Bitch slap //Echo og Andrew//

Sted: Upperkvarteret i Parken
Tid: 17:04
Vejr: Solskin med en let brise
Omgivelser: Få børn er tilbage på legepladsen sammen med deres forældre, samt få andre væsner som går en tur i parken
Rækkefølge: Mig - Andrew - Echo
Tøj: https://fbcdn-sphotos-f-a.akamaihd.net/hphotos-ak-frc3/1044168_636454483045780_519366897_n.jpg

Der var engang, for ikke særlig længe siden, en pige hvis navn var Lailah Rogers. Lailah var ligeglad med alt og alle, hun var en pige som ingen nogensinde havde brudt sig om, fordi hun altid lukkede folk ude fra sit liv. Men en dag var der noget der ændrede sig, en mand hvis navn var Andrew brød igennem muren og viste hende nogle sider af sig selv som hun ikke selv kendte til.
Rogers lagde fnisene sit hoved på Andrew skulder, mens de sad nede ved den søen. Hun havde aldrig nogensinde forstillet sig selv være i upperkvarteret af egen fri vilje, uden at skulle gøre en opgave. Hun havde dog heller aldrig forstillet sig at finde en som hun kunne lide, og det skete jo. Hun havde altid haft tanken *Jeg skuffer dem bare fra starten af, så de ikke bliver skuffet senere hen* hvilket hun også altid havde gjort..... Indtil den forbandet elver kom ind og ødelagde hendes motto, og fik hende til at holde af ham. ''Nu skal du hører noget som jeg aldrig har fortalt til nogen!'' smilede hun og satte sig ret op med øjnene rettet mod ham. Hun var ikke sikker på om hun kunne stole på ham, men han var begyndt at betyde så meget for hende at hun gerne ville dele hendes lille hemmelighed med ham. Hun lænnede sig langsomt over mod ham, så hendes mund kun lige akkurat ikke rørte hans øre, mens hun hviskede. ''Mit rigtige navn er Lailah Rogers.'' hun smilede svagt og fjernede sig så fra ham igen. Grunden til at han nu var den eneste som vidste det, var at hvis folk vidste hvad hun rigtigt hed så var hun let at opspore. Og han havde jo selv oplevet folk som faktisk fandt hende, slog hende og krævede noget af hende, så han kunne vel forstå hendes problem. Hun lagde hovedet let på skrå og plantede så et fjerblødt kys på hans læber.

Påklædning og skikkelse - minus sværdet.

Alt dette var selvfølglig som en vidunderlig drøm for Andrew, men det var heldigvis ikke en drøm. Det var virkelighed, det var lykke. Heldigvis, for det ville være mega træls hvis han vågnede op og alt dette blot havde været en lang drøm, men han kendte heldigvis meget til sine drømme, de handlede ikke om noget godt, men altid noget dårligt. Mareridt. Han havde altid mareridt, nærmest hver dag, så.. Han havde svært ved at sove. Det hjalp dog meget at hans energi blev opbrugt, dæmonen havde meget nemmere ved at sove, hvilket elveren fandt som snyd og held. Men nok om det. Han havde ikke snakket med Rogers om Kelsey, hvorfor skulle han? Han ville ikke ødelægge det hele, han var i hvert fald bange for det hele blev ødelagt hvis han sagde det, men på den anden side, der var sikkert også meget hun ikke havde fortalt ham. Han havde hurtigt lært at hun havde svært ved at stole på andre - hvilket han accepterede. Hun fik al den tid hun havde brug for.
Med hendes hånd i sin, smilede Andrew over hendes fnisen mens han så udover søen. Han så nysgerrigt på hende da hun rettede sig op. " hvad så?" Han begyndte at kysse hendes hånds knoer. Det hun sagde var klar besked. Det hun var ved at fortælle ham skulle han ikke fortælle til nogen. Forstået, det kunne han godt klare. Han ventede en anelse spændt på hvad hun ville sige. Da hun endelig Hviskede det, smilede han svagt. "Meget smukt navn." Hviskede han og smilede til hende. Han mente det skam helt seriøst, det var et smukt navn! Han elskede det. Da hendes bløde læber var på hans, baskede sommerfuglene glad rundt i hans mave og let lagde han armene om hende, for at trække hende tættere på.

