We meet again. Uh .. In a way.(Phoenix)

Det var en dejlig dag. Solen sendte varme stråler ned igennem skydækket, og spredte sig som glitrende lysspil imod alle reflekterende overflader. En kølig brise holdt temperaturen på et behageligt niveau, og duften af sommer brusede i luften, fra Parken der lå nogle gader væk. Echos skridt gav genlyd igennem den smalle gade hun langsomt vandrede igennem med et saligt smil imod læberne, inden hun trådte ud på en mere befærdet gade, hvor hendes skridt blot smeltede sammen med adskillige andre. Tøjet hun bar, var tidligere blevet udvalgt af en af personerne i hendes hoved, da hun havde styringen. Echo vandrede blot hvileløst rundt i det.
Hendes ansigt syntes uskyldigt, som et barn der netop var kommet ind af døren og fanget mor og far i at have sex, men ikke vidste hvad der skete og derfor blot stod med uskyldigheden sivende ud af ansigtet. Nogle ville opfatte Echo som dum, andre ville opfatte hende som naiv og tankeløs - men Echo var alt andet end tankeløs.
Et kaos hamrede igennem hendes hoved, og sendte smerter igennem hendes hoved ved hvert sekund. Som lange tanketråde fra 20 forskellige individer, der alle sammen syntes at brænde imod indersiden af hendes hoved. Og en diskussion var igang igang i Echos hoved, imellem Claire Summers, forsker og videnskabsmand, og Cherette Shell Pannell, bedre kendt som den prostituerede Cher.
"Prostitution er en måde at råbe om hjælp på, Cher, og selvom du ikke ønsker at dette er dit oprindelige formål, så var det et eksperiment min mor personligt udførte, og resultatet var, at en kvinde der solgte sin krop, i virkeligheden bare ville elskes."
Claires kølige stemme havde en snert af professionalitet i Echos hoved, mens hendes rolige skridt førte hende ned af gaden i et langsomt, næsten dansende tempo.
"Hvem af os to er den prostituerede?! Hold kæft, bare fordi din far er en big deal, betyder du ikke at du er super smart, vel!? Jeg ved hvordan jeg har det, end of discussion!"
Cher ramte et ømt punkt hos Claire, og det kunne mærkes som et lille stød der forplantede sig i Echos krop. Claire havde altid ønsket at blive som sin fader, fordi hun troede hun aldrig ville blive accepteret af ham, hvis hun ikke var som han. Hun følte aldrig hun fik hans accept inden hans tragiske død i laboratoriummet, og derfor tændte det hendes vrede ved Chers ord.
Adskillige andre personer begyndte at byde ind i samtalen, og snart efter hamrede Echos hoved ikke blot af smerte, men også af flyvske ord og irriterede stemmer der råbte og skreg. Echo derimod, fortsatte roligt sin gang ned af den lettere befolkede gaden, med et saligt smil om læberne og uskyldigheden malet i ansigtet.

Phoenix var ude i byen fordi han var ved at nå der hvor det blev nødvendigt for ham at genopfylde hans lager af de udødes blod. Han var ikke glade for det, men det var en nødvendighed for at han kunne leve bare nogenlunde normalt. Han gik derfor og spejdede efter det i generne der viste at det var udøde. Han fik øje på en kvinde som han ikke kunne blive enig med sig selv om, om hun var dum eller bare meget meget målrettet mod hvor hun skulle hen. Han regnede mest på det sidste da de færreste overlevede som dumme. Han gik med rolige skridt hen imod hende. Han var iklædt tøj der passede en forsker.

''Undskyld mig, men vi har her på det sidste lavet nogle undersøgelser af kvinder og fundet ud af hvilke grupper der er i større risiko for visse sygdomme. Og jeg må desværre meddele at du er blandt en af de grupper.''

Han kiggede på hende, og overvejede at spille på hans udseende og forsøge at lokke hende med søde ord, og seksualitet. Han betragtede hende med et roligt og venligt blik. Han smilede også ret så varmt til hende, som han fortsatte.

''hvis du skulle være interesseret er det fordi vi har fundet ud af at kvinde, har en større risiko jo mere... velformede deres krop er... Så det er grunden til jeg er bange for at du er i større fare''

Han sendte hende et stille smil, rakte den ene hånd ud til hende som for at hjælpe hende, og den anden vippede han ud til siden i den retning de skulle. Han regnede ikke helt med at det ville virke, men det var også sjældent han gjorde det sådan her. Men det ville være smartere.

Echos blik strejfede manden der nærmede sig hende, og et en blanding af tøsede fnis, snak omkring hans udseende og advarsler overvældede hendes sind som en tsunami der skyllede op. Men én stemme skar igennem, en stemme der ikke fortalte om måde at nedlægge ham eller om hvordan han ville se ud hvis man trak tøjet af ham - en stemme der sydede af overraskelse, men også nysgerrighed. Claire Summers stemme hævede sig over de andres, selvom den ikke råbte - men den havde noget rationelt at sige.
"Phoenix? Jeg har været med til at skabe ham! Tænk at det har lykkedes ham at overleve så længe, med sin ustabilitet."
Echo opsugede informationerne, men fik ikke tid til at spørge yderligere ind til dette, før han tog kontakt til hende. Et venligt, tomt smil var rettet imod Phoenix - et smil der, selvom det var yndigt, virkede som et forkert smil. Der var noget galt. Da hans første sætning var færdig, vippede hun hovedet en smule til siden, uden hendes ansigt have fortrukket en muskel.
"Hvorfor er jeg syg, Phoenix?"
Hendes stemme syntes ikke at tvivle et sekund på hans ord, på trods af adskillige af de stemmer der på sekundet begyndte at tvivle i hendes sind. Dog pressede langt størstedelen på for at få hende til at følge ham, i et forsøg på at få hende til at tage tøjet af ham. Dog havde Echo endnu ikke lært noget om dette, så hun syntes selv ikke at bemærke hvad mange af de andre i hende, fokuserede meget kraftigt på.
Ved hans næste ord, gik kvindeflokken der kommenterede på hans udseende, fuldstændigt amok i hendes hoved, og oversvømmede hendes tanker med begejstrede sætninger og kommentarer der fløj omkring. Hun nikkede bare, uden at have opfanget det kompliment han havde givet hende - selvom mange andre i hende havde opdaget det meget tydeligt.
Hun vendte omkring og begyndte roligt at gå i den retning han pegede, uden faktisk at have tvivlet på hans ord i så meget som et sekund. Pludseligt tøvede hun, og snurrede omkring så hun kunne se på ham, endnu uden at have ændret ansigtsudtryk.
"Cher og Corine siger de ville ønske de kunne have en trekant med dig. De siger Tam ikke må være med, men det synes jeg er synd for hende."
Med disse ord vendte hun endnu engang omkring, og fortsatte ned af gaden i den retning han havde peget, uden at vente på han fulgte med, idet hun regnede hundrede procent på han gjorde. Echos ansigtsudtryk mindede endnu kraftigt om et lille barns, idet hun ikke var fuldt udviklet som en person nu, så hendes personlighed var faktisk mindre udviklet end et barns var. Dog udviklede hun sig uhyggeligt hurtigt.

