You have to help me! - Phoenix

Vagterne vandrede forbi med et koordineret mellemrum. Ned til sekunderne passede det med, at den næste person i uniformeret tøj vandrede forbi gaden udenfor hendes skjulested. Hvis hun blev opdaget i at vandre rundt i dette kvarter ville det nok vende nogle øjne. Hun vil nok blive tjekket, og selvom hun ikke fejlede noget på nogle punkter, så ville hun nok alligevel blive bemærket. Nok mest af alt på grund af hendes hår og hendes tøj. Håret var sort ved rødderne og kunstigt rødt ude i spidserne. Tøjet var et sort korset, som stoppede under hendes barm, som var dækket af en hvid skjorte med helt korte ærmer. De øverste knapper var åbne, og hvis hun bare lænede sig en lille smule frem kunne man se den halvgennemsigtige sorte bh. Korsettet var heller ingen hjælp til at skjule denne lidt fremtrædende barm. Kun det enkelte slips, som hang rundt om hendes hals kunne dække denne åbning i skjorten. Hun havde nogle sorte bukser på og et enkelt nittebælte. Skoene var nogle store sorte støvler.

En kort pause i hendes åndedræt gjorde hende klar til at gå overfor til den hvide bygning. I den ene hånd holdt hun en pistol - ganske neutralt, som om intet var galt. Hendes skridt var rolige ligeså hendes åndedræt og hjertebanken. Hun åbnede døren til bygningen, som om det var normalt og udforskede lynhurtigt gangen og lobbyen. Elegant, men sikkert, bevægede hun sig ned ad gangen og holdt øje med andre mennesker. Enkelte gange stoppede hun op og gemte sig et andet sted, fordi rengøringsfolk kom forbi, men ellers fortsatte hun indtil hun fandt den rette dør. ”Laboratorium - Phoenix” stod der på døren i kølige bogstaver.  Uden egentlig at tænke på, hvad hun skulle gøre, når hun kom ind åbnede hun bare døren. Pistolen gemte hun midlertidigt væk, mens hun bare holdt øje med, hvad det næste der skete var. En rolig begyndelse. Bare en enkelt tjekning, det var det eneste, som hun ville have, og så skulle hun videre. Hun knugede sig til tanken om endelig at få nogle svar. Endelig at kunne holde se det lidende ansigt, når knivens spids stak sig igennem hendes families morder. Det eneste hun skulle bruge var et navn. Og denne mand var svaret på at få dette. Et halvvejs ondskabsfuld og glædeligt blik ramte hende, da døren stod på fuldt gab, og hun kiggede på denne mand. Denne mand, der kunne give hende svar.

Han havde hørt hende ret hurtigt efter hun var kommet hen til døren, han havde vent sig mod hende da hun stod i døren, og han betragtede hende med et roligt blik. Han smilede bare roligt, og gik over til hende. Han kunne ikke lide at hun havde et våben på sig, det var ikke okay at bære våben i labaratoriet. Grunden til han vidste det, var grundet at resten af hendes tøj var så stramt at den var ret synlig.

''hvis du er kommet for at snakke med mig, vil jeg bede dig om at lægge alle våben fra dig med det samme.''

Han havde ikke noget imod at snakke med folk, og tage sig af deres små problemer men så skulle folk også gøre som de blev bedt om, også hvis det inkluderede at lægge deres våben fra sig. Han bar alligevel aldrig våben af nogen art. Han stod iklædt en hvid skjorte og et par sorte bukser. Han kiggede på hende roligt.

''men hvad er det du har brug for min hjælp til? frøken...?''

Han havde ikke tænkt sig at snakke med hende før han havde fået et navn, det var bare en ting han havde fordi havde han ikke noget navn havde han ikke nogen kontakt muligheder, og kunne derfor ikke gøre ret meget for hende alligevel.

Hun stod bare stille og stirrede på ham et øjeblik, da han tog nogle skridt tættere på, dog brød hun sig faktisk ikke særlig meget om tanken om at være tæt på ham lige nu. Nok mest for at opretholde den kølige facade.