Påklædning(Uden barnet!)
Person: Start; Echo, Derefter; Kelsey Pearce.

Echos lette skridt førte hende ned igennem Parken, men solen der dansede på hendes hud, og varmede den op. Hendes hår blafrede dovent i den lette brise, og hun vippede hovedet en smule opad, så hun kunne lade brisen og solen kærtegne hendes hud. Et saligt smil var spredt imod hendes læber, og hendes øjne var halvt lukkede, da hun stoppede op for at mærke solen. Mærke livet i kroppen, et liv hun ikke tog for givet. Hun ville gøre noget, for hun havde fået en chance mere - hun var blevet taget væk fra hende, men hun havde udviklet sig så hun igen var en person.
Echo fortsatte sine rolige skridt, men drejede helt tilfældigt hovedet en smule til siden, så hun kunne lægge blikket imod parret på bænken, kun et par meter fra hende. Hun stivnede i sin gang. Hendes krop frøs fast til jorden, og Echos blik klistrede til Andrew og den kvinde der sad et par meter fra hende, på en bænk vendt imod hende.
Kelsey vældede op indefra, og pludseligt kunne hun ikke se andet end hvidglødende smerte, og det par. Echos krop knækkede sammen, og hun mærkede hvordan hun blev revet fra hinanden, hvordan hendes sind blev flået væk og hvordan alt hun var, blev skåret i små stykker og gemt væk. Et smertesfuldt gisp var det eneste der forlod hendes læber. Kelsey oversvømmede hendes sind, og hun blev hurtigere og hurtigere hvirvlet væk, til en smerte der trak hende til atomer i tankerne. Hun forsvandt.

Kelsey vidste ikke hvorfor hun lå på jorden - hendes ben måtte være knækket sammen, da hendes blik strejfede, hvad hun straks så i samme sekund hun kastede håret opad, så hun kunne se det igen. Andrew og en eller anden tøjte.
Hun fik revet sig op på benene, og trådte de sidste par skridt hen, så hun stod foran de to på bænken. Kelsey greb fat i tøjten, og rev i hende med det formål at flå hende væk fra Andrew. Og det lykkedes eller ej, så snurrede hun omkring med ild i øjnene, og så på Andrew, endnu med ilden der flåede hendes blik op med ild.
"Jeg kunne forstå det hvis dæmonen var sammen med en luder, men dig!? Du har lige sagt du elsker mig, du har lige vist din kærlighed, og så går du ud og sidder med en eller anden tøjte!? Hvorfor!?"
Hendes stemme rystede af en blanding af vrede, og en såret stemme der hamrede igennem hende.

Hun havde aldrig følt sig så fuldendt som hun gjorde sammen med ham. Han fik det bedste frem i hende, det som ingen andre nogensinde havde formået. Hun lod ham trække hende ind til sig og udviklede langsomt kysset så det blev mere dybt og intenst. Hun smilede gennem kysset, det hele var bare perfekt. Måske lidt for perfekt... Flagermusene i hendes mave som aldrig havde foldet deres vinger ud, forvandlede sig til sommerfugle og en kildende fornemmelse spredte sig i kroppen, helt ud til fingerspidserne. Det hele var fantastisk, fuglene pippede, børn grinede og hun var tæt på Andrew.. Hun ville ønske at øjeblikket kunne vare forevigt, hun vidste ondt at det ikke ville vare forevigt, men hun havde ikke forudset at kysset blev brudt på den måde. Som sagt, var det hele lidt for perfekt, man kunne umuligt undgå at der gik noget galt! Og før hun vidste af det var hun blevet revet op at stå og stod et stykke væk fra Andrew. Det hele var gået så stærk, men det var åbenbart en eller anden tøs som havde revet hende væk fra Andrew. Hvem var det? En eks, eller blot en sindsforstyrret bitch som elskede at ødelægge andres liv?
Rogers blik flakkede mellem Andrew og trunten, mens hun kom med sit lille udbrud mod Andrew. "Excuse me!?" lød det fra Rogers. Hun havde intet problem med at tøsen kaldte jomfruen Rogers, for en luder, hun var blevet kaldt så meget andet igennem hendes liv som både var værre og sandt, så den lille løgn kunne ikke såre hende. Men at han påstod Andrew havde sagt at han elskede hende, fik hende til at ligne et kæmpe spørgsmålstegn. Truntens stemme var så troværdig og såret, så måske talte hun sandt? Måske var de tanker Rogers havde gjort sig om Andrew da de mødtes sande! Org, hvor følte hun sig dum! Hun satte diskret den ene hånd i siden og tog sig til panden, som om hun lige havde regnet det hele ud."Har du noget at tilføje Andrew?" hun så spørgende over på ham. Hun ville ikke bare tro på tøsen som havde afbrudt dem, selvom det lød oprigtigt, hun ville først have Andrews version af sagen.

