An enemy.... In my fucking house!? //Andrew//

Da elveren kom frem gav hun straks slip på hans lem. Han var såret.. Okay, det var måske ikke lige det rette ordvalg hun havde brugt. Hun mente det jo langtfra, hun ville bare irritere dæmonen. ''Andrew..?'' spurgte hun forsigtigt og lagde en hånd på hans skulder. ''Du ved jeg ikke mente det, men du burde kende mig.. Jeg overdriver en del når jeg gerne vil såre folk.'' hun sukkede svagt. Han måtte ikke efterlade hende nu, det elskede hun ham for meget til!

Hun lagde stille og lyttede til hans hjerteslag og åndedræt, mens hans brystkasse hævede og sænket sig i et roligt tempo. Hun gispede da han åbenbart havde hørt hvad hun havde sagt. Hun så op på ham, men det der mødte hende var hans fantastiske bløde læber. Hun kunne dog ikke nægte ham hendes læber og pressede derfor hendes mod hans i et længer varigt kys. Han havde været okay blid og passet på hende under sammenleget. Ha! Så havde dæmonen taget fejl! Elveren kunne godt styrer sig, i modsætningen til visse andre som dæmonen. Tard... Hun lagde sig til rette ved siden af Andrew. ''Jeg bliver snart nød til at smutte Andrew.'' mumlede hun.

Elveren åndede lettet op da hun gav slip, og han trådte med det samme et skridt væk fra hende. Han pressede øjnene sammen og åbnede dem først da hun snakkede. Han blev ved med at se væk, han kunne ikke se på hende. Han havde troet.. At hun virkelig elskede ham.. Men nej. Det gjorde hun ikk. Han så på hende. "Og du ville såre mig... Tillykke, det lykkedes." Han så ned.

Han elskede hende. Han ville have hende hos sig hele tiden, ingen skulle tage hende fra ham!  Han var ikke den fødte morder, men han kunne nu nok godt dele et par slag ud hvis nogen for alvor truede Rogers. Han ville ikke miste hende. Han kærtegnede kærligt hendes nøgne ryg med den ene hånd. Den anden nussede hendes hofte blidt.
Hjertet sank i ham da hun sagde hun skulle gå. Han så trist på hende. "Men.. Hvorfor?" Spurgte han nedtrykt.

''Nej Andrew.. Altså, arh...'' hun sukkede skuffet over sig selv. ''Dig og dæmonen har ikke den samme personlighed, han gik mig på nerverne! Jeg sagde det kun for at trueham! Det havde aldrig været min intention at skade jer, for jeg elsker dig! Det var kun en trussel!'' hun prøvede virkelig at forklare ham det da hun var virkelig bange for at miste ham. Han skulle bare forstå det!! Kunne han læse tanker, vidste han at hun talte sandt.

Det havde været fantastisk at have ham så tæt på hende. Hun elskede ham, han var den eneste hun elskede! Sommerfuglene der boede i hendes mave, nægtede simpelthen at gå i seng så længe hun var sammen med ham. En af hendes fingre tegnede små runde cirkler over hans brystkasse. ''Jeg har...'' hun rynkede panden. ''Noget der skal ordnes.'' svarede hun så til sidst. Dette blev helt sikkert ikke sidste gang de så til hinanden, det kunne han være sikker på. Men hun hentydede helt tydeligt, til mord.. Ja, det var jo den hun var.

Elveren blev ved med at se ned, mens han ventede på at hun snakkede færdigt. Da hun var færdig med at snakke kunne han godt se at han havde været gal på den.. Han kiggede på hende og tog hendes hånd for så at flette sine fingre ind i hendes. "Undskyld, jeg blev bare bange for om du ikke følte noget for mig men bare brugte mig." Han trak hende forsigtigt hen til sig for at plante et blidt kys på hendes pande - hvis hun tillod det. "Jeg elsker dig." Hviskede han kærligt.

Hjertet synkede videre ned. Hun måtte da ikke gå, han ville være hos hende. Han så først lidt væk fra hende mens han tog sig sammen. Han kiggede på hende. "Men.. Du kan da ikke gå.." Han kunne ikke tage sig sammen, hun var jo vidunderlig.. "Jeg tager med!" Sagde han bestemt.

Den tungeste byrde som kun kort havde været på hendes skuldre, forsvandt da han snakkede igen. ''Åh gud...'' sukkkede hun lettet. ''Jeg var bange for at miste dig..!'' mumlede hun. Hun kunne forsikre ham om at hun ikke kun brugte ham, hun elskede ham virkelig højt! Hendes hjerte bankede i fuld galop, da et af hans udimodståelge kys landede på hendes pande. ''Jeg elsker også dig..'' hviskede hun igen, og krammede sig ind til ham.