Hans ord ramte hende, og hun så bare ned ad sig selv og kiggede på pistolen i hendes hånd. De skulle lægges fra sig, hvis hun skulle snakke med ham, men hvis han ikke gad, så kunne hun jo altid finde den frem igen. Roligt gik hun bare over imod et af det nærmeste bord hende, som var længere væk fra ham og lagde pistolen. Hun stod et øjeblik og kiggede på pistolen, hvor hun kort overvejede om hun burde smide den ene af hendes to knive på sig. Dog var det kun denne ene, der var synlig på hende. Overvejelserne blev korte og hun rakte om bag hendes ryg, hvor hun tog en kniv frem, som hun havde sat fat til korsettet. Derefter drejede hun sig helt om imod ham og så på ham med et køligt ansigt.

”Godt nok?” Hun strakte sine arme ud og så bare på ham, hvor hun kort studerede kontrasten imellem hans hvide skjorte og hans sorte bukser. Hun havde planer om at blive tættest på bordet med hendes våben. Mest af alt, fordi hun ikke vidste, om hun kunne slå ham, hvis han fik fat i kniven eller pistolen.

”Walker,” sagde hun bare og regnede med, at efternavnet var nok til, at han gad snakke med hende. Egentlig håbede hun på, at han ikke bad om fornavn, da han så måske kunne søge efter hende, hvilket hun ikke ligefrem ønskede. Hun fortræk at være ude af alle systemer. ”Jeg har hørt om dine evner, og jeg har brug for, at du skal finde ud af så meget, som du kan af en person.” Langsomt trådte hun et skridt til på ham. ”Jeg har et stykke klæde med, som jeg ved, at han har eget. Regner med, at dine evner kan nøjes med det.”

Hun tog sin hånd op imod hendes barm og tog hånden ned i bh’en til venstre, hvor hun fandt et stykke stof frem. Det var afbrændt og ødelagt. Årerne havde vist sig på klædet, som næsten så faldefærdigt ud bare ved en enkelt berøring. Blikket hvilede på det et kort øjeblik, før det blev rakt over imod manden foran hende. Over imod denne såkaldte Phoenix.

''Ja ja lad gå indtil videre.''

Han kiggede på hende roligt, som hun langsomt gav ham hendes navn, og desværre for ham og hende var det egentligt ikke nok for ham han ville gerne have hendes fulde navn, hvilket ikke var helt underligt, det var en dårlig ide at have med nogen at gøre uden at have en måde at spore dem på jo. Han kiggede på hende helt roligt, og nikkede ganske stille og tog imod det stykke stof hun gav ham.

''Jo det burde være nok.''

Han stod lidt og gjorde ikke noget, fordi for at han ville gøre noget skulle han være sikker på at hun ikke havde nogle våben på sig, og han ville have hendes fulde navn også. Han kiggede på hende helt roligt, og smilede så som han igen begyndte at tale. Han virkede næsten altid positiv.

''Men inden jeg gør noget, skal jeg være sikker på du ikke bærer flere våben, og jeg skal også bruge dit fornavn frøken walker. med hensyn til våben er det dit valg om jeg skal undersøge dig eller om du vil smide tøjet?''

Han stod bare roligt, og kiggede på hende. Mange mænd ville nok kunne have fundet på at bede hende om det samme, men for ham var der ikke noget bag det andet end hans egen sikkerhed, han ville ikke kunne lide at være i rummet hvis hun bar våben.

''Og det er ikke noget der ændrer sig, bærer du våben får du ingen svar.''

Det halvvejs ondskabsfulde blik hun sendte ham viste hendes følelser omkring ham. Eller ikke så meget om ham, men mere om hans holdning til våben. Hun hadede at være uden våben. Hun kunne tage chancen - enten lade ham kropsvisiterer hende og håbe på, at han intet fandt - eller hun kunne finde kniven i skoen frem. Mest af alt var hun også bange for, at han skulle finde medaljonen, som hun havde puttet ned i hendes baglomme, hvor den bulede en smule ud. Faktisk havde hun overhoved ikke lyst til, at han skulle se den og begynde at undre sig over den mørke sten, som når man kiggede længere tid i den, så ville det føles som om, at den trak en længere ind - hvilket den dog også gjorde.