''Jeg siger ikke du er syg, men der er større risiko for dig, end andre kvinder. Ofte er det ting som livmoder-halskræft, brystkræft og andre sygdomme der påvirker de kvindelige kønsorganer.''

Han sagde det roligt, og med et stille smil, som han fortalte det som en rigtigt garvet læge, som slet ikke virkede til at blive påvirket af det han sagde. Men det var nu engang baare sådn han var, da han vidste virkeligt meget sært som han havde lært gennem sin tid. Han kiggede på hende da hun kom med en kommentar som han fandt yderst yderst morsom, men også lidt pinlig på en eller anden måde.

''Nu ved jeg jo ikke engang hvem de er, hvordan der, eller hvordan de ser ud, så jeg ved ikke ligefrem om jeg skal være beæret.''

Han grinede lidt, mens han førte hende med sig ind i bygningen bag ham. Han vendte sig rundt om imod hende, da de var kommet ind. Det var ikke så svært det han skulle og det skadede hende heller ikke vildt meget permanent. Han skulle jo bare tappe hendes blod. Et par blodposer så holdte han noget tid.

''Jeg skal lige tage nogle blodprøver, men du skal ikke blive bange grundet mængden, eller nålens størrelse.''

Han smilede venligt til hende, som han førte hende hen til en stol der mindede meget om den slags man har hos tandlæger.

Echo rystede svagt på hovedet, og rynkede panden en smule imens hun gik, idet hans ord kom. Ikke fordi det ikke lød sandt hvad han sagde, og ikke fordi hun ikke stolede blindt på denne fuldstændigt fremmede der var ved at føre hende væk - men fordi Claire næsten klappede i hænderne og stolt forklarede at han var blevet utrolig dygtig. Pludseligt føg lange tankerækker omkring livmoderhalskræft og brystkræft omkring i Echos hoved, men det var ikke længere så svært for hende at opfange ordene der strømmede fra Claires læber, samtidig med at hun fokuserede på sine omgivelser.
"Hvorfor er der større risiko for mig? Har jeg gjort noget galt, Phoenix?"
Hendes stemme var som et barns, der uforstående spurgte hvorfor det var forkert at hælde kogende vand ud over familiens hund, og hendes blik havde det samme skær, idet det lå imod Phoenix. Man kunne næsten se begyndende fortvivlelse, men ikke fordi han havde sagt hun havde en større risiko for at få en sygdom, men derimod fordi hun måske havde gjort noget galt. Som om det var noget af det mest forfærdelige der kunne ske.
Echo smilede svagt ved hans næste ord, uden at finde det en mindste smule pinligt.
"De er mig, Phoenix, men jeg er ikke dem. Cher er sammen med mange mænd, men jeg ved ikke hvorfor. Claire siger hun vil føle sig elsket, men Cher siger hun vil have penge. Hvad tror du?"
Echo synes ikke ligefrem at have problemer med at fortælle detaljer om forskellige ting, og synes heller ikke at kunne se problemet i at snakke rimeligt uhæmmet omkring noget han han sikkert ikke forstod noget omkring. Men Echo havde ikke lært nogle grænser på det led endnu, idet de ikke var blevet udviklet. Hun skulle lære det, for hun kunne gøre det, og det havde hun ikke lært.
Echo fulgte ham ufortrødent ind i bygningen, og stoppede op i samme sekund han gjorde det. Hun syntes slet ikke at forstå hvad han mente med at tappe blod, men en utrolig stilhed lagde sig pludseligt over hele hendes sind. Hun forstod det ikke. Hvorfor var de så stille? Liana syntes at ryste let, idet hun havde en kraftig frygt for nåle.
"Liana kan ikke lide nåle, men jeg er ikke bange."
Echo fulgte roligt med, og lagde sig i stolen uden at reagere synderligt. Da hun lagde sig, lænede hun hovedet imod stolens ryglæn så håret blev spredt bag hende, og så direkte op i loftet, da hendes næste ord blev ytret uden en trækning.
"Claire siger du skal bruge blod fra en udød. Hvorfor skal du det?"
Hun lukkede roligt øjnene, og ventede på at han begyndte at tappe.

''Om du har gjort noget galt ved jeg da ikke, men i fohold til risikoen er det ikke din skyld, det er dine geners skyld, som har givet den krop du har og det er de gener der gør at risikoen er en smule større for dig en den gængse kvinde.''

Han forstod virkeligt ikke hvad det var hun fablede om. Han lod hende sætte sig ned, og han var meget undrende overfor hvad faanden det var der var gaalt med hende. Han nikkede bare og klaappede hende på hovedet. Han stod så og granskede sit hoved lidt inden han svarede hendes spørgsmål.

''Jeg tror hun er hverken interesseret i kærlighed eller penge, hun ønsker ikke andet end at være seksuelt stimuleret da det udløser noget i kroppen som gør at hun føler sig høj, og derved kan hun glemmer de dårlige ting i verden.''

Om det på nogen måde var sandt vidste han ikke, og han var egentligt også ret ligeglad. Han trak på skulderen over det med nålene og denne Triana, og stak bare nålen i hendes hud der omkring armhulen, og lod blodet flyde.

''Hun er nok bare tosset, tag dig ikke af hende.''

at hun snaakkede om en claire og kaaldte ham ved navn var underligt.

