankede lettere frebrilskt på døren. Han skyndte sig over til døren, med posen hængende i den ene hånd. Han havde gjort den klar til at lave en blodtransfusion. Det kunne desværre også svagt ses hvis man kiggede på hans arme, der var to meget meget små huller ved hans armhuler. Lidt som ved narkomaner, men de var mere renlige og pæne end hos narkomaner.

''Gene? Hvad er der dog sket, skynd dig ind!''

Han hjalp hende indenfor og sidde. Han fandt hurtigt et tæppe hun kunne tage over sig. Han betragtede hende roligt, som han lagde posen med blod ud igen. han var dog nød til snart at få det. Han gik ind til hende igen. Hendes navn havde fascineret ham lidt. Af den ene grund at Gene var en del af det. Han huske heller ikke hendes rigtige navn, kun det engelske ord for gen. Det var jo hans pasion.

''Du er blevet angrebet af et kattedyr?''

Han kunne se det i hendes DNA, det var påvirket af DNA fra de store katte. Det var lige så tydeligt som når man så det ved en varulv, mest mindede det om DNA'et fra en født varulv, da der ikke var den samme adskillese mellem de to typer DNA. Men noget der fangede ham var at den sekundære streng af DNA, det dyriske DNA, ikke var fra et dyr men mange.

''Vent lige finder dig lige nogle smertestillende''

Han skyndte sig over i hans skab for han fandt nogle smertestillende. Han vidste meget om diverse piller og en del om lægemedicin også. Han havde lært de ting af at overvåge lægernes arbejde på stuerne hvor de lavede forsøg. Det var derfor han kunne lave blodtransfusion pænt.

Hun rystede kraftigt, så direkte mod ham da han åbnede døren "undskyld....jeg ved du ikke skylder mig det og vi kender ikke hinanden...men jeg vidste ikke hvem jeg skulle gå til" hviskede hun og tårerne kom straks frem, hun lod ham trække hende ind og sidde, hun trykket tæppet mod sig, fik langsomt varmen "jeg...tror jeg har slået nogen ihjel" fik hun fremstammet, og tørrede blodet fra sine tænder med håndryggen. Hun skar en grimasse "jeg kan smage det i min hals...." Hun begravede ansigtet i sine hænder, men kiggede op mod ham da han spurte hende...selvom hun allerede vidste han kendte svaret, stille nikkede hun "ja...jeg var ude og klatre da jeg blev angrebet, jeg besvimede og vågnede op ved siden af resterne, det gjorde så ondt" hun lignede en der var tæt på randen af nervesammenbrud, hun var helt bleg, havde dybe rander under øjnene og hun var helt ufattelig bange for hvad hun havde gjort.
Hun begravede fingrene i det lysehår, hun rev hårdt i det, lukkede øjnene og prøvede at holde sin panik ned, hun rystede kraftigere og kunne ikke holde af det. Billederne, alle deres skrig, lydene af knogler der brækkede...hud der blev revet fra hinanden, lydende, billederne fyldte hendes hoved og hun kunne ikke holde det ud,

''Hvad jeg skylder er lige meget, jeg hjælper fordi jeg vil.''

Han var jo fascineret af den slags her. Han blev altid vildt grebet af at se nye typer af mutationer. Han elskede det meget. Han kiggede på hende som hun fik forklaret hvad det var, og han kunne svagt fornemme hvor tæt hun var på at gå i panik. Han var dog meget i tvivl om, hvad den rigtige tilgang ville være. han fandt pillerne frem og gav hende dem sammen med et glas vand. Det var morfin piller han gav hende da de både var smertestillende og beroligende.

''Sådan tag det roligt, her drik det her, du vil få det bedre.''

Han sendte hende et stille smil. Han kiggede på hende roligt, forsøgte at forstå hendes DNA helt, men han var blevet en smule usikker på om hun havde det samme behov for protein som Varulve havde, hendes blodrus tydede dog stærkt på det. Han satte sig hen ved hendes side og træk hendes hænder fri fra hendes hår, og holdte dem ned langs hendes sider når hun havde taget pillerne. Han lagde så en arm om hende så han kunne holde hendes arme nede og fast.