Kelsey røg væk fra hans tanker, han ville ikke tænke på noget negativt. Han ville tænke på noget positivt, Lailah. Han nød at sidde her i parken sammen med Lailah, der var intet der kunne ødelægge det..
Det tænkte han lidt for hurtigt, for ud af det blå blev Lailah revet væk. Han så overrasket på... årh fordømt! Kelsey. Hvorfor kom hun nu?! Seriøst.. Han så skiftevis mellem dem. Han hadede det forfærdeligt. Han rejste sig forsigtigt op, han var elendig til dette. Han sukkede svagt og kørte hænderne igennem håret. Nu troede Lailah sikkert at han var en idiot der var sammen med flere piger... det var han jo ikke... Han bed sig hårdt i underlæben. Da Lailah spurgte om han havde noget at tilføje, så han kun på hende. "Jeg elsker hende ikke, jeg sværger! Jeg... jeg.." Han kunne ikke forklare det foran Kelsey, så ond var han da ikke... men han var nød til det.  Han så på Kelsey. Tog noget af dæmonens styrke. "Jeg sagde flere gange sidst jeg ikke elskede dig, til sidst sagde jeg at jeg gjorde, men det var en løgn jeg fortryder. Jeg skulle aldrig have sagt det, undskyld. Jeg elsker dig ikke, det er sandheden. Jeg sagde kun jeg elskede dig, fordi du græd og... det kunne jeg ikke holde ud, så jeg var nød til det! Undskyld." HAn så ned, og lagde armene over kors. HAn havde det forfærdeligt. Han så forsigtigt på Lailah, for at se hendes reaktion.

Kelsey sugede luft ind imellem læberne, og sukkede derefter dybt ved hans ord. Hendes øjne rullede hæmlingsløst, og tydelig irritation spejlede sig efter han havde talt til hende. Begyndte han nu igen? De var nået til enighed, men pludseligt rev han den frem igen - var det tøjtens skyld? Havde tøjten forgiftet hans sind? Måske var hun en af de der sindssyge mutanter der rodede i andres hjerner, og havde ødelagt hendes elskede Andrews sind! Hun ville ikke lade ham slippe væk. Han var måske glat og sprællede, men han ville ikke få lov at slippe ud af hendes fingre, og tilbage til vandet. Ikke tale om!
"Andrew, du er gået ind i dig selv igen. Vi snakkede, du sagde så mange gange du elskede mig, vi kyssede og vi var så tætte igen ... Hvorfor lader du en eller anden mutanttøjte besnære dit sind? Vi hører sammen, og du ved det."
Hendes stemme var lav og indtrængende, uden hendes blik en eneste gang slap hans. Hun måtte vise ham det, måtte vise ham hvordan han elskede hende - men det kunne hun ikke, når tøjten var i nærheden. Hvorfor skulle der altid komme en luder imellem dem!? Først tøsen i den røde kjole, og nu hende her - men dette var elveren, ikke dæmonen. Elveren havde aldrig været hende utro før.
"Jeg elsker dig. Du elsker mig. Du sagde du var lykkelig for at have mødt mig. Den tøjte betyder ikke noget, og jeg kan tilgive dig for hende, hvis bare du lader mig."
Hendes stemme var tydeligere, og hun trådte et skridt nærmere ham. Hun syntes for en stund at have glemt tøsen, men der var ingen tvivl om, at tøsens tur til at angre hendes forsøg på at tage Kelseys mand, nok skulle komme! Først skulle hun bare lige have Andrew til at sige at han elskede hende igen. Hun havde brug for det.
Og hvis han ikke sagde det ... Jaeh, så ville hendes vrede for tøsens i hvert fald være tændt meget kraftigere!