"Det er jeg ked af. Jeg tror ikke mine gener gjorde det med vilje."
Selvom Echo måske ikke viste det, så vidste hun godt at ingen forstod hendes situation. Han kendte ikke til smerten der syntes at sprænge hendes hoved itu, han kendte ikke til personernes der havde overtaget hendes sind. Han vidste ikke, at den kvinde der havde sin retmæssige plads indeni hende, var væk .. Selvom Echo ikke vidste hvorfor, eller hvem der havde været der. Hun vidste bare, at hun var væk. At Echo ikke var nogle. Den følelse kendte Phoenix ikke. Og det vidste Echo godt.
Echo fandt det ikke nedladende lige da han klappede hende på hovedet, men det brag af kommentarer der omgående fortalte noget andet fra hendes indre, fik hende hurtigt på andre tanker. Klappe på hovedet var nedladende, som var hun et barn - got it. Echo lærte konstant. Ubevidst eller ej, hun lærte og blev stærkere og mere udviklet konstant.
Cher blev helt stille ved hans ord.
"Den fyr er klog, Echo. Sådan helt forskertypeagtig. Ham kunne jeg godt knalde."
Echo smilede op i luften, uden at have lagt blikket på ham. Hun lå blot i stolen, med blikket rettet opad, og dette yndige, barnlige smil om læberne.
"Cher siger hun er enig. På hendes måde, i hvert fald."
Hun reagerede ikke på at han stak nålen ind i hende, for ærligt talt bemærkede hun det ikke. Alt for meget smerte bankede igennem hendes hoved, og de første par uger hun erindrede, havde hun heller ikke kunnet gøre andet end blot ligge i smerte, og lære hvordan hun håndterede dette. Men hun havde lært det. Hun var blevet stærkere.
"Claire er ikke tosset."
Et lille glimt af vrede var flakket igennem Echos blik, for selvom det var noget nært umuligt at gøre hende vred, så holdt hun et eller andet sted af personerne inden i sig. De var alt hun havde.
"Claire var med til at skabe dig, det er ikke tosset! Claire Summers er en dygtig forsker, og selvom hendes far aldrig troede på hende, så tror jeg på hende!"
Hendes hoved var blevet vippet til siden, og pludseligt var der liv i hendes blik. Hun havde en vis loyalitet overfor den gruppe der herskede i hendes sind, fordi de alle var hende - og hun beskyttede dem så godt hun kunne. Derfor var det barnlige og uskyldige et sekund forsvundet fra hende, som hun begyndte at sætte sig op i stolen, og syntes at ville rive nålen ud af armen. Hun skulle bare fortælle ham det først. Han skulle forstå at Claire havde det hårdt, men var en god kvinde alligevel!

''Dine gener gør ikke noget Echo.''

Det blev sagt meget roligt til hende, da han ikke kunne lade være med at snakke på den måde. Det var ikke noget han kunne finde på at lade være med. Det var sgu meget underligt med de kommentare hun kom med så han rystede bare lidt på hovedet af hende, og nikkede så omkring det med at Cher var enig med ham i det han sagde.

''Det er da godt.''

Han kunne ikke lade være med at smile lidt over hvordan hun reagerede over det han sagde om Claire. Han skubbede hende dog bare blidt ned at ligge. Han kiggede på hende med et stille og roligt smil, og stoppede hende i at tage nålen ud.

''Laad være, du kommer bare til skade hvis proceduren bliver afbrudt før tid. Og rolig nu, vi har vel alle forskellige meninger om folk? Hvis du var som mig ville du nok heller ikke være super glad for din skaber altid.''

Han sendte hende et venligt smil, som han lagde hende ned og beroligende aede hendes sider, mave og lår.

"Jamen du sagde .."
Forvirring flakkede over hendes ansigt, da han sagde at hendes gener ikke gjorde noget, idet hun havde opfattet hans tidligere kommentarer, som var gjorde hendes gener noget galt. Hun betragtede loftet, uden at sige noget i nogle sekunder, før hun drejede hun en smule, og lagde blikket imod ham. På trods af alt dette, stolede hun endnu blindt på ham, selvom hun ikke kendte ham. Hun ville betro ham hendes liv, fordi hun ikke kunne forestille sig at man ikke ville beskytte hende - hun ville jo beskytte andre. Hun vidste ikke endnu, at ikke alle var som hende, selvom hun godt vidste, at ikke alle forstod hende.
"Jeg ved godt der er noget galt med mine gener. Ellers kan man ikke være som jeg er."
De første par sekunder da han forsøgte at skubbe hende ned at lægge, kæmpede hun imod. Dog overgav hun sig hurtigt, og lod ham skubbe hende ned at lægge, uden at sætte yderligere kamp op, fordi hun ikke vidste hvorfor hun skulle lade være. Hun tøvede ad han sørgede for hun ikke tog nålen ud, men lagde så modvilligt armene ved siden af sig igen, og lod den blive i.
"Jeg er ødelagt, Phoenix, jeg er her ikke. Det gør ikke noget at jeg bliver skadet, for det er jeg allerede."
Echo uddybede ikke denne tilsyneladende meningsløse sætning yderligere, men valgte istedet at gå videre med at besvare hans næste ord. Til dette rystede hun kraftigt på hovedet, og skubbede sig op så hun lænede sig på albuerne, og kunne se ham derfra, selvom det sandsynligvis var en utrolig dårlig stilling for nålen der sad ud af hendes arm. Men det barnlige i hende var væk, når hun brændte for noget.
"Claire er ikke folk. Claire er mig! Og Claire er sød. Hun ville ikke skade dig, Phoenix. Hun siger at hun ville ønske hun kunne gøre dig stabil, så du ikke behøvede at tage blod for at være stabil, men at hun ikke ved hvordan. Hun håber at siden du har udviklet dig så meget, så vil du måske selv kunne finde ud af det."
Hun tøvede let efter den lange, snirklede men alligevel utroligt afslørende sætning havde forladt hende, men lod ham så berolige hende. Hun smilede let, og selvom hun ikke så noget seksuelt overhovedet ved hans berøringer, fordi hun simpelthen ikke havde lært om sex, så var en stor del af kvinderne inde i hende ikke enig.

