Don't believe in a mask(Andrew)

Fuck hvor var det varmt! Varmen strømmede igennem hendes læderjakke, og alt det sorte tøj der prydede hendes krop syntes at opsuge varmen og brænde hende op. Læderhandskerne om hendes fingre blev fugtige indeni af sveden ved den utrættelige varme der buldrede igennem hendes krop, men hun var efterhånden rimeligt lost i hvor fanden hun var henne. Et kort øjeblik overvejede hun at ringe til organisationen og spørge gutterne om vej, men den forestillede lyd af deres klingende latter over at hun var faret vild - igen - fik hende ligesom rimeligt hurtigt væk fra dén idé igen.
Dog havde det heller ikke været nødvendigt for hende at ringe, for sekundet senere brummede telefonen i lommen på hende, og hendes finger skød automatisk op og ramte knappen på øresneglen der sad dybt begravet i hendes øre.
"Ash? Hvor fanden bliver du af, tøs, vi begynder snart uden dig!"
Al's velkendte stemme blev skubbet direkte fra øresneglen og ind i Ashs øre, og hun syntes næsten at sukke dybt indvendigt. Hendes blik gled undersøgende rundt for at finde det mindste tegn på at hun var på rette vej, men fandt ingenting andet end fucking træer over det hele. Lorte skov!
"Bare gå igang uden mig, Al. Jeg er lidt forsinket!"
Dæmpet latter fra adskillige personer lød i hendes øresnegl, og Ash hvæsede næsten af irritation ved det - Al måtte have hende på højtaler, så nu grinede hele flokken sgu af hende igen. Pis!
"Sig lige til når du kan finde vej, Ash! Ellers kommer vi og henter dig .. Igen!"
Han nåede knapt at få det sidste ord ud, inden Ashs finger ramte 'sluk'knappen på øresneglen så han blev afbrudt, og hun igen var alene i skoven. Hendes ene handskebeklædte hånd hvilede roligt imod pistolen, uden rigtigt at tænke over at den lå der. Det var ren refleks i Ashs verden, selvom hun ikke et sekund troede hun ville blive angrebet af andet end kviste, grene og de der latterlige små knopper på træerne. De havde tilgengæld allerede angrebet hende som fuck i helvede!
Ashs blik gled omkring. Fuck det her var noget lort!

Fuck mand, Ash måtte sgu nok spørge om hjælp på et eller andet tidspunkt, men selv hun vidste at der ville gå flere timer før hun overgav sig og ringede gruppen op for at få vejledning hjem igen. På det tidspunkt ville angrebet være færdigt, og hvilket betød hun var gået igennem lortet uden at have fået sejren i hus. Det var derfor hun hadede snigangreb hvor man skulle omringe byttet! Hun kunne fandme aldrig nogensinde finde vej til det pisse bytte, når hun skulle gå af snirklede omveje! Opspore et bytte var intet problem, men når først hun skulle finde vej af latterlige omveje hun havde fået beskrevet på et kort, så gik det altid galt!
En svag, unaturlig lyd gennemtrængte barrieren af træers raslen, og Ashs sanser stivnede og forsøgte at få fat på lydens ejermand. Hendes blik bevægede sig omkring hendes stivnede krop, men lyden af skridt fik hende til at snurre omkring, og lægge blikket på en eller anden der trådte ud fra træernes skygge. Hendes øjenbryn hævede sig, og pistolen blev revet frem i samme sekund, og svunget op så det pegede imod fyrens hoved. Bare for en sikkerhedsskyld.
Okay indrømmet, han var faktisk ret lækker, men det skulle ikke ændre på at hun ville skyde knoppen af ham hvis han forsøgte på noget! Hans ord fik hendes øjne til at knibe sig lettere fovirret og irriteret sammen, og grebet om pistolen til at strammes yderligere. Kelsey ..? Han måtte forveksle hende med en eller anden. Måske en kæreste ...? Damn det ville være surt.
...
Forkerte tanker! Fokusér!
"Hvem fanden er Kelsey!?"
Hendes stemme snappede næsten af ham, som hun trådte nogle skridt til siden, som cirklede hun omkring byttet, dog uden at cirkle rigtigt om ham. Hendes blik piercede ham, men endnu engang kom visheden om at hun havde glemt at smække en elastik i håret for at få det fjernet tilbage til hende, for lokkerne dansede for hendes blik, og gjorde det besværligt at sigte. Lettere irriteret pustede hun for at løfte håret, og det svævede da også op, men faldt så slapt ned imod hendes ansigt igen.
Jesus fucking christ. Det her skete kun for hende! Hun var så fandens uheldig, altid.
"Jeg sværger, jeg ville ikke tøve et sekund på at blæse knoppen af dig! Men ved du hvor fanden havvæsensstammen er henne? Den er jo forsvundet i den fucking blå luft, man!"
Okay, måske var det ikke den bedste taktik at spørge den fremmede fyr, der troede hun hed Kelsey om vej, men hun var desperat lige nu. Desuden var det hende der havde et våben pegende imod hans hoved, ikke omvendt. Hun burde skyde ham, og havde nok også gjort det, hvis det ikke var så vigtigt for hende ikke at blive yderligere til grin ved gruppen. Ikke igen. Hun kunne sgu ikke lige overskue det lige nu.