''Hvad end du har gjort er der ikke noget galt med dig, du er blot ikke som du var en gang, det er ikke en fejl eller noget negativt, det er en ændring ikke andet. Hvis du forstår at bruge det kan det sikkert blive positivt for dig.''

Han var aldrig typen der så negativt på mutationer, ihvertfald ikke andre mutationer end hans egen. Han både elskede og hadede den: Den havde fordele, men også nogle enorme ulemper. Han brugte næsten alle fridage på at studere hvad han kunne og finde ud af om han på nogen måde kunne lære at styre det ved ham selv.

''Men hvordan er det ellers gået siden du forlod forskingen?''

Hun tog imod glasset, og pillen, hurtigt fik hun det ned og sukkede stille, dog var smagen af blod der stadig, men den var ved at forsvinde. Hendes øjne var mod ham, overrasket da han med et tog hendes hænder i sine, tvang dem ned langs hendes side. Hun stivnede da han lagde armen om hende. Hun vidste med et ikke hvad hun skulle gøre, her sad hun, en usikker pige, nøgen...dækket af klamt blod, ved siden af ham, en køn mand...ikke just den bedste blanding, så her sad hun, stiv som et bræt og hun følte sig ikke ligefrem som den kønneste i verden, faktisk følte hun sig virkelig klam "øhm...kunne jeg låne et bad og hvis det ikke er for at spørge om noget tøj" spurte hun, så væk, mens en rødmen bredte sig på hendes kinder. Hun blev mere bevidst om hvor nøgen hun var og hun følte sig ikke som den smukkeste pige. Hun bed sig i læben "godt, alle mine sanser var stærke, jeg havde det som om jeg var på stoffer af en art" svarede hun stille,

''Selvfølgelig kan du låne et bad, og du må godt låne noget tøj. det store skab på badeværelset er der tøj i, du tager bare.''

Han smilede roligt, og rejste sig op med hende. Han gik hen til badeværelset med hende, og førte hende derind. Han gik så roligt hen til skabet han havde talt om og åbnede det. Det var jo kun herretøj. Da han ikke havde nogen kvinder boende. Han smilede til hende roligt. Det var et stor badeværelse og der var både badekar og bruser til hende, alt efter hvad hun helst ville bruge.

''Du kan bare kalde hvis der er noget du har brug for. Kigger ind igen om noget tid.''

Han gik så ud igen. han kunne svagt mærke en hovedpine dukke op. Så han skyndte sig ind i stuen hvor han satte sig. Han havde taget blodposen frem som han satte op i dets stativ. Han desinficerede hans arm og stak så nålen ind, så blodet flød ind i hans arm ganske langsomt. Han sad så bare og slappede af ganske roligt. Grunden til han sagde han ville kigge var fordi han var bekymret for hvad hun kunne finde på at gøre. Han var bange for at hun ville gå i panik og forsøge at skade sig selv.

Hun nikkede, smilede svagt og fulgte med ham "mange tak" sagde hun blidt, hun gik ud på badeværelset, efter hun havde fyldt badekaret op, smed hun tæppet, samt tørklædet. Med et suk gled hun ned i det varme vand, som hurtigt blev rødt af blodet omkring hende. Hun sukkede, lagde hoved tilbage og lukkede øjnene, dog skulle hun aldrig havde gjort det, for minder af hvad hun havde gjort strømmede igennem hende, helt uden at havde opdaget det, gled hun under vandet. Skrig, blod og et sandt mareridt fyldte hendes tanker og dette øjeblik hendes drømme, hvordan kunne hun havde gjort det? Hun var ikke en morder eller var hun? Ville folk hade hende nu? Var hun et monster?
Trangen til luft fik hende til at åbne øjnene og med et gisp, fløj hun op af vandet, hun hostede og trak benene op mod brystet, helt henne i det ene hjørne sad hun og tårerne strømmede ned af hendes kinder, selvom vandet var varmt, rystede hun. Hun var et monster, et uhyr, der lige havde myrdet nogle uskyldige personer, nogle som ikke havde fortjent at dø, hvordan kunne det ske. Prøvende rejste hun sig, hvilkede sig ind i et håndklæde, efter at havde tørt sig, fandt hun en stor bluse frem, samt et par boxershorts. Hun gled ned på gulvet, begravede ansigtet sine hænder, hvorpå hun lydløst begyndte at hulke