''Ja jeg sagde det skyldtes dine gener, men dine gener kan ikke gøre noget, de er ikke andet end instruktionsbøger.''

Han regnede med at det måske ville give mening for hende så. Måske forstod hun det lidt bedre. Han kunne vel altid håbe det. Han smilede roligt, og rystede på hovedet af hende. Han grinede og valgte trods han skulle have blod snart ikke at tage noget for at vise hende noget nemlig. Han kiggede ned på hende med et stille og roligt smil.

''baare fordi du allerede er skadet eller ødelagt giver det ikke mening at ødelægge dig mere. Det er det samme hvis du har en tallerken der går i stykker, den er knækket i fire dele. Så den er nem at reparere, men knækker du den i flere dele bliver den bare sværere og sværere at fikse.''

Han viftede hendes ord væk. Han vidste at hvis nogen havde chancen for at fikse ham, var det ham selv eller hendes far. Han vidste ikke hvordan Claire var blevet men dengang havde hun mere været en assistent jo.

''Ked af det, men jeg er bange for hendes far var den eneste der havde en ide om hvordan det kunne gøres.''

Han lagde hende ned igen, og strakte hendes arm

Knapt var hans ord faldet, før Claire begav sig ud i den lange snak, at forklare om hvordan generne bestemte ting i hendes krop. Derfor var der også en stilhed efter hans ord var faldet, hvor hun bare lå med blikket rettet opad, og koncentrationen rettet indad. Men siden Claire var en del af hende og allerede kendte med til denne slags ting, så gik der heller ikke mange sekunder fra hans ord var faldet, til hun havde fået leveret alle Claires minder omkring dette, og derfor kunne se præcis hvad han mente.
"Åh! Så et gen er .. Hvad kan man kalde det, en del af et kromosoms DNA-molekyle?"
Pludseligt syntes hendes sprog i denne sammenhæng langt mere kompliceret og dybt inde i et stof, hun netop troede havde angret deres synder. Hun smilede svagt, og vippede hovedet til siden så hun kunne lægge blikket på ham, for at få bekræftet hendes ord, der virkede meget malplaceret i dette uskyldige, tilsyneladende ret uvidende væsen.
"Phoenix, jeg er uoprettelig. Jeg er der ikke engang. Min tallerken er porcelænsspåner. Det kan ikke sættes sammen."
Hendes stemme var fuldstændigt tom, selvom ordene syntes at burde betyde utroligt meget for hende. Hun havde vippet hovedet tilbage, så hendes blik nu var fikseret imod loftet endnu engang, og syntes utroligt ... Tomt. Dødt. Eller måske var det bare problemtomt?
"Nu gentager du bare hendes fars ord. Claire er dygtig til sit arbejde, og doktor Shane er død."
Hun lod ham lægge sig ned, og kæmpede heller ikke imod da han strakte hendes arm, så nålen sad ordentligt. Hun smilede let, og troede ikke længere et sekund på at det var grundet en sygdom hun lå her - Claire havde fortalt om Phoenix's situation, og var derfor ikke rigtigt overrasket. Dog vidste hun ikke at hun var halvt udød, og kunne derfor ikke se hele billedet.
"Jeg håber du får stabile gener, Phoenix. Man skal være samlet, ellers er det ikke godt."

''Ja, lige præcis.''

Han sendte hende et stille smil og betragtede hende, men da hun snakkede om at hun vaar spåner var det ikke fordi haan tænkte, stakkels kvinde. Han tænkte mere at det bare betød at det var noget mere besværligt at fikse.

''Du er stadig ikke støv, og hvorfor skulle det være umuligt? for 1000 år siden blev det også sagt det var umuligt at lege med vores gener''

Han sagde det ganske roligt, og kiggede på hende. Han rystede på hovedet, fordi hvorfor skulle han sige noget hendes faar havde sagt. Han havde aldrig mødt maanden, og burde ikke have nogen viden om hvordaan han talte.

''Nu snakker du for at snakke. Har aldrig mødt manden, så hvorfor skulle jeg tale som ham når jeg ikke ved hvordan han taler? jeg kan kopiere andres adfærd men faktisk at skabe min egen adfærd er meget svært.''

Han saagde det roligt, og trak nålen ud. Han kunne se på hendes blod at hun var udød til en hvis grad så han slikkede blodet af hendes albue.

''Du kender mig ikke engang''

"Det er umuligt, fordi jeg ikke engang er der, Phoenix. Jeg er væk. Hvordan kan man reparere noget der er forsvundet?"
Hun smilede svagt til ham, inden hun lod øjenlågene gled ned foran hendes øjenlåg, og lukkede for en kort stund verden ude. Echo var ikke stærk nok til at kunne klare verden alene endnu, og derfor måtte hun nogle gange bare lukke ned og finde sammen på sig selv, så hun kunne håndtere det hele lidt senere.
Der gik nogle minutter, før hun havde ladet sit energiniveau op, som en baby der skulle sove meget - hendes 'søvn' foregik blot med lukkede øjne, over et par minutter og med intet andet fokus end de individer i hende. Det var også sådan hun udviklede sig, fordi hun så dykkede ned i personerne, og lærte mere af livet igennem dem. Dog sov hun naturligvis om natten, præcis som alle andre gjorde det.
Hun slog øjnene op, og nåede derfor lige præcis at opfange hans ord, uden at være i hendes egen personlige verden. Hun rystede svagt på hovedet, og skulle lige til at løfte sig op for at kunne støtte sig bedre, men nåede ikke langt før hun stoppede og lod sig selv dumpe ned i stolen igen - hun havde fanget hans forsøg på at få hende til at lægge. Hun skulle nok blive.
"Fordi du gentager doktor Garret Shane. Han sagde altid at han var den eneste der havde en idé om hvordan det skulle gøres, og at hun ikke vidste det."
Hun vippede hovedet til siden, og tøvede let. Så smilede hun svagt, idet noget sitrede i hendes tanker - noget hun selv mente, noget der ikke var blevet påvirket af de andre.
"Jeg ved hvordan du har det, Phoenix. Det er så nemt at være de andre, men at være sig selv er så svært .. Men du har udviklet dig. Du er dig selv, ikke en anden. Du er heldig."
Hendes blik søgte nedad imod albuen, da han hev nålen ud, og betragtede den smule blod der piblede frem fra såret, med en vis nysgerrighed. Hun kunne ikke så det underlige i at han slikkede blodet af hende, men vippede bare hovedet til siden og betragtede det uden nogle kommentarer.
"Claire kender dig, og hun er inden i mig. Jeg ved hvem du er."