Det var en skam at kelsey var pæn, skønheden blev bare glemt grundet hendes måde at være på. Nej, vent. Hendes måde at være på overfor Andrew. Begge skikkelser. Hun irriterede dæmonen på de værste måder, hvilket var til fare for hende selv. Det var på grund af elveren at dæmonen ikke havde kvalt kelsey endnu. Dog havde han slået hende. Det havde tilfredsstillet ham lidt, men ikke helt. Han ville med glæde være en der så livet forlade hendes øjne, engang når man måtte dræbe hende, uden at vække Elverens vrede. Elveren kunne nok ikke lide hende på den måde som han engang kunne, men han ville gerne være hendes ven... Det virkede bare ikke til at kelsey kunne forstå at elveren ikke elskede hende. Hvorfor skulle kelsey være så irriterende? Det var et spørgsmål der nok aldrig kunne blive besvaret. Og nu stod hun foran ham med en pistol rettet mod hans hoved, klar til at slå ham ihjel. Han havde ikke trukket sin pistol frem, han grinede blot over det. Han kunne ikke tage den slags seriøst. Så mange havde prøvet at dræbe ham og været så tæt på... Han stod her stadig, i live. Han lagde armene over kors.
"Hvem der er kelsey? Dig. Har du mistet hukommelsen? Forhåbentlig har du." Det sidste kom som en mumlen. Hvis hun havde mistet hukommelsen havde hun vel glemt sin besættelse af elveren? Åh, det håbede han virkelig! Det ville være fantastisk! Han hævede overlegent et øjnebryn over hende.
"Uha. Du truer ligefrem en helt uskyldig fyr der ingen våben har? Ædelt af dig." Dette var selvfølglig en løgn. Han var langtfra uskyldig, han havde et våben. Man kunne se på ham at han ikke var uskyldig. Det mørke han udstrålede sagde bare alt. "Du er faret vild, hva? Hvorfor skulle jeg hjælpe dig? Hvad får jeg ud af det?" Han smilede kækt.
Det var tydeligt. Han ville have noget for at hjælpe hende.