Hun smilede lidt over at han ville have hende til at blive. Hun betød virkelig noget for ham! Men så sagde han dét.... ''Nej Andrew! Du må ikke tage med, du kommer bare til skade!'' protesterede hun hurtigt og satte sig op i sofaen og så på ham. Han havde set hendes krop før, så nu betød det ingenting.

Elveren smilede svagt over hendes lettede suk, hun elskede ham, det vidste han. Han kunne både se og høre det på hende. Han elskede hende virkeligt.. Dæmonen hadede hende virkeligt. Sjovt hvordan det er skruet sammen, ikke? Han lagde armene om hende og trykkede igen sine læber mod hendes pande. "Du mister mig ikke, elskede."... Endnu. man vidste jo aldrig. Der kunne ske så meget! Han kunne ende med at gå hen og dø. "Mit hjerte tilhører dig." Hviskede han ultra kærligt.

Han så ned over hendes ord. Hun troede ikke på at han kunne klare sig selv.. Han havde levet i flere år og blevet jagtet, han levede stadig. Han vred sine hænder. "Du kunne også komme til skade... Og jeg kan godt klare mig selv! Jeg er 127 år gammel, og mange har prøvet at dræbe mig, det har aldrig lykkedes dem." Han var også spion for mange som han endnu ikke ville fortælle hende. "Jeg er ikke en lille dreng! Du kunne komme til skade, please Rogers.. Lad mig komme med!" Han så bedende på hende.

Rogers elskede elveren, elveren elskede Rogers, Rogers hadet dæmonen, dæmonen hadet Rogers. Det var da lidt sjovt.. Hun sendte ham et smil da han sagde hun ikke ville miste ham, men selvfølgelig kom hendes parnoide side frem og hun troede ikke på ham. Langtfra. Alle som hun var ved at kunne lide, døde altid, så mon ikke der snart skete noget nu hvor hun ligefrem elskede Andrew! Hans hjerte tilhørte hende, og omvendt. Hun elskede ham virkelig højt, og der var ingen som skulle tage ham fra hende! ''Du er speciel Andrew.'' hviskede hun.

Okay, den mulighed havde hun ikke lige tænkt igennem, men hvorfor skulle hun komme til skade? Selveste Lailah Rogers, komme til skade? Ha, han måtte være blevet bims efter den hede omgang sex! Ellers var hun bare utrolig selvsikker, hvilket nok var det hun var... Damn. ''Hmm.. 127, så fandt man ud af det.'' grinede hun svagt. Hun vidste jo næsten ingenting om ham! ''Og jeg er 123 år gammel og mere erfaren inden for kampsport, i forhold til dig. Så jeg kan godt klare mig selv! Du kommer ikke med.'' protesterede hun. Hun var godt klar over at han godt kunne klare sig selv, mest på grund af dæmonen.. Og ham gad hun virkelig ikke at høre mere på.. Især ikke efter de havde haft sex. Hun så ind i hans bedende øjne og sukkede så irriteret. ''Fint... Du kommer med, men kun den her ene gang! Og jeg kan godt love dig at det ikke bliver et kønt syn..'' mumlede hun.

I sandhed elskede elveren Rogers, hvordan kunne han lade være? og hvordan kunne dæmonen ikke elske hende?! Det var jo svært at lade være! Men, dæmonen elskede hende ikke, han hadede hende. okay, rent faktisk, hadede dæmonen alle... Så..  Det var nu ikke så sært. Desuden havde Rogers heller ikke været specielt rar mod Dæmonen... På et vis punkt havde elveren ondt af dæmonen... Men kun lidt. Han var ikke så god til det med komplimenter, så.. "Tak.." Han kyssede hende blidt, men kort. "Der er egentlig noget du skal vide.. som jeg ikke har fortalt andre." Hviskede han forsigtigt.

Nej, han var ikke bims. Han var faktisk ret irriteret over at hun troede at han ville komme til skade, som om han var en baby.. Han hadede det. Han sukkede svagt og så tomt på hende. Et kort øjeblik var hans øjne så mørke, så onde som dæmonens... Men hurtigt blev de mandelbrune igen, fyldt med naturens stråler. "Du kender ikke min fortid." Dette blev sagt en anelse koldt, men hurtigt fortrød han det. Han så skamfuldt ned over at have talt koldt til hende... Han sukkede igen svagt. "Yay." Mumlede han tomt.

I modsætning til elveren, kunne Rogers godt se hvorfor dæmonen ikke kunne lide hende. Hun kunne derimod ikke se hvorfor elveren kunne lide hende. Hun var jo så forbandet flabet, stædig og irriterende! Det kunne hun i hvert fald være og det havde dæmonen bestemt også fundet ud af. Dæmonen var mindst ligeså belastende som hende, men ligesom hende selv, var han ligeglad med hvad andre mente om ham. Og dog ikke.. Hun vidste ikke men dæmonen, men hvis nogen mente hun var svag, ville han gøre alt hvad der stod i hendes magt til at modbevise det. Hun løftede et øjenbryn og så spørgene på ham. ''Jamen.. Så fortæl!'' sagde hin ivrigt, mens hendes øjne nærmest lyste op af nysgerrighed. Hun hungrede efter flere informationer om ham, da hun jo egentlig ikke kendte ham så godt som hun troede. Måske var han slet ikke den hun troede han var? Måske bedre, hvis det kunne lade sig gøre.