''MÅske du ikke er her... Eller her.''

Han prikkede hende i panden, ved de første ord, og lige omkring hjertet ved de andre. Men han havde mere at sige stadig. Det havde han ret ofte når det kom til stykket. Han var en mand der talte utroligt meget, men af en eller anden grund var han faktisk ret så glad for det. Han elskede at snakke specielt fordi det gjorde at han kunne virke vidende og klog, hvilket han var.

''Ja men det giver ikke mening, hvorfor skulle jeg gentage ham eller have en mening om hvad han var i stand til når jeg aaldrig har mødt manden rigtigt.''

Han kiggede undrende på hende. Han forstod ikke hvad hun mente, han var ikke sig selv. Han var rektioner fra en masse folk, og en stor del af hvad han vidste og kendte til kom fra en anden mand, som var uploadet i hans hoved, men som han intet vidste om hvem var.

''Nej jeg er ikke mig selv, jeg er skabt af reaktioner og meninger fra folk omkring mig, der er sat sammen på den viden og erfaring en eller anden fremmede mand havde.''

Han var lige ved at grine da hun sagde at claire kendte ham. Der var ingen der rigtigt kendte ham. Claire havde set ham blive skabt men præcist hvad han kunne og hvem han vaar kunne hun altså ikke vide noget om.

''Nej hun ved lidt om mig, hun kender mig ikke.''

Echos hoved var vippet til siden så håret strøg ud over hendes ene skulder, imens hendes brune blik fulgte hans finger da den første rørte hendes hoved, og derefter hendes bryst. Hun nikkede langsomt, som om han netop havde sagt noget meget vigtigt, og lod så et smil vokse på hendes læber. Hun lænede sig lidt frem, og lagde så en finger imod brystet, lige over hjertet.
"Her er det eneste sted jeg er. Jeg ville ønske jeg kunne finde mig, for jeg har passet så godt på min krop for mig, synes du ikke? Jeg skal tilbage, før jeg kan blive hel."
Echos stemme virkede så uskyldig, på en måde som var det faktisk et spørgsmål til ham. Har jeg ikke ret?, som vidste han bedre end hun, hvordan hun var ødelagt. Men ved hans næste ord, rystede hun langsomt på hovedet, som havde hun pludseligt ret i stedet for ham. Han forstod ikke.
"Fordi du er enig med ham, uden du ved det. Men i tager begge fejl."
Hun smilede tomt på en blid måde, og lagde blidt hånden imod hans underarm, tilsyneladende for at vise ham hvor alvorligt hun mente de næste ord, der faldt fra hendes læber. Selvom hun syntes tom og ung, så var det for en gangs skyld som om noget vigtigt og indtrængende bevægede sig igennem hendes blik, da hun så på ham.
"Jeg forstår dig. Men du er blevet dig selv. Du er ligesom mig, du er bare blevet dig selv. Du er ikke længere en anden, for du er blevet påvirket, du har fået substans og er blevet en person. Forstår du det ikke? Vi er ens, selvom vi ikke er den samme. Ingen af os er os selv, men du er blevet dig selv. Du er hvad jeg håber jeg kan blive en dag; mig selv."
Hun smilede, og lagde kort hånden imod hans kind, inden hun skubbede sig lidt frem i stolen, og svang benene ud over den, så hun sad rettet imod ham. Hun vippede hovedet til siden, og betragtede ham nysgerrigt. Hun havde aldrig mødt en, der ikke var sig selv, ligesom hun ikke var sig selv.
"Hun forstår dig bare ikke. Men du er ikke alene, Phoenix, Claire vil gerne hjælpe. Jeg vil gerne hjælpe. Enhver forsker i byen vil gerne hjælpe."

''Det var også det jeg ville vise dig, du er nok derude et sted, og så må du bare ud og finde dig selv. Du er ikke som mig skabt uden sjæl, eller substans, jeg ved ikke hvorfor men du har mistet det til syneladende.''

Han havde taget et kig på hendes DNA fordi hun blev ved med at snakke som om hun var som ham. Ingen var som ham han var ikke bare en klon, han var en mislykket en af slagsen. Han kiggede på hende da hun snakkede om at de var ens, og det var løgn set fra hans punkt. Hun var efter hvad han kunne se alt hvad han ikke var, hun havde mange personligheder, han havde stort set ingen, han havde viden istedet.

''Du er nærmere min modsætning. Du har mange personligheder, jeg har ingen, jeg har viden og informationer. Hvilket er grunden til det ikke giver mening, du forstår ikke hvad jeg forsøger at forklare. Jeg kan ikke skabe meninger om folk, mine meninger får jeg fra andre folk. Og jeg kan ikke have fået sammen mening som Garret når jeg aldrig har mødt ham, han var ude af mit 'liv' inden jeg blev rigtigt skabt. Den eneste jeg har mødt der har været så tæt på manden som ville kunne overføre hans meninger er hans datter, så hvis jeg har fået meninger som ham, om hende. Kan hun kun bebrejde sig selv for det.''

han talte hurtigt, men stadig tydeligt ikke noget med at mumle og klumre i det han sagde. Han regnede ikke ligefrem med at hun ville forstå hvad han sagde. Han kunne fornemme at hun udviklede sig hele tiden, enten fordi hun lærte af konsekvenser eller af hendes adspredte personligheder. Han betragtede hende roligt.

''Enhver forsker? Hahaha... Der er ikke en enste forsker i denne by der vil andet med mig end bruge mig som prøveklud og måske som byggegrundlag for at skabe mere succesfulde kloner end mig, men nej de vil ikke hjælpe mig. Det må Claire også kunne fortælle dig.''