Ashs finger strøg kælent henover aftrækkeren. Hans ord gav hende bare en voksende lyst til at skyde hul i det hoved, men for det første ville det være besværligt at rydde et lig op midt ude i fucking Narnia, og for det andet havde hun virkelig brug for hjælp til at finde den skide stamme. Men hans ord gav ingen mening - han snakkede som var hun en anden person. Så vidt Ash vidste havde hun ingen tvilling, og derfor var det bare hans fantasi der spillede ham et puds. Hvem end denne 'Kel'-something var, så så han hende over det hele. Også steder hun ikke var - Som i hende! Hun gad faktisk slet ikke det her, hun ville bare hen og storme havvæsenstammen så hun kunne hygge sig lidt med noget mutantdød! Og pengene hun fik for det, selvfølgelig.
"Hør her, weirdo. Jeg ved ikke hvem 'Kel'-what's-her-name er, men jeg har ikke mistet min hukommelse, okay? Jeg er ikke en spasser."
Fuck det irriterede hende at han hævede et øjenbryn over hende, som ejede han hele verden. Hun løftede med et ryk den ene hånd fra pistolen så hun kunne skubbe de mørke lokker om bag øret, og derefter få lagt den tilbage på pistolen med et ryk. Hendes blik var knebet let sammen, og hendes blik fokuseret kun på denne mand. Fokusér Ash, lad være med at tænke på hans udseende. Det var bare lidt svært, når han stod og så pisse ligeglad ud, over pistolen der var rettet imod hans hoved.
"Uskyldig? Jeg kender dig ikke, men du ser fandme alt andet end uskyldig ud. Og desuden, jeg er jæger jeg er fandme ligeglad med ædelhed!"
Hvorfor fortalte hun ham det her? Hun ødelagde totalt meget ethvert cover hun kunne have smuttet på for at beskytte hendes identitet, når hun rendte rundt og fortalte fuldstændig random fyre at hun var jæger. Hvad blev der af hendes stilhed, hendes diskrete fremtoning for at blende ind i masserne? Så hun ikke blev opdaget? Det kørte sgu ikke for hende lige nu, det måtte hun indrømme.
Hans ord fik hende til at hæve et øjenbryn, og lade mistroen sive ud fra blikket som gasser. Hvad han fik ud af det? Ash havde meget at byde på, men var hun sikker på at hun ville give noget af det til ham?
"Hvad vil du have, dude?"

Andrew var ligeglad med at hun havde den pistol rettet mod ham, klar til at slå ham ihjel. Hans mørke øjne var dog opmærksomme på om hun havde tænkt sig at skyde. Hvis hun havde tænkt sig at skyde, ville han blot hoppe til side, for at undgå... hvis han kunne det. Man kunne altid håbe. Hvis man intet håb havde kunne man alligevel godt give op. Han havde dog ikke tænkt sig at give op, aldrig nogensinde. Så hellere dø, end at overgive sig. Man var svag, hvis man overgav sig! Dog var alle svage, på hver sine punkter. Dæmonens punkter var hemmelige. Nærmest ingen, udover elveren der ikke ville sladre, vidste det. Var hun dum eller hvad? Selvfølgelig var hun Kelsey! Eller også ville hun bare nægte det... og sige hun ikke var, så hun var fri for konsekvenserne. Hvor... idiotisk af hende.
"Du er en spasser, du vil bare ikke indse det." Sagde han med sin overlegne attitude, og et svagt smil om læberne, der ligesom sendte klar besked; Jeg-er-bedre-end-dig. Han var jo bedre end hende. Hun fattede ingenting.
En svagt, charmerende latter forlod hans læber da hun snakkede igen. "Du er da ikke særlig klog, sådan at indrømme du er jæger." Han trådte et skridt tættere på hende.
Han smilede kækt. "Det alle vil have. Penge."