Hun tøvede lidt. ''Sandt, men jeg ved at du ikke er vild med døde væsner, og jeg vil ikke skræmme dig væk.. Men i så fald, fortæl mig om din fortid!'' hun sendte ham a forsigtigt smil. Hun ville ikke skræmme ham væk ved at dræbe flere foran ham, hun elskede ham jo!
''Er du sikker på du vil med?'' tænk hvis han ville forlade hende, fordi hun var for voldelig for ham!

Hvordan kunne dæmonen ikke elske Rogers? Elveren vidste ikke hvorfor, men spørgsmålet strejfede bare hans tanker, men det var egentlig et godt spørgsmål. Hvordan kunne dæmonen hade Rogers? Det var svært ikke at elske hende... Nå, det kunne han tænke på senere. Der var ikke tid til at dvæle i sine tanker lige nu. Han smilede over hende. "Dæmonen og jeg er brødre." Det var der nu kun en udover dæmonen og elveren selv der vidste. Dæmonen vred sig, kunne elveren mærke. Dæmonen var vred. Not good.

Fortælle hende om hans fortid... Det var mere dæmonens fortid, kunne man sige.. Han trak på den ene skulder. "Lad os bare sige at du ikke er den eneste med fjender der vil dræbe dig.." Han brød sig ikke om at fortælle om sin fortid. Især ikke dæmonens. Dæmonen var blevet jagtet, næsten slået ihjel flere gange. "Jeg er ikke en svagpisser." Dette ord havde aldrig forladt Elverens læber, så dæmonen rykkede i sig, elveren lagde dog ikke mærke til det. "Selvfølglig er jeg sikker." Han rynkede på panden over hende.

Brødre!? Hun kunne ikke forstå, var de brødre? Det var ikke lige det hun havde forventet, hun troede at de var en og samme person. ''Wauw.. Jeg har to spørgsmål. 1 Har dæmonen så ikke et andet navn end Andrew? 2 Hvorfor er i... eh... Inden i hinanden, eller hvad man nu siger?'' Hun var helt vildt glad for at han havde fortalt hende noget hemmeligt, hvilket man tydeligt kunne se i hendes øjne som nærmest lyste op.

Hun tøvede lidt. ''Er det så din, eller din brors skyld?'' sukkede hun. Hun ville respektere hvis han ikke ville tale om det, da hun allerede følte at hun kom tættere på ham. Måske for tæt... Hmm, nå, det måtte hun tage til den tid. Hun aede forsigtigt hans kind. ''Det ved jeg... skat... Men jeg vil hellere have at der sker mig noget, end dig.'' hun sendte ham et forsigtigt smil. Ordet 'skat' var endnu en af de ting hun ikke plejede at sige i en god sammenhæng. Hun klemte hendes nøgne overkrop mod hans og gav ham et dybt, inderligt kys på læberne. ''Bare pas på..'' hviskede hun mod hans læber. ''Okay, du skal have nogle informationer inden vi smutter -'' sagde hun og trak sig lidt væk igen. Hun var vant til at arbejde alene, så hun var ikke sikker på hvordan det ville blive med hjælp..''-Og... Tøj på'' grinede hun.

Andrew smilede lidt over at hun blev overrasket, men det var ingen løgn. "Nej, han har intet andet navn. Det er meget forvirrende om hvordan vi er to personer, vi er hver en side af en anden person der ikke kom til... Jeg kan ikke regne det ud, men vi er en side af en helt anden person. Hvordan den person ikke kom til i stedet for os, ved jeg desværre ikke." Han smilede lidt og lagde hovedet lidt på skrå.

Han tøvede med at besvare det spørgsmål. "Det er hverken dæmonens eller min skyld." Han så væk fra hende, han brød sig ikke helt om at fortælle det, men det krævede jo sandhed at få et.. forhold.. op at høre. Kunne dette ende med at forhold? Han håbede på det. Han kiggede på hende da hun aede hans kind. Skat.. Han smilede svagt. Så blev han alvorlig. "Lad være med at sige det." Sagde han alvorligt til hende. Han lagde armene om hende og gengældte kærligt kysset. Han grinede svagt da hun ville trække sig væk, han låste sine arme om hende og trykkede hende stadig ind til sig. "Mhm.. Fem minutter mere." Han smilede kærligt til hende.