”Seriøst? Tror du, at jeg kan have flere våben på mig?” Hun drejede stille rundt med armene ude, ”mit tøj viser sådan set alt. Men du er velkommen til at kropsvisiterer mig, hvis du lyster.” Hun stoppede med at dreje, da hun stod ud foran ham og så på ham med et normalt udtryk, nok mest af alt fordi hun syntes at dette var latterligt. ”Jeg kan også tage mit tøj af, hvis du ikke har lyst til at røre mig?” Hun lagde det lille stykke klæde på bordet og førte hænderne hen til sin skjorte og knappede en knap længere op, så slipset havde endnu mere at skjule.

Hvad angik fornavnet forstod hun det virkelig heller ikke. Hvorfor skulle han bruge hendes fornavn? Sikkert til at spore hende, hvis han skulle finde frem til hende igen. Men… hun ville ikke ligefrem fortrække hvis han gjorde det. Bare tanken om, at folk kunne søge oplysninger om hende virkede skræmmende. Og det ville måske sætte tanker i gang hos de fleste personer, hvis de så hendes oplysninger. ”Mit navn er Pensée O. Walker, hvis du skulle være så interesseret.” sagde hun med et nonchalant ansigtsudtryk, ”men jeg håber for dit vedkommende, at du ikke prøver at spore mig. Hvis jeg finder ud af det, skal jeg nok sørge for, at det ikke sker igen.” Et håb om, at denne trussel var nok til at han skulle holde sig fra det spirrede inde i hende.

''Man ved aldrig med din type, du virker anspændt, og på vagt, det vil sige du er vant til at gøre ting der ikke altid er særligt ufarligt, og derfor giver det ikke mening at du ikke har nogle godt skulte våben som du kan finde frem hvis det bliver nødvendigt.''

Han sagde det roligt, som han gik over til hende og gik rundt om hende, han så ingen grund til at hun skulel smide alt tøjet, han kunne sagtens undersøge hende med det samme, det første han fandt frem til ved hende var den medaljon der bulede ud i hendes baglomme og han fiskede den op, fraværende og lagde den fra sig, hos hendes våben.

''Er du sød at tage dit korset og dine støvler af, resten kan du bare beholde på.''

Han sagde det roligt, og mens han ventede på hun fik tage det af, kiggede han hurtigt over hendes krop før han kropsvisiterede hende da hun havde smidt både korset og støvler. Han fjernede kniven fra hendes støvle og sendte hende et sigende blik.

''Så nu kan vi vist gå i gang.''

Han tog kluden og stod bare og kiggede på den i lidt tid inden han gik over til en computer, og begyndte at skrive en masse data ind som så blev læst af programmet og han gik så over til hende med rolige skridt. Der var heldigvis lavet store fremskridt på fronten med dna så det tog kun en halv time for at få resultatet.

''Vi har resultatet om det er en person der er kendt et sted fra.''

Han vidste han havde mødt den mutant, hun søgte og han kendte sådan set det meste om ham, race evne såmen næsten alt fordi hans evne og hans viden tillod ham det.

''er der noget du vil vide om ham?''

Et kort øjeblik stod hun bare stille og ventede på, at han psykoanalyse af hende skulle stoppe. Det var svært nok for hende at klare, at han skulle have sin mening om hende. Svar var det eneste hun søgte hos ham. Efter hun havde fået disse kunne hun lige så godt gå videre. Hvad skulle hun ellers snakke med ham omkring?

Hun stivnede, da hun mærkede, at medaljonen blev trukket op af hendes baglomme, og hun vendte sig hurtigt om, så hun kunne se på ham og sende ham et hadfuldt blik. ”Du vover på at røre den igen.” Sagde hun bare med en hård mine.

Et kort suk lød over hendes læber, da han påkrævede, at hun skulle tage støvler af, da hun vidste, at hun ville blive opdaget så. Med nederlag i øjnene smed hun bare støvlerne og korsettet - lagde dem på bordet sammen med våbnene og så ham fikse kniven op ad støvlerne. Efter korsettet var blevet fjernet kunne man se det nederste styk af hendes mave og en smule af hendes navle. Omme på ryggen blev en lille spids af en tatovering gjort synlig. Blikket var rettet ligefrem, da han kort kropsvisiterede hende. En varme bredte sig de steder, hvor han rørte hendes hud. Nok mest fordi, at hendes krop stadig var lidt koldt efter at have rendt rundt udenfor.