Hun vidste ikke helt om hun skulle tro på hvad Andrew sagde.. Men så igen, da han havde sagt det til kvinden kendte han jo ikke Rogers, så hun kunne ikke andet end at tilgive ham. Hun sukkede irriteret og så ned i jorden mens han kiggede observerende på hende for at se hendes reaktion. Efter lidt tid fjernede hun hånden som hun havde i siden og så hen på ham med et; Fint-jeg-tilgiver-dig blik, og et lille smil på læberne, som dog hurtigt forsvandt igen da den sindsyge bitch plaprede løs igen. Hun følte et lille stik i hjertet da hun sagde de havde kysset.... Hun kneb øjnene sammen og knyttede hænderne for at få styr på sig selv, så hun ikke bare gik hen og rev hovedet af trunten så hun kunne få ro. Hvis du bare lader mig, gav genlyd i Rogers hoved og hun lavede derfor en lille grimasse. *Nå, men han lader dig ikke!* lød det i hendes hoved. Da kvinden trådte et skridt nærmere på ham, gik hun hurtigt ind foran hende så hun ikke kunne komme tættere på ham. ''Okay snut, hør her og lyt godt efter!'' hvæssede hun med en stemme som dryppede af had, til kvinden. Et provokerende smil gled over Rogers læber.''Hvis han stadig elskede dig, så ville han ikke lade mig gøre det her..'' og med de ord vendte hun sig om og plantede et kærligt kys på Andrews læber. Ja, hvad kunne man sige? Rogers var en provokerende, stædig bitch og det turde hun godt indrømme.

Elveren havde det forfærdeligt, han var fyldt med selvhad. Dæmonen frydede sig og nød hvert øjeblik, nu fik elveren hvad han havde fortjent, ved at lade piger komme for tæt på. Han var bange for at miste Lailah, på grund af at Kelsey ikke havde forstået det fra starten af, men hvad andet kunne han have gjort! Hun havde jo grædt på grund af ham! Han hadede når folk græd og det var hans skyld... han havde det forfærdeligt. Han vred nervøst sine hænder og blev ved med at se skamfuldt ned. "Jeg er ikke gået ind i mig selv igen.." det var tydeligt at han havde det helt forfærdeligt over dette. "Hun er ikke en tøjte!" Dette kom med en højere stemme, streng og truende. Det overraskede ham faktisk. Han så op nu, skiftevis på dem. "Kan du ikke bare forstå det, Kelsey... Du gør det virkeligt svært. Jeg elsker dig ikke..." Han så ned igen. Han skulle til at træde væk da Kelsey trådte tættere på, men så meldte Lailah sig ind i kampen. Han så op. Det hun gjorde overraskede ham, da hun pludselig kyssede ham. Dog skubbede han hende ikke væk, han gjorde nærmest intet, mest fordi Kelsey var ved siden af og øh, han ville ikke putte salt i hendes sår, som han havde skabt. Han skubbede dog ikke Lailah væk, han kunne jo godt lide det... men fuck hvor havde han det dårligt med dette. Så blidt lukkede han sine øjne og gengældte forsigtigt kysset.

