An enemy.... In my fucking house!? //Andrew//

Elveren hadede det med at han var udødelig, altså han kunne jo godt dø, men han kunne ikke dø af alderdom. Jayden elskede det, det var fantastisk ike at kunne dø af alderdom! Men Elveren mente det var trist, når man var alene.. Ensom. Flere år hvor man var alene.. Trist.
Jayden fnøs og stoppede op. Han vendte sig om mod Rogers. "Så du synes bare vi skal efterlade deres lig så de kan rådne og lade familierne frygte det værste for deres børn?" Snerrede han og begyndte så at gå videre.
"Selviske tøs." Mumlede Jayden. For det var jo det hun var. Hun var ikke kommet efter børnene, kun efter det hun stræbede efter, hævn. Hvad så elveren dog i hende? Sådan en selvisk tøs.. Han gik rundt om et hjørne og fik så øje på børnene...

//Du skriver lige hvordan de ser ud. xD

For blot få timer siden, elskede Rogers tanken om at være udødelig - helt ærligt, hvad kunne problemet være i det? Det ellers tidligere usynlige problem, blev synlig da hun fik følelser for Andrew. Rogers var jo ikke helt udødelig, hvilket nok også var det der gjorde at hun aldrig havde været bange for at dø, hun havde aldrig set et problem i døden, for der havde hun ikke haft noget at miste, men det havde hun nu. Mistede hun Andrew, havde hun ingen ide om hvordan hun ville reagere.
Rogers lagde armene og kors og skød hendes hofte til den ene side, mens et lumsk smil og et svagt smil gled over hendes læber. "Jeg tvivler på at forældrene kunne tænke sig at se deres børn moset sammen til en klam masse, så de slet ikke kan se hvilket barn der tilhører hvem." svarede hun igen med et ondt glimt i øjet.
Et grin som Jayden umuligt ville kunne undgå at høre, slap forbi hendes læber. "Sagde manden som er ligeglad med alt og alle." råbte hun med et grin da han havde kaldt hende selvisk, mens hun gik udenfor. Rogers vidste skam godt at hun var selvisk, provokerende, ligeglad, arrogant og... der kunne skrives tykke bøger om hvor uelskværdig hun var, men i det mindste benægtede hun det ikke. Hvilket hun ikke syntes Jayden skulle gøre heller, da han var mindst ligeså koldhjertet som hende selv, så han kunne egentlig ikke tillade sig at kalde hende noget. Man ak ja, hvis fyren ville se de mosede børn, så lad dog barnet. "Stædige kræ.." mumlede hun da hun mødte den friske luft udenfor. Hun satte sig på trappetrinet og ventede pænt på en muligvis opkastene Jayden.
I modsætningen til Rogers, ville Jayden ramme stanken af råddent kød og død som en mur. Lugten ville bevist gå ned og pirre opkastfornemelsen, som muligvis blot ville blive endnu værre når han så børnene. 3 børn lagde i en bunke med alt huden revet af som havde resulteret i en gul betændelse som flød over alt over dem, mens fluerne fløj rundt om ungerne. De var med sikkerhed døde.. De sidste to børn var.... Slet ikke børn mere, de var.. Ingenting. De var begge blevet skåret i stykker også blandet sammen, så en kæmpe bunke kød, indvolde og gud ved hvad lå i en bunke.

Andrew ville ikke bede Rogers om at gøre noget, så hun blev udødelig, det ville han ikke kunne finde på. Han havde tænkt sig at nyde tiden sammen med hende, så længe den varede, der var intet andet at gøre. 
Elveren brød sig ærlig talt ikke om det Rogers sagde til dæmonen, men han kunne intet gøre ved det. "Skub ondskaben til side. Hvordan ville du have det hvis dit barn forsvandt lige pludselig og ikke kom tilbage?" HAn så kort på hende over skulderen. Hjerteløse luder. Ja, luder, for hun havde ladet elveren tage hendes mødom! 
Åh, hvor det dog stank! Han var lige ved at kaste op, da han så børnene, men tog sig i det. Han så koldt skiftevis på børnene, lukkede kort øjnene og gik tilbage. "Forbandede svin." Det var ikke til hende, det var til den idiot Zane, hvis ikke Zane var død, ville Jayden fandme kværke ham, så Zane ville ønske at han var død... Men Rogers, den idiot, havde dræbt ham for at få hævn. Kolde luder.