Hun drejede sig rundt, så hun kunne se ham betjene lappen og skrive data ind. Hvilket var noget, som hun faktisk fandt fascinerende nok. Egentlig ville hun have taget sit tøj på nu her, men hun gik to skridt tættere på computeren og så bare på det data, som blev skrevet ind. Hendes blik blev rettet imod ham, da han begyndte at snakke igen, og hun fandt ud af, at hun næsten stod og lænede sig lidt frem for at se det. Hurtigt rystede hun på hoved, drejede rundt på hælen og gik over til sine støvler, hvor hun hurtigt tog dem på - dog uden viden om, at hendes nedre del af ryggen blev ekstra blottet ved denne lidt foroverbøjet bevægelse, så man kunne se mere af hendes tatovering og det øverste af trussekanten. Kroppen blev rettet op, og korsettet blev sat på, så alt igen var dækket.

”Jeg vil gerne vide så meget om ham, som du kan finde, ”startede hun ud med ryggen til ham, før hun drejede rundt og så på ham, ”alt kan være hjælp til min søgen.” Hendes blik hvilede kort på ham, før de fandt medaljonen på bordet. Hun gik roligt over imod den og puttede den i baglommen igen.

''Og du vover på t tle til mig på den måde igen hvis du ønsker at få de informtioner du gerne vil have unge frøken.''

Han var ligeglade med hendes hadefulde blik, hun måtte lære at falde ned når hun kom ind og bad nogen om hjælp, fordi når hun gjorde det var hun jo på ingen måde i en position til at kræve noget fra modparten. Han kiggede på hende roligt, og ventede på hun faldt ned og fandt ud af hvor hendes plads var lige nu, men han kommenterede det også.

''Du må lære at når du kommer og beder folk om hjælp, er du ikke i en position til at true dem eller kræve noget af dem.''

Han var en meget rolig mand, og det var tydeligt at se på ham. Han stod lidt og kiggede på hende, mens han stod og studerede hendes tatovering da hun tog støvlerne på igen. Han undrede sig kort over den, men heller ikke mere end det. Han stod så helt roligt, da hun sagde hun ville vide alt hun kunne.

''Okay, han manipulerer med ild, han er en blanding mellem en dæmon og en vampyr, han er ret nem at genkende da han har spidse tænder, og en lettere rødlig hud. Hans krop lader til at kræve både kød og blod fra humanide væsner.''

Han vendte så over til maskinen for at se om der var et match, det var der dog desværre ikke, udover det matchede et dna spor fra et mord som aldrig var blevet opklaret. Han kiggede på hende roligt.

''Jeg ville kigge i skoven hvis jeg var dig, han har begået mord herinde i byen, så skoven er nok der han holder til.''

”Unge frøken? Jeg er 22 år gammel. Og du kan umuligt være så meget ældre end mig. Derfor taler jeg til dig, som jeg vil. Og nej… hvorfor skulle folk dog hjælpe mig, hvis jeg ikke kan gøre noget for dem igen? Ikke alle hjælper hinanden uden grund. Jeg ved ikke, om det er sådan i dine kredse, men jeg kender ingen, der vil hjælpe mig uden grund. SÅ vil de have noget tilbage med renter.” Hun stod bare og stirrede på ham. Forventede egentlig ikke at han forstod. Mest af alt fordi, at han sikkert boede i et rigmandskvarter med udsigt til søen eller andet smukt. Sikkert fordi folk havde en falsk venlighed omkring ham, fordi folk skal vise sig fra deres bedste sider, når det kommer til rigmænd. Modsat hos hende, hvor alle kun tænkte på sig selv. Så ville ingen hjælpe hende. Det generede hende faktisk lidt, at han virkede til at have et køligt overblik. Og have haft et liv helt uden bekymringer. Eller sådan tænkte hun i hvert fald der.