Hun fattede ikke helt svaret på hendes 2. Spørgsmål, hvilket overraskede hende lidt da hun normalt var meget kvik og smart, men lige der stod hun altså af. Det kunne vel ikke komme som en overraskelse for ham, da det jo faktisk var ret forvirrende. Hun nikkede svagt som svar. "Hmm... Du hedder Andrew og dæmonen bliver jeg nød til at kalde noget andet..." hun tøvede lidt og så tænksom ud, men pludselig fik hun en ide og sendte ham et stort smil. "Jayden! Jep, det bliver det jeg kalder ham." sagde hun med et kækt smil. Hun havde altid syntes om navnet Jayden, men hun havde aldrig haft chancen for at bruge det. Hun havde altid følt tiltrækning til badboys og fandt både navnet og dæmonen badboy agtig. Det sjove var og, at hun ikke følte den mindste tiltrækning til dæmonen.

Han ville ikke snakke om det, forståeligt, men når han en dag ville, så ville hun være der for ham. Et smil formede sig på hans læber, men han blev hurtig alvorlig da hun sagde sandheden. "Men Andrew..!" begyndte hun. Hun ville ikke lyve -særlig meget- for ham, og dette var sandheden. Da hun ville trække sig væk,låste hans arme sig omkring hende. Hun gemte grinene hovedet ved hans skulder og bevarede den samme stilling som før."Hmm.. Fem minutter og ikke ét sekund mere" svarede hun og kyssede inderligt hans læber. Det de ville komme ud til, ville han nok ikke blive helt så glad for.

Jayden? Andrew rynkede på panden... det var nu ikke helt dårligt, dæmonen rørte ikke på sig, så han havde vel intet imod det. Andrew grinede svagt og lagde hovedet lidt på skrå. "Det tror jeg dæmonen kan lide." Dæmonen ville nok dræbe Lailah hvis hun følte tiltrækning til ham. Dæmonen ville dræbe elveren, hvis han kunne og elveren skabte problemer for dæmonen. 

Andrew rystede på hovedet da hun begyndte at snakke. "Nej, Rogers. Jeg gider ikke høre på at du hellere vil have at du selv dør, end at jeg dør.." Han sagde det alvorligt.
Han kyssede hendes skulder blidt og smilede. "Forstået." Han grinede svagt. Han gengældte kærligt kysset og nappede hendes underlæbe blidt. HAn var ligeglad med hvad de kom ud til, han gad ikke sidde og trille tommefingre, mens hun gik rundt og kunne ende med at dø.

Hun smilede stolt over sig selv. What ever, dæmonen kunne jo lide navnet! Det gjorde hende alligevel lidt glad. Ikke at dæmonens mening betød noget, men hvis han ikke kunne lide navnet ville der nok hurtigt opstå problemer. ''Godt!'' grinede hun svagt.

Hun ville endnu ikke dø for ham, men hun så hellere sig selv komme til skade i stedet for ham. Og desuden, hun havde prøvet det så mange gange før så hvad skulle der kunne ske? ''Jeg er vant til smerte Andrew, en skræmme hist og pist gør intet.. Jeg vil bare ikke have at du går hen og kommer til skade, eller endnu værre, dør.'' okay... Måske ville hun gerne give sit liv for hans, men det var da klart! Han var så dejlig.
Efter 5 minutter i himlen med Anddrew, rejste hun sig op og hoppede hurtigt i tøjet. Når han en gang besluttede sig for at tage tøj på, ville hun give ham alle de nødvendige informationer. ''Okay, ham je... vi... skal ud til har jeg engang haft et nært forhold til.'' hun tøvede lidt, men ville ikke gå dybere i det. ''Han ydmyger,, misbruger og torturere i dette øjeblik 5 forældreløs børn.. Hvis de altså ikke allerede er døde.'' Zane - ham de skulle ud til - skulle bare dø. ''Jeg dræber ham, så kan du få børnene ud.'' hun gav bevidst ham det lette job, men ville han med var det hendes job til ham.

Han sukkede svagt og lukkede øjnene. "Det virker ikke som om du har tillid til mine evner." Og han mente ikke evner som i magi, men kampfærdighed. Øh.. eller rettere, dæmonens kampfærdigheder.
Selvfølgelig ville Andrew ønske at de fem minutter aldrig var gået, han havde lyst til bare at holde hende ind til sig og sige hun ikke måtte gå. Men selvfølgelig gjorde han ikke det, desuden skulle han jo med! Han rejste sig op og trak sit tøj på. Han stirrede først bare på hende da hun sagde at hende og ham fyren engang havde haft et nært forhold. "Hvorfor havde du et nært forhold til sådan en idiot?" Det var ikke anklagende, bare et normalt spørgsmål. Eller normalt, nah. "Okay." Det havde han intet problem med. Han nikkede.