Kelsey rystede hans første ord af sig, uden så meget som at lade en ansigtstrækning glide henover sit ansigt, idet hun affejede det med det samme. Benægtelse var en selvfølge, idet han selvfølgelig ikke ville lade sin lille luder opdage at han faktisk burde have betalt istedet for at lege hendes kæreste, og derudover også syntes at have trukket sig tilbage til den skal der nægtede at indrømme, at han elskede Kelsey endnu. Der nægtede at indrømme, at han ikke kunne holde op med at elske hende, fordi de var som skabt for hinanden. De var hinandens modstykke, på en måde der gjorde at de klikkede sammen og blev én og samme person.
"Andrew, du sagde det samme sidste gang, lige inden du sagde at du elskede mig. Flere gange."
Hendes stemme var rolig og støt, og det var tydeligt at hun havde tilgivet Andrew hundrede procent - hun kunne ikke andet, når hendes hjerte syntes til ikke at have en anden grund end ham, til at banke. Faktisk ville selvmord ikke syntes som en dårlig løsning, hvis hun en dag skulle finde ud af at nogen havde stjålet hans kærlighed fra hende - selvom hun tvivlede kraftigt på at det nogensinde ville ske.
Og så begyndte luderen at tale. Som om hun faktisk havde noget at skulle have sagt. Som om hun ikke bare var en baggrund der meget gerne måtte blive smadret til mos imod det bløde, saftige grønne græs under dem. Især fordi tøjten skulle begynde at røre ved hendes fyr! Hun skulle fandme ikke ....!
"Forstå grænsen, tøs! Han skal nok betale, selvom han ikke fik noget!"
Med disse ord trådte hun frem, snoede fingrene ind i kællingens hår, og flåede hende hårdt tilbage i håret. Hvis dette lykkedes, ville hun gribe fat i hendes hals, og skubbe hende bagud, imens hendes anden hånd ville slå ud for at give tøsen en lussing.

Et smil gled over hendes læber da Andrew forsvarede hende. Okay, hun kunne ikke være sur på ham.. Også selvom hun gerne ville, så kunne hun ikke. Hun havde været bange for at han ikke ville gengælde kysset, skubbe hende væk og sige at han elskede Kelsey, men det gjorde han ikke... Han gengældte kysset og sommerfuglene begyndte endnu engang at baske i hendes mave. Hun havde for en kort stund helt glemt at Kelsey stod og observerede det hele. Så kunne hun lære det! Rogers skulle til at trække sig fra Andrew da trunten begyndte med at snakke, men i stedet mærkede hun en smerte i baghovedet. Oh, det gjorde hun bare ikke! Hun hadet tanken om at hun skulle slås for en fyr, men den tøs bad selv om det. Hun ville ikke slås med hende for at få Andrew, da hun var ret sikker på at Andrew ikke ville have Kelsey, men Rogers, så hun ville faktisk kun slås med hende på grund af det hun lige havde gjort. Man skulle ikke tirre en løve hvis man selv kun var en gazelle!
Hurtig som hun var, dukkede hun sig da tøsen slog ud efter hende og hvis hun kunne, ville hun tage fat i den hånd som ville havde givet hende en lussing, vride den om på ryggen af Kelsey så det gjorde ondt og hun let ville kunne brække hendes arm, men i stedet skubbede hende væk fra sig så hun endte henne ved Andrew igen. ''Kelsey.. Jeg kan se at du er en sindsforstyrret, kontrollerne, klistrende trunte.. Så hvad med at du bare smutter hjem, æder dig fed i nogle kager og glemmer alt om Andrew?'' sagde hun med et provokerende smil, vinkede let med hånden og lagde hovedet på skrå.

Et øjeblik glemte Andrew alt om Kelsey, og kunne ikke få Lailah ud af hovedet. Ærligt sagt, han var forelsket i hende. Han var forelsket i LAilah, fuldkommen. Han ville trække hende tæt ind til sig, da hun igen blev hevet væk fra ham. Ej, nu var det altså ved at blive for træls. Han ville jo have Lailah tæt på sig... det værste var at han ikke følte han kunne beskytte Lailah, som han gerne ville. Det kunne dæmonen derimod.  Han så på Kelsey. "Så fat det dog! Jeg elsker dig ikke!" Skreg han.
Lige da Lailah snakkede fik dæmonen nok. Han ville frem nu. Elveren lod ham komme frem. Elveren skiftede skikkelse til dæmonen. Dæmonens mørke hår der næsten så sort ud, dækkede lidt af hans mørke mystiske øjne. Alt ved ham skreg mørke. Han så ondt på dem. "Så hold dog kæft! Stop det der, inden jeg fucking knækker jeres nakke, så i dør!" Han knurrede af dem. "Jeg lader ikke elveren komme frem, før i tager jer sammen!" Elveren rørte på sig, han ville fri. Dæmonen lod ham ikke overtage.