Ash hvæsede da han sagde hun var en spasser, og rettede pistolen imod jorden, hvorefter skuddet bragede højt og tydeligt igennem skoven, og en kugle borede sig dybt i jorden foran hans fødder. Det var ikke fordi hun ville ramme ham, men blot fordi hun ville understrege at pistolen var ladt og at hun vidste præcis hvordan man brugte en pistol. Pistolens skud var knapt blevet affyret, før den blev svunget op og rettet imod hans hoved igen, blot for at hun var sikker på at han ikke forsøgte på noget pis. Hun gad ikke pis lige nu, hun ville for fanden da bare hen til havvæsenstammen så hun kunne mødes med sin fucking gruppe og skyde nogle fucking havvæsner!
Jeg er fandme ikke en spasser! Hør, vi kender ikke hinanden, så hold op med at snakke som om du ved hvem jeg er!"
Lysten til at blæse knoppen af ham blev sgu ikke bedre af at han tydeligt vandrede rundt og troede han var bedre end hende, når han i virkeligheden ikke kendte hende, og derfor ikke vidste en skid om hvordan hun var. Én ting var Ash dog sikker på, og det var at hun var bedre end ham. En overlegen dude kunne umuligt være bedre end hende!
Hvorfor tænkte hun overhovedet sådan? Hun lod sig gå utroligt meget på af denne fyr, hvilket kunne ende med at være dødeligt i hendes branche, og derfor noget hendes hjerne næsten skreg hun skulle lade være med lige med det samme. Det var bare utroligt svært når han var så .. irriterende. Og lækker.
Men mest irriterende.
..
Og lækker.
"Jeg er stolt af mit fag, jeg fortæller det til hvem fanden jeg vel!"
Hun kneb advarende øjnene sammen da han trådte tættere på hende, men hun gav ikke endnu et advarselsskud. Det irriterede hende at hun ikke vidste om han var en mutantfreak eller om han var menneske, hvilket gjorde det utroligt svært at bedømme om hun skulle finde hen til stammen selv og blæse hjernen ud på ham, eller om hun skulle modtage hans hjælp og blæse hjernen ud på ham senere.
"Jeg har penge, men kun til folk der ikke er fucking irriterende."
Hendes svar var rapt, kom prompte og virkede mere end flabet.

Skuddet landte perfekt lige foran hans fødder. Hans reaktion var intet andet end et hævet øjnebryn og en svag latter fra hans læber. Hvad havde hun forventet? at han ville hoppe skrigende tilbage og løbe væk som en anden tøsedreng? Næ nej, han havde skam prøvet værre. Han var langtfra bange for hende, hvorfor skulle han være bange for hende? Han havde ingen grund til at være bange for hende, så han var det ikke. Et flabet smil foldede sig om dæmonens læber mens han igen trådt et skridt tættere på hende, hun turde ikke. Hun turde ikke skyde ham. Den lille stakkel da.
"Nuuuurh," han havde en flabet tone i sin stemme, "gør jeg dig bange ved at snakke som om jeg kender dig, lille ven? Det er jeg sgu ked af!" Man kunne tydeligt høre og se på ham at han var alt andet end ked af det. "Jeg kender dig." Han sagde dette med en mørk stemme, altså meget dyb og skræmmende. Hans mørke øjne gnistrede svagt.
At hun var pæn fyldte ikke dæmonens tanker, han tænkte skam på den slags, men han havde jo ikke tænkt sig at spise hendes sjæl... Måske var det lige det han skulle egentlig. Hvis han dræbte denne kvinde, som han mente var Kelsey, og sagde hun ikke splitterravende sindssyg fordi hun havde opført sig anderledes, så ville det være i orden, ik? Det var i orden i hans hjerne, men først skulle han lige komme rundt om deres... problemer med hinanden - problemer der hurtigt var kommet. "Sikke dog et sprog du har dig, taler du sådan til alle? Selv dine arbejdsgivere?" Han spurgte hånende. "Stolt af dit fag!" Han fnøs. "Du kan ikke være stolt af at jage, det er lavt." Det var bedre at være spion, i hans verden. De havde mere... dannelse. Jægere var sjusket og kluntet. "Og siden hvornår er du blevet jæger, Kelsey? Siden elveren droppede dig?" Han smilede nedladende til hende.
Dæmonen lagde hovedet lidt på skrå, mens det trak lidt i hans ene mundvige, over hendes ord. Åh, hun vidste ikke hvad hun lige havde sagt som var så dumt... "Ingen penge, ingen hjælp. Held og lykke med at finde den stamme, dine arbejdsgivere må være meget skuffet over dig." Han sagde det flabet og hånende.