Hun ville helst undgå at hun skulle med da hun virkelig ikke gad at se Jayden igen. Ja vist, han var dygtig til kampsport, men helt ærligt, han var da så skide belastende og irriterende! ''Ligesom du ikke har tillid til mine siden du ikke vil lade mig tage alene afsted.'' hun vidste godt at denne konstatering ikke ligefrem ville ændre på noget og at han nok ville komme med alligevel, men det var jo sandt. De troede ikke det mindste smule på at hinanden kunne klare sig. Ha, perfekt par!
Hun trak lidt på skulderen. ''Dengang vidste jeg ikke han var sådan en idiot..'' sukkede hun. Zane og hende tilbragt en masse tid sammen og til sidst, var det som om at Rogers var blevet til hans slave. Hvilket hun ikke ville være med til og derfor skred hun, og så også fordi Zane var begyndt med at få følelser for hende. Ja.. Man skulle ikke blande slaver, følelser og Rogers sammen. Det ville aldrig blive en god kombination. ''Godt!'' hun smilede begejstret til ham og da han havde fået tøj på rev hun ham med ud af døren.

Om hun kunne lide det eller ej, dæmonen ville en dag komme frem igen, hun ville ikke kunne undgå at møde ham. "Jeg vil ikke lade dig tage alene afsted, fordi jeg gerne vil være sammen med dig." Han så ned. "Jeg betvivler ikke dine evner." Han vred sine hænder lidt.
Han sukkede svagt. "Men så opdagede du det og løb væk." Stadig var det ikke anklagende. Men helt ærligt, hvorfor havde hun ikke dræbt ham fra starten? Lige da hun opdagede hvilken idiot han var. Det fandt han nok aldrig ud af. Han smilede da hun trak ham med ud af døren og han fulgte villigt med - helt uden tøven. "Hvor langt er der?" Nysgerrighed.

Hun så på ham med en let bævende læbe. Hun vidste ikke hvordan, men han havde formået at finde en måde på at gøre hende helt mundlam. Og det irriterede hende en smule. Hun så lidt ned og tog så fat i hans hand mens hun strøg den. Hun vidste godt hun ville møde Jayden igen på et tidspunkt, men hun gad ham virkelig ikke. ''Jeg elsker dig Andrew.'' sagde hun med en indtrængende stemme.
''Jeg ville dræbe ham da han sov, men.. Vi havde stadig det der bånd, så jeg valgte at skride.'' pointerede hun. Hun flygtede ikke, nej nej! Hun skred... Eller var det det samme? Hmm..
Hun tog fat i hans hånd og gav ham et lille kys på kinden da han spurgte. ''Lov mig at du er min..'' Tjaa.. Hun vidste ikke hvad der ville komme til at ske når Zane så hende sammen med Andrew, men kønt ville det ikke blive. Efter 10 minutters gang, var de fremme. Hun gik med faste skridt op mod døren og lige inden hun åbnede døren sagde hun; ''Og æhm... Zane er den jaloux type..'' med en undskyldende stemme og trak lidt på skulderen. Hun hev forsigtigt ned i håndtaget og det første der mødte hende, var et skrig fra en lille pige. Hele huset var fyldt med røg og jo længere ind de kom, jo mørkere blev det. Hun smed ryggen op af væggen og lod skyggerne opsluge hende så meget de nu kunne. Hun var næsten gået i et med skyggerne, men ikke helt. ''Vi deler os op ogs-'' -å lød der en klappen. Zane... han stod i bar overkrop med kun et håndklæde viklet om hans liv. Vand perlerne gled smukt ned af hans gyldenbrune hår og da man troede hans hår ikke kunne blive mørkere... Blev det mørkere grundet at det var vådt. Ham havde hun ligget i ske med, og selvom hun ikke ville indrømme det, var hun en smule stolt.
Der gik først lidt tid før han opdagede Andrew og hans smil forsvandt med det samme mens det lynede i hans øjne. ''Hvem er det du har på slæb Rogers?'' hvæsede han og så over mod Andrew. Et provokerende smil gled over hans læber. ''Jeg troede kun det ville være os to... Ligesom i gamle dage.''