Kelsey hvæsede da kvinden dukkede sig så hun ikke ramte, og derefter fik fat i hendes hånd. Et dybere hvæs kradsede imod hendes hals idet hendes arm blev vredet omkring, og smerte skød omgående fra hendes skulder, håndled og albue da den blev vredet i stilling bag hende, og gjorde hende mere eller mindre magtesløs. Hun vippede ryggen fremad sådan brystet blev løftet, i et forsøg på at formindske smerten, men der gik ikke mange sekunder fra smerten herskede i hendes arm, til tøsen slap og skubbede hende væk fra sig. En afløsende smerte dansede imod hende, idet hun løftede hånden og gned sig lettere smertesfuldt på armen. Den kælling!
"Jeg spiser fedtfattigt, so!"
Det virkede umiddelbart som lidt latterligt, men det var dét svar der busede ud af hendes læber, i samme sekund tøsens ord var kommet. Hun havde for travlt med at forsøge at trække arrogante og hadefulde sætninger ud af et langt tankespind, til at bemærke Andrews hårde statement om at han ikke elskede hende. Dog opdagede hun at han snakkede, og snurrede omkring for at lægge blikket imod ham, i samme sekund han skiftede.
"Andrew!"
Om det var ment som en irettesættelse af at han skiftede, eller en velkomst til dæmonen i ham, kunne ikke helt bestemmes ud fra hendes tonefald, men hun så i alle tilfælde ikke vældigt overrasket ud, da hans udseende ændrede sig. Kelsey skiftede tænksomt vægten på sine ben ved hans ord, og vippede hovedet til siden, da hun overvejede det. Hun så ham ikke som ond, hun så ham eller ikke som irriterende eller voldelig - hun så ham bare som anderledes end elveren.
"Andrew, hvad vil du have vi skal gøre?"
Hun syntes igen at have glemt alt omkring tøsen, men det var mest fordi hun lige nu ville fokusere på at lade dæmonen og elveren kunne snakke sammen nu - så kunne hun altid lade tøsen snakke med hendes brækkede arme senere. Kelsey løftede begge hænder, og trådte langsomt henimod Andrew, som overgav hun sig.
"Du ved jeg også elsker dig. Jeg elsker jer begge."
Hendes stemme var blid, prøvende, som forsøgte hun at få ham til at se lyset.

Hun lo ukontrolleret af tøsens forsøg på at komme fri. Ét vrid mere og hun kun knække hendes arm af ved skulderen, ligesom en barbiedukke. De gamle barbiedukker kunne man hive både arme, ben og hoved af! Hmm, mon man kunne gøre det samme ved Kelsey? Det kunne man nok godt, problemet ville nok først komme når hun skulle sætte hende sammen igen... Rogers lagde overlegent armene over kors og skød hoften til den ene side som hun lænede det meste af vægten på, mens Kelsey gned sig lettere smertefuld ved armen.
"Så du indrømmer du er sindsforstyrret, kontrollerende og klistrende?" spurgte hun og hævede et øjenbryn. Hun havde tænkt sig at lave en anden kommentar som; Fedtfattigt? Det kan man ellers ikke se! Men der var ingen grund til at fortælle løgne. For tøsen var jo bestemt ikke grim og hun var sikker på at hvis de havde været veninder, havde hun været endnu kønnere! Men nu var det sådan at de langtfra var veninder, hvilket gjorde hende mindre køn. Hun kneb øjnene sammen og sendte trunten et af hendes hårdeste blikke, og lige inden hun skulle til at gå igang med barbie-projektet og hive hendes hoved af, blev hun afbrudt da Andrew skiftede form til den belastende dæmon. Oh fuck.
Det undrede hende faktisk lidt, at elveren nogensinde havde været forelsket i den tøs. 'Jeg elsker jer begge' hørte Rogers hende sige. Hun tog en finger og stak den lidt ind i hendes åbne mund som om hun gerne ville kaste op af det som Kelsey sagde. Men da dæmonen kom med sin trussel om ikke at lade elveren komme frem igen, blev hun stiv i hovedet. Mente han virkelig det? Kelsey ville ikke ligefrem få et problem da hun elskede dem begge, men Rogers elskede jo kun elveren! "For fanden Andrew.. Den tøs driver mig til vanvid! Jeg vil vædde med at jeg ikke er den eneste som har lyst til at rive hovedet af hende! Har jeg ret?" sagde hun irriteret og sukkede.