Ash vidste sgu ikke rigtigt hvad hun havde forventet, men det var ikke at han skulle være så .. kølig. Ash var blevet skudt på, forsøgt snigmyrdet og dræbt af utallige pissed off mutanter, men alligevel havde hun ikke samme kølighed når et skud blev affyret imod hende eller nær hende, som denne mand havde. Det var på et eller andet punkt rimeligt imponerende, selvom det selvfølgelig irriterede hende grænseløst.
Fuck hans 'nurh' irriterede hende, og det kunne man også se i den vrede der flakkede igennem hendes blik. Imponeret over hans kølighed? Fuck det, ingen skulle kalde hende 'lille ven' eller sige fucking nurh til hende! Ved de sidste ord trådte hun et skridt frem, uden rigtigt at tænke over det, og en næsten hvæsende lyd passerede hendes læber. Hendes øjne tindrede af vrede.
"Du kender mig ikke en fucking skid, okay?! Jeg er ikke Kel-whatever, og jeg har aldrig set dig før! Jeg ville fandme have husket det, hvis jeg havde mødt dig, okay!?"
Det skulle ikke for real tages som et kompliment det hun sagde, selvom grunden til det var en blanding af at hun havde husket hans udseende, og hans irriterende personlighed. Dog kunne det godt tolkes som et kompliment, men dette tænkte hun overhovedet ikke på, på dette tidspunkt.
Da han talte om hendes sprog, himlede hun drastisk med øjnene - hvorfor kommenterede alle på hendes sprog? Hun ville fandme have lov til at bande derudaf hvis det var hvad hun ønskede.
"Jeg taler som det passer mig. Jeg er ikke en god person, og jeg er ikke nogens ejendom!"
Så snart han sagde at det var lavt at jage, stivnede hun og pistolens bane sank ligesom væk fra hans ansigt, uden hun bemærkede det.
"Er det lavt at rense verden for afskum? Jeg har brugt hele mit liv på at træne til det her pis!"
Og så begyndte han fandme at kalde hende Kelsey igen. Ash vidste egentligt godt at det ikke var fandens smart at fortælle hendes identitet, men på den anden side ville det ikke slå hende ihjel, så var det ikke ligemeget? Hun fortalte jo ikke alt, og det var derfor sætningen fik lov at buse ud af hendes læber:
"Mit navn er ikke Kelsey, det er Ash! Så fat det dog! Og jeg har fandme aldrig datet en elver, de er alt for tøsede!"
Hun trådte et skridt til siden, ikke for at komme nærmere ham, men for at kredse et skridt til siden, så hun stod lettere sidelæns i forhold til ham, men endnu havde front imod ham, modsat ham der ikke havde fronten imod hende, grundet dette skridt.
"Arbejdsgivere? Fuck dem, jeg har en gruppe der mobber mig hvis jeg ikke når frem i tide!"

Dæmonen elskede dette. Han huskede det navn Lailah, elverens elskerinde, havde givet ham. Jayden. Faktisk havde han ikke villet lade hende navngive ham, men på en måde passede det til ham. Han brød sig ikke om det, men der var intet andet at gøre. Han var vel nød til at gå rundt og sige hans navn var Jayden.. Det var nok også bedst, hvis nu han stikkede af fra nogen, og elveren så sagde at hans navn var Andrew Cipriano West... Ja, så ville elveren komme i problemer. Så måske var det vel bedst... Han lagde hovedet lidt på skrå da hun trådte tættere på, næsten en doven bevægelse. 
"Der er ingen grund til at blive tøsesur." Sagde han flabet. En latter forlod hans læber. "Så du ville kunne huske det? Hvor imponerende." Han lagde armene over kors. Hun mindede ham, beklageligvis, om Lailah. Hun bandede også tit,  og det var lavt. 
"Du minder mig om en irriterende kvinde jeg kender." Sagde han og så tomt på hende, som om hun intet var værd, og under hans værdighed. 
Elveren rørte på sig, dæmonen lod ham ikke overtage. Elveren kunne ikke lide at blive kaldt tøset, men det var der intet at gøre ved nu. "Ash?" Han hævede et øjnebryn og fulgte hende med øjnene. "Så nu giver du mig frivilligt dit navn? Du er da ikke særlig god til at holde lav profil." Han så hånende på hende, men vendte ikke fronten mod hende, han holdte dog stadig øje med hende.
"Kan du ikke klare lidt mobning?" Han smilede kækt. "Svagt. Hvad skal dig og dit team overhovedet dér?" Han overvejede kort at give hende retningen til stammen, men kun når han var sikker på hun ville komme forsent.