Åh Gud, havde han fået hende til at græde nu? Han var sådan en idiot, en fuldkommen tåbe, han fik pigen han elskede til at græde. Han var et monster, hun var bedre tjent uden ham, men han elskede hende... Men han var en idiot, tåbe og et monster! Han var idiotisk og.. Jeg elsker dig Andrew. Hendes stemme der udtalte disse fire ord, gav ham sommerfugle i maven og et lykkeligt glimt i øjnene. "Jeg elsker også dig, rogers." Hviskede han og kyssede hendes pande. Han burde vel blive enorm jaloux, men blev det ikke. Hun havde ladet ham tage hendes mødom, og ikke denne fyr. Han måtte betyde mere end ham fyren der. Selvfølgelig var Andrew anderledes, han var ikke en der misbrugte andre. "Javel." Var dog det eneste han sagde til det.
Han smilede over hendes kys på hans kind, han gav hendes hånd et kærligt klem. "Jeg lover at jeg er din." Hviskede han og blinkede drillende til hende. Det første han gjorde da de nåede frem og hun sagde at Zane var den jaloux type, var at skære ansigt. "Det tror jeg gerne." Selv var Andrew ikke specielt den jaloux type, han kunne godt blive lidt jaloux og skræmt for at miste en til en anden, men han anklagede ikke andre.. Han holdte bare mund.
I stedet for at liste ind, trådte Andrew bare stille og roligt indenfor, som om han boede der. Han fulgte blot efter hende. Hvorfor listede hun sådan? Det var da underligt! Han kiggede på hende da hun var ved at snakke, men blev afbrudt...en klappen. Andrews øjne hvilede så på en fyr med bar overkrop og et håndklæde om livet, vådt hår.. Han sank en klump og så skiftevis på dem, selvfølgelig hopede frygten op i ham. Altså, Zane var jo sådan en piger sukkede efter! Han lignede i hvert fald sådan en. Dæmonen, Jayden, var dog pænere, ifølge Andrew. For Jayden var skabt til at skaffe sig piger, plus, der var noget over Jaydens mørke ydre, der havde det med at tiltrække flere kvinder... Andrew vidste ikke helt hvordan. Dæmonen rørte på sig, han ville fri, og give Zane tæsk! Gamle dage... En lav knurren steg op fra andrews bryst. "Gamle dage. Du er fortid." Mere kunne Andrew ikke finde på... Jayden var så meget bedre til dette! Nej, dæmonen måtte komme frem, allerede nu mærkede Andrew at han ikke kunne dette. I stedet for en forvirret, dog køn, elver, stod der nu en mørk, dragende dæmon. Jayden trådte et skridt tættere på Zane. "Fortid, du er gamle minder, du er som det sand man får i sine sko efter en tur på stranden, som man bare vil have ud! Hvor er børnene?" Jayden knyttede sine hænder.