Dæmonen hadede seriøst det her, han havde det ikke dårligt over det, han fandt det bare så latterligt. Han havde armene over kors ved brystkassen og kneb øjnene lidt sammen mens han betragtede dem. Han sukkede irriteret over dem, især over Kelsey, klistrende tøs. Han himlede med øjnene over at Kelsey sagde hun elskede dem begge, det var Dæmonen sgu da skide ligeglad med! 
"Kelsey, så fat det dog. Jeg elsker dig ikke, det har jeg aldrig gjort. Gå af helvede til." Snerrede han og hans mørke øjne gnistrede af vrede og had. "Jeg vil have at i holder kæft! Jeg er skide træt af at høre på jer!" Han knyttede hænderne og så skiftevis på dem.
 "Tro mig, jeg har haft lyst til at slå hende ihjel lige siden elveren kom sammen med hende." Sagde han og fnøs hånligt. "Og det skulle sgu ikke undre hvis elveren også vil flå hendes hoved af nu." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Fat det, Kelsey. Han elsker ikke dig mere, han elsker Rogers!"

Kelsey snurrede omkring og hvæsede næsten af tøsen, da hun begyndte at snakke om Kelseys væremåde. Åh gud, hvis Kelsey var vokset op i bare en smule mere kummerlige forhold, så havde det måske ikke været lige så stort for hende, da hun overvejede om hun skulle kvæle kvinden. Men Kelsey var ikke voldelig af natur, hun var faktisk et vældigt venligt og dejligt væsen, når hun ikke var fandens jaloux over en eller anden ludertøs havde valgt at lade sig betale af hendes fyr. Hun ville indrømme at det var et utroligt smart trick af Andrew at han kunne få en luder uden at skulle betale de 5 kroner hende her var værd - på trods af udseende - men ærligt talt foretrak Kelsey at han var helt uden luder overhovedet.
"Nej, men modsat dig, behøver jeg ikke kommentere på alt."
I virkeligheden var Kelsey ret ligeglad med hvad tøsen sagde om hendes personlighed, for i Kelseys verden havde intet andet end udseendet nogensinde betydet meget for hende. Hendes personlighed havde været hvad hun gemte under falske smil førhen, fordi hendes forældre ikke troede på hende, fordi det eneste hun havde var sine egne tanker om selvmord - ifølge hende, selvfølgelig.
Men så kom Andrew. Reddede hende fra selvmord, trak hende op fra en dyb kløft. Lod hende holde sig selv oven vande, og nu kunne man ikke sige noget om hendes personlighed, der ville kunne skyde hende ned igen - Andrew havde ladet hende tro på sig selv, på trods af alt den modgang, hun selv mente hun havde været igennem.
"Andrew, altid så hård og uigennemtrængelig."
Hun smilede ved hans ord, og lod tilsyneladende ikke hans kolde, hårde orde bryde igennem hendes skudsikre vest. Ikke elskede hende? Dæmonen ville aldrig indrømme han elskede nogen, ikke når han følte han var nødt til at være så hård hele tiden. Hun ville bare ønske han ville åbne op nogle gange. Være sig selv, istedet for en dæmon.
"Slå ihjel? Lad nu være med den vold, jeg ved du er et fornuftigt menneske Andrew, og vold er ikke noget man spøger med."
Kelsey troede ikke et sekund på at han ville så meget som lade som om han forsøgte at tænke på at slå hende ihjel. Hun troede ikke på det.
"Andrew, hvorfor har du aldrig villet lukke mig ind? Du siger han ikke elsker mig, men du ved det ikke er sandt. Han sagde det til mig, for så kort tid siden. Du mærkede det, du så det. Hvorfor vil du ikke lade mig elske jer?"