Ashlee himlede dramatisk med øjnene da han snakkede om at være tøsesur, og i det samme boblede en voldsom lyst til at smække ham en lussing, så hans ansigt ville flyve til siden og et rødt mærke ville brænde imod hans kind. I adskillige sekunder stod hun blot med et billede af hans smertessammentrukne ansigt, inden hun syntes at vågne op til den mindre muntre(for hende) virkelighed. Hans næste ord besvarede hun heller ikke, af den simple grund at hun ikke gad skændes voldsomt med ham. Hun havde ikke tid, forstod han ikke det? Kunne han forhelvede da ikke bare hjælpe hende?
"Virkelig? Du minder ikke om nogle jeg kender. Det er jeg fandens glad for, for ellers havde jeg nok også slået den person ihjel."
Ashs stemme var mere end krængende og hånende, men havde også denne utålmodige irritation i sig, der fortalte ham at han skulle se og igang med at vise hende vej, for hendes tålmodighed slap snart op. Ash var ikke specielt tålmodig, og især ikke hvad angik irriterende fyre der troede de var noget, når de i virkeligheden bare skulle være et kort. Og gerne meget hurtigt!
"Ja jeg gør. For du er hverken klog eller stærk nok til at kunne være en trussel for mig, om du så kendte hele mit liv og alt om mig."
Det var tydeligt hun ikke havde høje tanker om ham, som hun endnu engang kredsede adskillige skridt til siden omkring ham, med pistolen rettet direkte imod hans pande. Det bragte ham også lidt tættere på ham, men det tænke hun ikke specielt meget over, som hun kredsede omkring ham med langsomme skridt.
"Det rager ikke dig. Hvis mig nu for fanden bare vej! Jeg har allerede spurgt om hjælp, hvad mere vil du have?!"
Hendes tålmodighed slap snart op. Meget snart.

Hvis hun gav ham en lussing, ville hun nok ikke få den ønskede reaktion. Han ville blot grine af hende og spørge om hun var sur. For han var vel på en måde ude efter at irritere hende så grusomt han kunne, ligesom han teknisk set gjorde ved alle.. For han var jo en irriterende fyr, kold, følsesløs og uopnåelig. Han fandt hendes lille trussel ikke spor ildevarslende. For ham var hun blot en latterlig pige der farede vild og hun var ikke Kelsey. Det kunne han se nu, for Kelsey ville have faldet ham om halsen, beklageligvis. Han smilede kækt og lagde hovedet lidt på skrå.
"Og husket mig. Hvis du havde mødt mig, ville du kunne huske mig. Det har du selv sagt." Et kækt glimt viste sig i hans mørke øjne og hans smil forsvandt, men han smilede da med øjnene, som man sagde til tider.
"Ikke stærk eller klog nok... Ak, du tager fuldkommen fejl, for du kender ikke mig." Hun kendte ikke til hans fortid, ergo, hun vidste ikke hvad han var i stand til. Han lagde godt mærke til at hun kom tættere på ham, og et svagt smil foldede sig om hans læber. Han fulgte hende roligt med øjnene.
"Jeg har sagt det før og jeg siger det igen; penge. Giv mig penge og jeg viser dig vejen.. eller i stedet for penge kan du fortælle mig dit navn og din race?" Han lagde hovedet lidt på skrå.