Kort nikkede hun, da hun hørte alle de ting, som han sagde. ”Det lyder meget, som det jeg husker.” Et øjeblik stod hun bare og stirrede ud i luften, mens hun holdt sin hånd på sin baglomme og lod den ene finger glide over medaljonens glatte, sorte sten. ”Ild…” Næsten hviskede hun og holdt et gys inde. Det ville næsten være forfærdeligt, hvis han gjorde brug af sin evne.

Hun kiggede op på ham igen. ”Skoven... tak.” Sagde hun bare, før hun gik helt hen til bordet med våbnene igen og tog først den ene kniv, satte den fast i korsettet bagpå, hvorefter hun tog den anden kniv og satte den ned i støvlen og til sidst pistolen i hånden. Hun vendte sig rundt og så på ham endnu engang. ”Og der er ikke andet, du kan fortælle mig om ham? Noget, som kan hjælpe mig med at finde ham hurtigere? Eller noget, som kan hjælpe mig med at dræbe ham nemmere? Svagheder eller sådan noget?”

''Om du så var 1000 år gammel, ville jeg stadig kalde dig ungefrøken, med den attitude og mangel på respekt overfor folk som hjælper dig!''

Han var ved at være træt af hende, og han kiggede bare på hende rystede lidt på hovedet af ehnde da hun sagde at folk ikke hjalp hinanden uden at få noget igen. Han kendte mange der gjorde også folk fra de lavere dele af samfundet. Han kiggede på hende roligt.

''Nej, folk hjælper skam hinanden. Men folk gider ikke hjælpe en dum kælling med et attitude problem som dig. Så hvad med at du er lidt taknemmelig og viser mig en smule respekt nu hvor jeg hjælper dig uden faktisk at kræve noget igen?''

Han kiggede på hende,og da hun spurgte ham om han vidste mere rystede han bare på hovedet af hende, det var godt nok løgn, men hun fortjente ikke at vide mere. Hendes opførsel havde kun resulteret i at han ikke ville lade hende vide mere end hun allerede vidste, eller ihvertfald ikke bare sådan, hvis hun var mere venligsindet havde hun måske fået mere at vide.

''Nej jeg ved ikke mere, og jeg synes du skal gå nu, jeg gider ikke finde mig i din attitude overfor mig når jeg af egen fri vilje og uden at kræve noget hjælper dig!''

Langsomt drejede hun sig rundt, mens hun hørte på hans svar, men hun stivnede i døren. Lyttede til alle hans ord, men mærkede bare, hvordan hun langsomt blev mere og mere irriteret på ham. Ryggen var vendt til ham, men man kunne tydeligt se, at den hånd, hvori hun holdt pistolen, langsomt blev mere og mere hvid i takt med, at hun knugede den hårdere og hårdere.

Han vidste intet om hendes liv. Han kunne ikke snakke, han kunne ikke fortælle hende, hvordan livet var for hende. Selvfølgelig vidste hun godt, at hun var rapkæftet, men det var han sku også. Når han ligefrem kaldte hende en dum kælling, så var han ikke bedre end hende selv. Langsomt drejede hun sig rundt. Hun stirrede på ham med et hadefuldt blik. Stod stadig med pistolen i den næsten helt hvide hånd. Langsomt gik hun et skridt frem og lukkede døren efter sig.

”Nej… ved du hvad? ” Spurgte hun med en rolig stemme, ”Jeg gider ærligtalt ikke gå. Du skal ikke kalde mig en dum kælling, og jeg behøver ikke vise dig nogen form for respekt. For ærligtalt har du ikke respekt mod mig”.

Roligt slap hun pistolen en smule med hånden, og førte den hen til hendes buksekant, hvor hun satte den ned i hendes bukser. Derefter førte hun hånden bagpå, fiksede kniven frem og gik bare roligt frem imod Phoenix.

”Jeg takker dig, for at du har hjulpet, det gør jeg virkelig,” sagde hun med en mere ironisk distance til hendes egne ord, ”men… jeg kan stadig blive sur, når folk ikke behandler mig ordenligt.” Hun stoppede kort op, kiggede på dolken og kastede den en enkelt gang op i luften, hvorefter hun greb den og kastede den lige forbi hans hoved, så den ramte muren bagved med en hård lyd. Hun gik frem imod ham igen, skubbede ham op imod samme mur, som dolken havde ramt og tog dolken ud fra muren, hvorefter hun holdt den imod hans strube. ”Du ved ikke noget om, hvordan det er at have klaret sig selv, hvordan det er, at have set sin familie blive dræbt lige foran en, og hvordan det er, at vokse op i en gade, som ung pige, hvor man er lidt for godhjertet i starten. Så du skal bare holde din kæft og lade være med at kalde mig en dum kælling!”