"Ja, jeg er derude. Jeg ville bare ønske, jeg vidste hvor jeg var."
Hendes blik løftede sig, og så drømmende ud i luften i nogle sekunder, som spejdede hun faktisk efter hendes tabte personlighed. Der gik dog ikke mange sekunder, før hendes blik søgte tilbage og landede på ham, med endnu en rysten der gik igennem hende. Hun ville ikke lade ham tro, at han ikke var nogen anden end en klon. Kunne han ikke se, at han var en person? Måske havde han været denne mand nogenlunde komplet engang, man han var ikke længere ham. Måske havde han fået de samme meninger indført i sig, men han havde udviklet sig. Han havde ikke været ude for det samme som manden havde siden da, han havde måttet gøre andre ting for at overleve. Han var ikke længere manden - han var Phoenix. Han var blevet sig selv.
"Nej, du forstår ikke. Jeg er mange personer, men ingen af dem er mig. Du er en person, men han er ikke dig. Ingen af os er noget, uden de personer der er os, men som vi ikke er. Men vi skaber os. Du har skabt dig, igennem den person der er dig, men som du ikke er. Jeg er igang med at skabe mig, igennem mine personer."
I modsætning til Phoenix talte Echo langsomt, som tænkte hun grundigt over hvert ord der passerede hendes læber. De var modsætninger, men alligevel var de så ens. Hun smilede svagt, og lod derefter blikket glide bag ham og ved omgivelserne, inden blikket vendte tilbage til ham, og undersøgte hans ansigt nøje for reaktioner på hendes ord. Han måtte forstå - han var den kloge af dem.
"Claire kan have gjort det ubevidst, fordi hun vidste præcis hvordan hendes fader havde det med hende. Jeg har ondt af hende."
Echo nikkede langsomt af sine egne ord, og syntes at se igennem Phoenix. Hun havde ondt af Claire, men hun havde ondt af langt de fleste af personerne inden i hende. De havde alle sammen haft det hårdt, men alligevel havde de alle sammen haft så almindelige liv. De var alle sammen glade for nogle ting, og hadede nogle andre. Havde frygte og glæder. Hun misundte dem, men havde så ondt af dem samtidig.
Ved hans ord blev hun trukket tilbage til virkeligheden, og ud fra det overfyldte hoved der forsøgte at komme med input til samtalen, selvom hun forgæves forsøgte at ignorere dem. Hun løftede hånden og lagde den igen imod hans kind, men kun for at sørge for at hans blik blev i hendes, så han forstod hvad hun sagde. Det var vigtigt for ham, at han forstod.
"Claire ville ønske hun kunne hjælpe dig. De ville se det som en succes, at have hjulpet dig. Du er ikke alene. Du kan godt spørge om hjælp."
Hun havde ikke sluppet ham med blikket, og fjernede heller ikke det dybdegående blik fra hans øjne et sekund, efter ordene var faldet, tydeligt og langsomt fra hendes læber. Man kunne høre på hende hvor vigtigt dette var for hende, for selvom hun var alene, så ville hun have han skulle vide, at han ikke var det. Det kunne han ikke være.

''Jeg er langt fra en selvstændig person, jeg er dele og fragmenter af andres folk oplevelser og meninger. jeg oplever stadig at støde ind i ting jeg aldrig har hørt om eller ved noget om, og jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal reagere da jeg ikke selv kan finde ud af det. Jeg er ude af stand til det, modsat dig og de normale.''

Det var nok ikke nemt at forstå at han som sådan ikke kunne lære sig selv ting om livet på samme måde som alle andre kunne, men det var jo nok mest fordi alle andre var vant til at det var muligt at lære den slags af sig selv. Men det var ikke muligt for ham desværre. Det var han ikke blevet skabt til. Han kommenterede ikke på det med at claire kunne have gjort det ubevidst. Han grinede af det sidste.

''Ja de villle se det som en succes, men da hele deres pointe med det også ville være at opnå den succes ville de aldrig rigtigt hjælpe mig. De ville se mig som et middel til succes og intet andet end det. Derfor ville jeg med stor sandsynlighed og risiko blive mere skadet af at lade dem 'hjælpe' mig, end at fortsætte mit liv normalt. For dem vil jeg være absolut intet andet end et krop, de vil være ligeglade med at hjælpe mig. de vil bare få mig til at virke korrekt, fordi det vil de kunne tjene millioner på. Jeg kan ikke tale for Claire, Claire af fra en anden tid, og opvokset hos hendes far, men den type af folk eksisterer ikke rigtigt længere.''

Hun bevægede langsomt hovedet fra side til side i nægtende bevægelser. Hun forstod ikke.
"Du kan få hjælp. Andre kan hjælpe dig til at forstå, de kan lære dig hvad du skal gøre."
Hun smilede svagt og forsøgte tydeligvis både at forstå ham, men også at hjælpe ham. Instinktivt ville Echo hjælpe alt der havde brug for hjælp, om det så var en mutant der lå med et brækket ben eller en person der stod på toppen af en bygning og skulle til at springe. Echo havde endnu ikke lært forskellen på godt og ondt, og hun ville derfor ligeså vidt forsøge at hjælpe en morder, som hun ville forsøge at hjælpe en lille femårig dreng der havde mistet sit slik. Hun vidste ikke andet. Men det var også derfor hun ikke tøvede et sekund, på at finde en måde hun kunne løse denne mands problemer - for hun så ham ikke som en mislykket klon eller en mutant, hun så ham som en person, ligesom hun så alle andre som personer.
"Men hvis de ser dig som et middel til succes, så vil de også gøre alt hvad de kan, for at få dig til at lykkes. De vil gøre alt hvad de kan, for at gøre dig rigtig. De vil gøre alt for at reparere dig, så du ikke er ødelagt mere."
Hun rynkede panden, og hendes blik søgte nedad til hendes, hvor hun lod begge hænder falde ned, og hvile lidt. Langsomt begyndte hendes fingre at glide opad hinanden, idet mange forskellige input fra hendes tanker, fik hende til at forstå noget. Noget om hende selv, noget om ham. Noget om alle væsner, der var mislykkedes på en måde, så andre ville sige de var ødelagte.
"Vi er ikke ødelagte, Phoenix. Vi er ikke fejlslagne eller forkerte. Vi er os, det er sådan vi er. Vi er specielle, men ikke forkerte. Du skal ikke repareres, for man skal ikke reparere noget der allerede er rigtigt og fungerer. Du er rigtig allerede."
Hun løftede blikket og lagde det i hans, uden rigtigt at registrere at hun gjorde dette, eller at hun så på ham. Hun var langt væk i tankerne.
"Vi er rigtige, Echo. Vi er ikke misforstre."