Han sad bare og havde sat en alarm til ti minutter, også fordi han vidste at der ikke ville blive optaget meget mere blod af hans krop efter det. Han tørrede det ordentligt af, og lukkede såret til pænt, sådan at der ikke var lugten af blod hængende i luften. Han gik hen til badeværelset, og bankede så lige på tre gange inden han åbnede døren da den ikke kunne låses. Han havde ingen grund til det da han boede selv jo.

''Hey hey, tag det nu roligt. Der er intet galt med dig.''

Han satte sig ned foran hende, og trak hende ind mod sig i et kram. Han holdte bare roligt om hende, og aede hende stille over ryggen. han sørgede for at hendes håndklæde blev holdt på plads sådan at det ikke lige faldt ned. Han sad bare roligt med hende. Efter lidt tid hev han hende dog op at stå. Han holdte hende stadig.

''Du bliver bare her så længe du føler du har brug for et sted at være, gætter på du er lidt bange for at møde folk du kender.''

Han forstod hende også godt, det ville ikke være rart så længe hun følte sig usikker på sig selv at møde nogen man kendte. Hun var vel bange for hvad de tænkte om hende og hvad hun kunne komme til at gøre ved dem. Han trak sig en smule fri fra hende så han kunne se hende i øjnene.

''tag lidt tøj på, så kan jeg lave te, kaffe, kakako, åbne en vin, finde en øl eller hvad du nu har lyst til?''

Hun lagde panden mod hans bryst, lukkede øjnene "hvordan kan der ikke være noget galt med mig...jeg slog nogen ihjel" hun så mod hans fødder da han trak hende op og stå, hvorfor var han så venlig overfor hende, hun kendte ham knap, ganske vidst havde hun haft et par samtale med ham angående hendes forsøg, men ellers skyldte han hende ingenting. Hans ord, tilbud gav hende bare en smule glæde "mange tak" hviskede hun og smilede til ham, hun ville nok ikke være her længe, men noget tid, til hun vidste hvad helvede der var sket med hende og hvad dette var med at dræbe folk, for det var ikke ligefrem det hun ønskede eller havde håbet på. Hun grinede stille, nikkede og smilede "jeg vil meget gerne bede om noget te" denne gang var der mere kraft i hendes stemme. Hun gik hen mod hans klæde skab, hun var lidt på glat is, for hvad kunne hun tillade sig at tage? Det var jo ikke hendes ting og derved kunne hun jo ikke bare tage hans ting, for hvad hvis noget af det var vigtigere end det andet og hun så derved ville ødelægge det?

Han smilede til hende stille, og roligt. Han var bre et genrelt venligt menneske. Det lagde bare til ham. Ikke at han ikke kunne være lidt mere ond nogle gange. Han var jo nød til at få blod fra de udøde så det gjorde selvfølgelig at han var nød til at komme op med nogle planer til at skaffe det og nogle af dem kunne godt være en lille smule onde i forhold til hvordan han ellers opførte sig omkring andre folk.

''Du tager altså bare.''

Han havde ikke noget han ikke kunne erstatte. Han smilede, og han gik bare ud i køkkenet. Han satte en kande over med vand, og fandt nogle bøtter frem med forskellige teblade i. Han stillede det så over på stuebordet og satte sig ned, og ventede på hende, men inden det pakkede han blodposen væk igen. Han var ikke vild med at folk så det.

''Her, du tager bare hvad du gerne vil have.''

Han smilede roligt til hende. Han sad og ventede på hende roligt, han var ret glad for hans evne fordi han kunne følge med i hvordan det ville gå hendes mutation og se om hun ville være ved at forvandle sig inden det skete.

''Men hvad så hvad laver du normalt til hverdag?''