//*Host host* Jeg ved godt jeg sagde det ville blive kort, men... Jeg havde svært ved at få hold på skriveriet! xD//
Sommerfuglene baskede i maven og et lettet smil fandt vej til hendes læber da han gengældte hendes fire små, men utrolig betydningsfulde ord. Selvfølgelig kunne alt ikke være lykke, regnbuer og lalleglade enhjørninger for samtidig med sommerfuglene i hendes mave, satte der sig en knude i brystet på hende og en klump i halsen var selvfølgelig også uundgåeligt. Han sagde Rogers, og ikke Lailah fordi det var en af de mange løgne og hemmeligheder som ville frarøve hende at kunne give sig fuldt ud til ham. Hun ville gerne have at han vidste alt om hende, men hun turde for det første ikke nu hvor Jayden livligt fulgte med i Andrews liv, samt sex og privatliv. Men hun kunne vel ikke bebrejde Jayden, han havde vel intet valg.
Andrew var anderledes end Zane, endda meget! Zane elskede hende aldrig rigtigt, han elskede hvad hun lod ham slippe afsted med og hendes krop. Hun havde dog i en længere periode været i tvivl om hun faktisk elskede ham, eller om hun kun blev fordi han lod hende bo der. Der viste sig så til sidst, at hun aldrig havde elsket ham og hun ville aldrig komme til det. I sær ikke nu, hvor hun var dybt forelsket i Andrew... Og hvis det stod til hende, burde han sidde hjemme hos sig selv og trille tommelfinger, mens hun ville ordne det kommende blodbad.  Men ak ja, den dreng var jo lige så stædig som hende selv, så hun havde vel intet valg.
Sekunderne der gik imellem spørgsmålet og svaret, føltes som en evighed. Hvad skulle hun sige hvis han ikke ville være hendes? Den tidligere klump fik banet sig vej op til hendes hals igen. Et stort smil bredte sig ud i hendes ansigt, da han fik svaret på hendes spørgsmål. Først dér lagde hun mærke til at hun havde spændt hele kroppen så det gjorde ondt og hun var ved at få krampe. Hun slappede langsomt af og plantede et lille kys på hans læber.
Selvom det nok ikke var det bedste tidspunkt, fniste hun svagt og kiggede tilbage mod Andrew som bare gik ind ad døren som havde han været der mange gange før. ''Ved du godt at du har en vane med at føle dig hjemme?'' hviskede hun drillende. Hun fjernede dog hurtigt alt det useriøse pjat, og byttede det ud med alvor. Andrew eller Jayden havde højst sandsynligt aldrig set det blik hun fik i øjnene. Det var ikke blot alvorligt, alvoren havde de jo set før da hun dræbte nogle mænd i hendes Xbolig, men det her blik var fyldt  med en hvidglødende had. Zane havde gjort mange utilgivelige ting mod Rogers, hvilket var det som fik hadet til at boble op inden i hende.
Zane var en pigerne sukkede efter, skænkede han dem blot et blik ville de blive helt bløde i knæerne og have svært ved at snakke. Måske var det derfor han fandt Rogers speciel, fordi hun ikke var som de andre? Hun ville ALDRIG indrømme det, men Jayden så fandes godt ud og han så faktisk bedre ud en Zane. Meeen, den beskrivelse ville blive inde i hendes hoved forløblig. - Men de kunne heller ikke komme uden om, at elveren udseende sad lige i skabet! Nam..
Rogers kæmpede med at holde et smil tilbage og Andrews kommentar. Hun var glad for at han sagde noget, det var bare endnu et tegn på at han elskede og bekymrede sig om hende. Rogers så Zane direkte i øjnene, men hans øjne så dog over med Andrew som ændrede udseende.. Hmm... Zane lignede bogstavligtalt et stort spørgsmålstegn, men selvfølgelig ville han beholde hans badboy stil og ikke stille spørgsmål ved det. Stemmen som tydeligvis kom fra Jayden fik Rogers til at sukke lydløst. Ja, han forsvarede hende jo... Eller, nej det gjorde han vel ikke. Han sagde det vel kun for at være flabet, også fordi han fik penge for at hjælpe hende. Hun havde ellers - underligt nok - nydt Andrews beskyttende side. Zane grinede blot af Jaydens spørgsmål.
Zane viste ikke det mindste tegn på at han var skræmt eller følte sig truet af Jayden, selvom Rogers inderst inde vidste han følte sig en smule truet. Plus Rogers var der. Et par dage før hun skred fra ham, havde hun sagt noget ala; ''Tro mig Zane! En dag kommer jeg tilbage og får min hævn!'' Han havde så slået hende et par gange, spyttet på hende og grintet. Forbandet være Zane. Rogers trådte nogle skridt hen imod ham, så hun stod med kun 1 meters afstand fra ham. I det mindste stod han kun med håndklæde rundt om sig, det beviste bare at han ikke havde nogle våben på sig. ''Well, Zane.. Jeg sagde jo jeg ville komme tilbage.'' Rogers rev en kniv frem og kærtegnede forsigtigt dens blad, mens et lille smil langsomt voksede sig på hendes læber. ''Du nævnte også noget med hævn sweetheart, men jeg kan garantere at du ikke får den.'' han slog op i en latter, mens Rogers smil forsvandt og blev til en streg. Rogers kiggede over imod Jayden og lavede et nik med hovedet, til at han skulle finde børnene. ''Det vil ikke nytte noget! De er døde!!'' grinede Zane med et sadistisk smil. Nok kom de forsent til at redde børnene, men hun ville stadig få hendes hævn! Og Jayden skulle hjælpe hende med det.

//Omg.. o.o//

Andrew kunne ikke sige at han ikke selv løj, uden at lyve. Han løj til tider, selvom han hadede det. Men hvordan kunne man gøre andet, i denne verden? Men han løj ikke når han sagde at han elskede hende. Han gad ikke sidde og trille tommelfingre hos sig selv, mens hun var ude og møde en eller anden farlig gut som hun havde haft et nært forhold til. Indrømmet, han var vel lidt nervøs for om hun kunne lide fyren på den der måde dér.. Men det var ikke noget han ville gå rundt og blive sur over, for han vidste det jo ikke.  Han kunne ikke vide det med sikkerhed... endnu. Andrew smilede over det lille kys, hun plantede på hans læber. Hans øjne glimtede svagt af glæde over at hun fniste, og han smilede kækt. "Ja, på den måde overrasker man fjenden." Det blev sagt lidt usikkert, Andrew havde ingen erfaring med dette. Han kunne godt fornemme dæmonens afsky for ham, men det var der intet at gøre ved. Andrew lagde ikke mærke til det blik hun havde, for han kiggede rundt efter børnene.
Jayden som havde meget tålmodighed, ved.. nogle bestemte ting, var ikke vred over at Zane grinede og ikke virkede så skræmt som Jayden ønskede.  Jayden himlede med øjnene da Rogers trådte tættere på Zane og sagde at hun jo havde sagt at hun ville komme tilbage. Jayden så væk, så elveren troede noget helt andet... indtil Jayden vendte sit blik mod dem igen. Han gad sgu ikke stå og se dem blive genforenet. Hvis elveren ville have været her, ville han have sprunget på Zane og prøvet at dræbe ham, da Zane sagde at børnene var døde. Jayden var ligeglad. "Så får vi bare mere tid til at torturere dig, lyder det ikke hyggeligt?" Jayden smilede ondt, beklageligvis vred elveren sig for meget, til at Jayden kunne holde det ud. "Eller... Få det her overstået hurtigt, elveren vil fri og jeg kan ikke lade ham komme frem nu... Han springer bare på svæklingen dér - " han nikkede mod Zane "- og ødelægger alt. For i sidste ende har han ikke modet til at tage et liv." Jayden så koldt på Rogers, intet personligt det med det kolde blik, Jayden var bare ligeglad med alt og alle. Så blev han svimmel... Elveren havde en styrke som han sjældent brugte... dette var en af de sjældne øjeblikke. Forestil dig, noget inde i dig, vrider sig, skriger og river i alting. Jayden kunne tage meget, men dette... dette gjorde bare fandens ondt, fordi det var indeni ham! og da Jayden egentlig ikke gad at være her, var hans skjold mod elveren svagt, så han var tæt på at smide skjoldet og sige 'værsgo, gå ud og ødelæg det hele.' men det ville være dumt. Så han prøvede at holde igen.