''nej de vil ikke se MIG som nødvendig at redde, de vil nok bare stadig ud med at finde ud af hvordan jeg er skabt så de kan genskabe mig hvis det hele går galt. Men det er også lige meget, der er ingen derude jeg tror har den nødvendige viden, Claire er bedre end dem alle, og jeg ved mindst lige så meget om gener som hun gør.''

Han sagde det igen hurtigt men tydeligt. Han vidste at Garret havde været bedre end Claire, men han vidste også at han ikke havde haft nogen assistent der var bedre end claire. Han smilede lidt selvglad da hun sagde de ikke var fejlsående. Han rystede påhovedet og kiggede på hende. han vidste claire havde været med til at stemple ham sådan.

''Spørg Claire om det, hun var med til at stemple mig som et fejlsåen forsøg, at jeg var mislykkedes.''

Han sagde det roligt. Han vidste dog også at Claire var den eneste der vidste han eksisterede af de forskere. De andre troede jo han var blevet skilt af med. Claire havde altid været anderledes end resten. Hun havde aldrig været så kold og kynisk som de andre efter hvad han huskede. Hun havde faktisk se på ham som et levende væsen, og ikke bare en ting.

''Og det er selvom Claire er som hun er. Jeg er ikke rigtigt og jeg fungerer ikke rigtigt, bare vent. Indenfor en halv time vil du kunne se hvad jeg mener med at jeg ikke fungerer.Og hvad Claire mener når hun siger jeg er ustabil.''

Echo betragtede ham i nogle sekunder, før hun besvarede hans ord, med en stemme der dansede af blidhed. Ikke fordi hun følte hun skulle tale blidt til ham, men fordi hun var en blid person, og fandt det naturligt.
"Hvis ingen andre vil, så må du redde dig selv."
Hendes smil ændrede sig ikke, men hun lod blikket søge nedad, til det strejfede gulvet. Hun lod sig glide ned af stolen, men gjorde ikke mine til at ville gå - istedet drejede hun, så hun stod ved siden af ham, med blikket lagt imod ham endnu engang, inden det søgte tilbage til gulvet. Hendes indre var et kaos, idet Claire forsøgte at forklare sig selv, forklare hvorfor hun havde stemplet ham sådan.
"Han var videnskabeligt ikke en succes, men han er jo ikke forkert! .. Echo, hør på mig. I er ikke misfostre, i er personer, selvom i ikke er videnskabeligt korrekte. Jeg er ked af at jeg sagde han var forkert, men det var det korrekte at gøre."
Claires febrilske stemme fortsatte i hendes sind, men nu løftede Echos blik sig tilbage til Phoenix. Hun vippede hovedet til siden, og lod Claires stemme ebbe ud i hendes sind, inden hun besvarede hans ord.
"Claire siger at du ikke er forkert, du er bare ikke videnskabelig korrekt. Hun siger hun er ked af det. Jeg tror ikke Claire forstår."
Echos blik blev en smule mindre, da hendes øjenbryn krummede sig sammen med hendes pande, og betragtede ham med noget der næsten kunne minde om en tøven. Hun så næsten ud som undersøgte hun ham, sørgede for at bemærke hvert eneste af hans træk. Som ledte hun efter noget, uden at vide hvad det var, hun ledte efter. Så spredte et smil sig på hendes læber, og pludseligt kunne man se noget nær flabethed og en joke, fremspringe på hendes læber, selvom hun på ingen måde syntes at være den type, fordi hun ikke havde udviklet denne del af sig selv.
"Det vil jeg glæde mig til at se."

''Det har jeg også tænkt mig at gøre når jeg får muligheden.''

Han smilede til hende. Han var ikke sådan typen der bare ville give op. Det gav ikke mening for ham at give op på livet bare fordi der ikke var nogen der kunne eller ville hjælpe ham. Han undrede sig meget over hvordan det var for hende at skifte person. Han stod lidt bare og betragtede hende som hun fortalte det hun fortalte om Claires mening om ham.

''Men det er kun Claires mening, der er jo ingen af de andre forskere der er enige med hende. de ville alle mene at jeg lige så godt kunne blive aflivet hvis ikke det havde været fordi de troede jeg allerede var død.''

Han satte sig ned på en stol. Han sørgede lige for at få hende til at ligge sig ned igen. Da hun nok ikke burde sætte sig op endnu fordi hun lige havde fået tappet en hele del blod. Det var slet ikke sundt for kroppen så han vendte sig også rundt og fandt så en chokolade bar til hende og gav hende også en øl.

''Her det gør at du får det bedre meget hurtigere. Og nej jeg synes ikke du skal glæde dig til det. Men helt ærligt hvordan er det at skifte person for dig?''