''Måske du så skulle vise din taknemmelighed, istedet for at starte ud med at true mig, og faktisk ikke har gjort andet?''

Han var helt kold overfor hendes trudsel med at holde en kniv mod hans strube. han havde prøvet værre end det. Han grinede bare af hendes tale til ham. Han kaldte hende måske noget grimt, men hun havde selv bedt om det gennem hendes trusler og hendes opførsel overfor ham.

''Jeg kalder folk der truer mig, og opfører sig som en forkælet kælling overfor mig, hvad jeg vil. Og det gør jeg især når den selvsamme person har bedt om min hjælp, som jeg endda giver uden at bede om noget. Så medmindre du mener du ikke har opført dig som en dum kælling overfor mig så synes jeg du skal gå. Men du har været en dum kælling der truer mig uden grund.''

Han så hende bare i øjnene som han talte til hende. Hun var godt nok den værste person der eksisterede i denne verden. Han kunne ikke engang lade være med at tænke at hun havde fortjent at miste hendes familie.

''Og hvad med du ikke er så fordømmende? Du kender mig ikke, aner intet om min fortid, og ved ikke om jeg har måttet kæmpe for at stå hvor jeg står i dag. Du ved intet om det du står og fyrer af af dumme bemærkninger, mens du igen står og truer den mand der af et venligt sind vælger at hjælpe dig.''

Han kiggede på hende igen. Ligeglad med kniven og skubbede bare hovedet frem mod hende så kniven skar lidt i hans hals.

''Så igen. Gå ud af mit labaratorie, lær at styre din attitude, stop med at dømme folk inden du ved nogen som helst om dem. Og stop med at opføre dig som en dum kælling overfor folk der faktisk hjælper dig.''

Helt stille stod hun med kniven mod hans hals. Kun med korte mellemrum, hvor blikket blev rettet ned imod den skinnende kniv, holdt hun øje med ham. PÅ trods af, at han rykkede sig lidt ud fra væggen, stod hun stadig stille og pressede kniven imod hans hals. En tynd stribe blod gled langsomt ned over kniven. Et smil gled hen på hendes læber. Det kunne være så pænt at se blodet fra ham fyren foran sig fylde hele kniven. At se et smertefuldt udtryk i hans ansigt. Uanset om det var fysisk eller psykisk smerte.

Langsomt pressede hun kniven længere ind imod hans, hvilket fik skubbet ham ind imod væggen igen. Hun stillede sig op på tæerne og lænede sig langsomt ind imod ham. Åndedrættet var helt roligt, næsten lydløst, da hun førte sin mund imod hans øre.

”Du skal bare holde kæft. Jeg går ingen steder, for ærligtalt har du nok ret: Jeg er lidt af en dum kælling.” Sagde hun bare i et køligt tonefald, faktisk rimelig ligeglad med særlig meget af det, som han havde sagt. Lige nu ville hun bare se ham være besværget eller lide på den ene eller andet måde. Hun havde brugt ham til det, som hun ville, og lige nu havde hun ingen brug for ham mere, så hun kunne vel godt irriterer ham endnu mere.

Kniven blev rykket lidt til siden, langsomt blev den flyttet til siden, hvilket fik mere blod til at flyde ned over knivens blad. Da den blev flyttet fra hans hals sparkede hun ham i skridtet. Med det samme havde hun rykket sig væk fra ham, vendt ryggen til ham, gået hen til det nærmeste bord og sat sig op på den med fronten imod ham.

”Nå… hvad skal vi nu gøre i denne fantastiske hyggelige situation?” Hun havde et helt koldt ansigtsudtryk, men lod som om at der var glæde i stemmen. Kniven var stadig i hendes hånd, hvor den smule af blod langsomt gled ned over knivbladet og landede på gulvet under knivens spids.