Hans kække smil gav hende den vildeste lyst til at hamre en knytnæve i ansigtet på ham, og forhåbentligt tilføje nogle buler og skrammer til det fine ansigt han gik rundt med. Hvis hun var heldig kunne hun endda se nogle bloddråber danse ned af hans ansigt. Hm, blod ville stå i ret god kontrast til hans hud, men siden hun ikke var sikker, burde hun så ikke tjekke med en rigtig fin projektil der borede sig ind i hans hjerne og lod blod løbe ud og ned af hans døde krop? Bare en lille bitte én?
"Jeg ville huske hvor blodig og brutal din død var, ja."
Ash var i sidste ende ret ligeglad med hvor meget han end smilede med øjnene, for samtidig med at hendes spydige stemme sydede af sarkasme, så boblede en brændende lyst til at flå halsen ud på ham i hende. Hans næste ord fik hende til irriteret at hæve et øjenbryn.
"Er du? Bevis det."
Det var en udfordring for ham, til at hvis han kunne klare hende, så skulle han også bevise de. For hun troede ikke på det. Mest fordi hun måske var en smule arrogant fra tid til anden, så hun troede ikke på at hun kunne blive slået som sådan, og selvom det nok var arrogance, så betød det ikke så meget for hende.
Ash kneb øjnene mistroisk sammen ved hans ord, og var tydeligt ikke meget for at give så private informationer ud. Hellere penge. Penge var bedre.
"Jeg har penge, jerk! Hvor dum tror du lige jeg er? Jeg giver ikke alting ud!"

Hun kunne slå så meget hun ville - Jayden var stædig, Han grinede over hendes ord og rystede blot på hovedet over hende. Han rystede på hovedet og holdte stadig øje med hende, han lod hende ikke slippe ude af syne... det kunne blive farligt, hun havde en pistol.. og han ville ikke dø.
"Hvor er du sød!" Han smilede sarkastisk til hende. 
Han sukkede svagt og smilede kækt.
"Og hvordan har du så tænkt dig at jeg skulle bevise det, uden at du kommer forsent?" Sagde han roligt og lagde hovedet lidt på skrå.
"Jamen, i så fald, giv mig nogle af dine penge og jeg fortæller dig hvor vejen er." Sagde han og smilede.

//kreasvigt.

Hun smilede mindst lige så flabet og arrogant til ham, som hans stemme havde været imod hende, og besvarede derefter hans ord med ord der dryppede af flabet sarkasme og irritation over .. ja, ham.
"Det er hvad jeg er kendt for."
Pistolen rystede overhovedet ikke, skælvede end ikke ved den præcise placering imod hans tinding, og selvom hun nu kun holdt den med en hånd, var det tydeligt at hun sagtens ville kunne ramme dødeligt med ét skud, hvis han gjorde en forkert bevægelse. Selvom han egentligt var utroligt irriterende, så havde hun endnu ikke puttet en kugle i hjernen på ham - og det undrede hende i sidste ende en lille smule. Hun var alligevel alt for sent til hendes gruppe nu, så han var rimeligt nyttesløs. Hvorfor skød hun ham ikke bare ..?
Men! Af en eller anden grund skulle han ikke vide at hun allerede var kommet for sent, så hun faktisk slet ikke skulle bruge hans hjælp .. Underligt.
"Det er dit problem. Bevis det!"
Hun gjorde et hurtigt ryk med pistolen, og om hun dansede tættere på eller blot til siden med de næste par skridt, var end ikke hende selv sikker på længere. Hun bevægede sig jo bare, for himlens skyld! Det hele var sgu også så besværligt for Ash ...
"Jeg stoler sgu ikke på dig, demonboy."

//OOC: Me too xD

Jayden morede sig over hende. Hun var så nem at irritere! Hendes sarkasme og irritation, fik et drillende smil frem ved hans læber, og et kækt glimt i hans mørke øjne. 
"Er det, det du er kendt for? Jeg tror nærmere du er kendt for din skønhed, og at det er så nemt at irritere dig." Indrømmet, han sagde at hun var køn, og han mente det. Han kunne ikke se noget galt i at fortælle hende det, kønne piger skulle vide at de var kønne! Han havde armene over kors, og havde stadig det kække glimt i øjnene. 
"Og hvordan havde du tænkt dig at jeg skulle bevise det? Jeg kender vejen til den stamme du skal hen til, det gør du ikke." Han så hånende på hende.
Han grinede lavt over hendes ord og lagde hovedet lidt på skrå.
"Hør, penge eller information - du vil gerne hen til den stamme, ikke? Så giv mig enten lidt penge, eller information, og hvis du giver mig en af de to ting, fortæller jeg dig hvor stammen er. Det er vel ikke så svært." Han smilede kækt.