"Giv dig selv muligheden."
Echo opfordrede ham til at tage chancen, og selv finde midlerne til at få 'repareret' sig selv, selvom hun ikke ligefrem tænkte på at tyveri af nogen art. Dog fandt Echo på sin vis ikke tyveri lige så forfærdeligt som mange andre væsner gjorde det, fordi hun ikke så det som at man af grådighed tog andres ting. Hun så det som en løsning, en levevej som ethvert andet job, der krævede snilde og list, og som kunne give spænding i livet, selvom hun godt vidste at det var ildeset. Måske var det grundet kunsttyven i hendes sinds meninger, at hun ikke så tyveri som noget forkert.
Måske var det bare fordi hun ikke helt vidste hvad det var. Men udenset hvad, ville hun hellere have at Phoenix tog nogle ting der måske ikke retmæssigt tilhørte ham, og sørgede for at fikse sig selv, end hun ville have at han ventede hele sit liv på chancen, og spildte den. Echo vidste hvordan det var ikke at være repareret. Hun ville ikke have han skulle have det ligesådan.
Echo betragtede Phoenix i stilhed efter hans ord, men lod til sidst en svag rysten gå igennem hovedet, da hun benægtede hans ord.
"Claire troede du var død, hun vil ikke have dig aflivet. Men forskerne forstår ikke, de ved ikke hvordan det er."
Echo lod ham endnu engang skubbe hende ned at lægge, selvom hun ikke forstod hvorfor hun skulle blive liggende - han var jo færdig, hvorfor måtte hun så ikke stå op? Dog protesterede hun ikke, men strakte sig pænt i stolen, så hendes blik søgte op på loftet hun allerede havde betragtet så mange gange før i dag.
Echo tog imod både øllen og chokoladebaren, og satte sig så halvt op igen, idet hun ellers ikke kunne gøre noget med disse. Hun stillede forsigtigt øllen på stolen så den ikke væltede, men derimod balancerede imod hendes mave, og foldede chokoladebaren ud. Hun var hverken sulten eller tørstig, men hvis man fik noget, så spiste man det.
Hun tog en bid, og snurrede øllen langsomt imellem pege- og tommelfinger med den anden hånd.
"Det gør ondt."
Hun løftede blikket fra madvarerne så hun kunne se på Phoenix, og tøvede så let.
"Det føltes som om jeg bliver revet fra hinanden, som om jeg bliver skåret i stykker og alle de stykker bliver gemt væk fra hinanden, så jeg ikke kan være der. Jeg bliver trukket igennem ild for at komme væk, og bliver så bundet så jeg ikke kan røre mig eller sige noget. Jeg kan bare se en anden overtage min krop, uden at kunne gøre noget, uden jeg kan stoppe dem fra at gøre hvad de gør. Og det gør hele tiden ondt .. Jeg har altid ondt .."
Hendes blik fandt igen ned til øllen der endnu drejede sig roligt imellem hendes fingre, og hun nippede til drikken, inden hun afsluttede sin sætning.
"Jeg kan ikke lide at skifte."

''Rolig nu, jeg har midlerne til det. Jeg har bare ikke den nødvendige viden omkring det endnu, men bare rolig det skal jeg nok lære på et tidspunkt, det største problem er om jeg overlever så længe.''

Han vidste ikke om han faktisk kunne overleve i alt den tid, men han regnede sådan set med det. Han havde normalt ikke de store problemer med at overleve. Det var ikke noget han havde tænkt sig at bøvle med, eller ville lade nogen gøre svært for ham. Det var jo ikke så svært det krævede bare at han fik blod fra de udøde iny og næ.

''Ja jeg kender ikke den følelse. Men jeg ved hvordan det er at skifte, udover at når jeg skifter føles det mere eller mindre som om jeg dør, eller sådan tror jeg døden føles.''

Det var underligt for ham at forklare hvordan det føltes når han skiftede fordi det gjorde ikke ondt, og det føltes heller ikke sådan rart, så alt i alt var det bare noget der skete. Han kiggede på hende roligt som hun tog imod det. Han trykkede på en pedal så stolen rettede sig mere op.

Han havde ikke haft noget at sige til hende omkring det med hvad claire troede. Han var egentligt ret ligeglad med det. Det var ikke noget han rigtigt kunne bruge til noget som helst. Han kiggede på hende og tænkte sig så om lidt, fordi hendes DNA lignede lidt en varulvs bare mere komplekst. Men varulve kunne lære at forvandle sig uden den store smerte så kunne hun vel også.

''Kæmper du altid imod dine forvandlinger?''

"Hvorfor skulle du ikke overleve så længe?"
Sorgen tindrede i Echos øjne, som troede hun faktisk ikke at han ville overleve meget længe endnu. Ifølge Claires minder kunne hun dog se at han var rimeligt gammel, og derfor syntes det heller ikke sandsynligt at han ville dø snarest. Hans krop syntes jo hverken gammel eller svagelig, og derfor ville der ikke syntes at være en anden grund end ustabilt DNA. Eller, som Cher begejstret hviskede i Echos sind:
"Han ser ud til at kunne holde til ..."
Echo forsøgte i det samme at lukke Chers stemme af, men naturligvis var det umuligt, idet hun var en del af Echos sind. Billeder af forskellige mulige og umulige stillinger materaliserede sig for hendes indre blik, da Chers minder om disse stillinger blandede sig med hendes alt for saftige beskrivelser. I et desperat forsøg på at komme væk fra de billeder Echos sind var for ungt til at forstå, fokuserede hun dybt på Phoenix og hans ord. Selvom hun ikke slap væk og hun endnu kunne se og høre alt der flød fra Chers læber, så hjalp det da. En smule.
"Hvordan føles døden?"
Echos nysgerrighed tog over, for selvom hun havde mærket blindende, glødende, brændende smerte, så havde hun aldrig tænkt på hvordan døden føltes, og troede ikke hun havde følt det. Døden kunne ikke gøre så ondt. Så ond var døden ikke ved folk, var den? Desuden var hun nysgerrig for hvordan hans skiftning føltes, ikke bare fordi Claires videnskabelige nysgerrighed gerne ville stilles eller fordi Chers beskrivelser fortsatte, men fordi hun ikke kendte andre alternative formskiftere.
Echo smilede saligt da stolen kom mere op i siddende stilling, og nikkede som tak til ham. Hun førte chokoladebaren ind mellem læberne igen, og fik trukket et lille stykke af, imens han talte. Hun førte øllen op til læberne, og fjernede blikket fra ham et par sekunder imens hun drak, men fjernede så alle madvarer og lagde blikket imod ham igen.
"Jeg kan ikke lide at skifte. Det gør ondt at skifte."
Disse sætninger havde hun allerede sagt før, men hun gentog dem, som for at være sikker på han havde forstået.
"Jeg kan ikke lide ikke at kunne gøre noget, så jeg vil ikke have de overtager. Men nogle gange kan jeg ikke holde dem nede, og så er jeg ikke noget. Det er ubehageligt ikke at være noget. De ved ikke hvem jeg er, men jeg ved altid hvem de er, selv når jeg ikke kan huske dem. Ja jeg prøver at få dem til at stoppe, men det er fordi jeg er bange for smerten, og bange for ikke at være der. Hvad hvis jeg ikke kan komme tilbage en dag?"
Hun betragtede ham i nogle sekunder, før hun endnu engang lød øllen glide imellem hendes læber, som havde hun aldrig sagt en lang række ord. Pludseligt forsvandt alvoren fra hendes ansigt, og det salige smil var tilbage.