Hans kommentar valgte hun ikke at svare på, da hun vidste og kunne se at han ikke var helt vant til disse regler hun fik banket ind i hovedet da hun var helt lille, fordi det hele tiden havde været meningen hun skulle vokse op og blive en dræber. Hvilket nok ikke lige var tilfældet med Andrew - jo måske, men så havde han sikkert ikke været så vild med at dræbe andre. Rogers gjorde sit første drab som blot en 11 årig.
Rogers havde så mange tortur metoder inde i hovedet som ville være retfærdige at bruge mod Zane, men så slap nogle uønsket ord forbi Jaydens læber og fik Rogers til at sukke højlydt. Hun så over mod Jayden som lignede et spøgelse der kunne kaste sin forkost op når som helst. Wauw, sikke en styrke Andrew havde! ''Fint..'' sukkede hun kort og vendte sig igen om mod Zane. ''Hver glad for at min...'' hun gik i stå, hvad skulle hun kalde ham? ''For at Andrew har et godt hjerte og redder dig for mange pinsler.'' og med de ord vred hun nakken rundt på ham og hans livsløse krop faldt til jorden. ''Goodnight.'' hviskede hun svagt og så ned på liget.

Man kunne ikke ligefrem sige at Andrew eller Jayden var blevet trænet hele deres liv til at kunne dræbe. Dæmonen havde dog selv trænet sig op, og man kunne ikke sige det var dårligt. Dæmonen havde været mere igennem end elveren, måske var det for at han nærmest ikke stolede på nogen? End ikke elveren stolede dæmonen på. Tænk nu hvis elveren havde tænkt sig at sladre om dæmonen! Det kunne dæmonen ikke lade ske.. Måske var det bedst bare at dræbe elveren, når han skabte så mange problemer for dæmonen... Måske... Men kun måske. Elveren kunne også gå hen og blive nyttig.
Jayden så tomt på Rogers,hvis hun ikke dræbte den idiot, gjorde han det fandme selv. Han hadede den styrke Andrew kunne fremstille og bruge mod ham, for at komme fri. Da idioten endelig var død, stod dæmonen der stadig, elveren var holdt op med at kæmpe. Han så på liget med tomme øjne, der kunne virke en anelse skræmmende. Det var tydeligt, Jayden var ligeglad med alt og alle. Selv de børn dér. "Spild af tid." Sagde han og vendte ryggen til hende, for at gå videre. Ikke ud, han ledte efter børnene. For de skulle vel se hvilke børn det var for at fortælle det til forældrene? Hvis man da kunne se det... Måske havde de et eller andet på sig, som viste hvor de kom fra? Man vidste aldrig.

Rogers var netop blevet trænet stort set hele livet igennem. Hun var blevet trænet op til at blive en dræber, så hun kunne overleve og leve et langt liv. Ikke langt og godt, men bare langt. Det havde hun fået af vide så mange gange; at livet går kun ud på at leve et langt liv, hvor man i mellemtiden har anskaffet sig folks respekt. Rogers havde opnået folks respekt, men hun tvivlede på om det liv hun levede kunne blive langt. Især nu hvor hun havde lukket en ind i hendes liv. Hun vidste det var en fejltagelse at lukke Andrew ind i hendes liv og at det nok en dag skulle ende med at blive hendes død, men ak ja. Hvis det var prisen for kærlighed, var hun villig til at gøre det. Man skulle jo alligevel dø på et eller andet tidspunkt.
Hun fulgte ham med øjnene da Jayden gik videre. Hun fnøs og gik i stedet mod døren. "Glem det Jayden. Zane har et ryg for at skamfere hans ofres ansigt, netop i tilfælde af at nogen som os kommer på besøg." svarede hun ligegyldigt og trådte ud af døren. Skrigungerne var højst sandsynligt døde og den ideelle grund til at Rogers kom, var på grund af hævn. Hvilket hun havde fået.
Hun tog en dyb indånding så den friske luft kunne erstatte det knap så rene luft.