Ha, kommentere på alt? Havde tøsen ikke lige slev kommenteret på hendes kommentar? Og jo, Rogers vidste godt at hun tit og ofte kom med nogle provokerende og/eller platte kommentare, men det var nu engang bare sådan hun var. ''Yes, that is me honey!'' sagde hun med et slesk smil og et udfordrende blik i øjnene.
Rogers sendte Kelsey et; Haha-jeg-har-vundet smil, da dæmonen bekræftet det om at kværke Kelsey og slå hende ihjel. Men selvfølgelig fortsatte Kelsey sin tro om at Andrew stadig elskede hende. Hvordan kunne hun blive ved? Han havde lige givet hende rent besked, så hvorfor kunne hun ikke bare acceptere det og smutte! ''Hun har ret Andrew...-'' sukkede Rogers, som om hun faktisk ville give op på Andrew og efterlade ham med Kelsey. Hvilket hun langtfra havde tænkt sig. Nej, hun havde skam blot tænkt sig at bekræfte Kelseys beskrivelse af hende. Komme med en kommentar. ''-Vold er ikke noget man spøger med, det skal skam gøres! Og derfor kan jeg allerede nu sige Kelsey, at dit hoved ryger af inden dagen er omme. Og det er ikke en spøg.'' sagde hun med et sukkersødt smil om læberne. Hun havde udtalt hendes navn, som var det en klam kønssygdom man helst gerne ville undgå.
En varme spredte sig rundt i kroppen på Rogers, da dæmonen sagde at elveren elskede hende, men sukkede hurtigt irriteret da Kelsey endnu engang plaprede løs. ''Lad mig skærer det ud i pap for dig! hun så stift på Kelsey. ''Elveren... Er du med så langt, eller går det for stærkt?'' sagde hun sarkastisk inden hun fortsatte. ''Elsker. Mig!''

//Krea svigt. ^^//

Kunne de ikke bare holde kæft, så han fik fred... Det ville fandme være dejligt. Det ville kraftedme være helt fantastisk, som paradis! Men nej, som altid gik verdenen ikke efter hvad han ville have, desværre. Han masserede sine tindinger, pressede øjnene sammen så de lukkedes, og et svagt suk forlod hans læber. Han var lige ved at råbe og skrige af dem. Han beherskede sig dog, heldigvis. Han så skiftevis på dem. Han knyttede hænderne og vreden lyste i hans mørke øjne. Hans vrede øjne hvilede hurtigt på Kelsey, da hun sagde han var et fornuftigt menneske! 
"Jeg er intet menneske! Jeg er en hybrid! Du skal ikke forveksle mig med de latterlige mennesker!" Snerrede han,  og hans knyttede hånd slog ud efter Kelseys kind. Om han ramte eller ej, ville han blot fortsætte med at snakke. "Elveren løj! Han elsker dig ikke, siger jeg jo! Han elsker Rogers, fat det!" Han råbte det højt, ligeglad med at folk kiggede hen imod dem.

Ved tøsens ord løftede Kelsey blot en hånd, som var hun for hellig til at hun ville svare på tøsens ord. Tøsen kunne true Kelsey alt hvad hun ønskede, men hun gad seriøst ikke lytte til hvad en luder sagde! Det var alt for langt under hendes værdighed til at hun ville så meget som lade som om tøsens ord betød noget for hende. Alligevel syntes hun at blive ved med at svare tøsen, selvom hun faktisk forsøgte at være hundrede procent ligeglad med hende - det lykkedes ikke så godt. Det var ikke så godt, måtte Kelsey indrømme, men det betød ikke så meget alligevel! Ikke noget overhovedet .. Næsten.
"Åh, hvor er jeg skræmt. Luderen truer mig. Åhnej ..."
Kelsey himlede dramatisk med øjnene, og sendte tøsen et blik der sagde Are you kidding me? Du er seriøst latterligt, tøs!. Derefter gled hendes blik imod Andrew, som faktisk betød andet end Kælling go away for Kelsey, fordi Andrew betød praktisk talt alt for hende. Han var grunden til hun var i live, grunden til at hun endnu trak vejret og smilede svagt til ham. Grunden til at hun så verden med nye øjne og aldrig kunne trække den boblende fornemmelse i maven væk fra sig. Grunden til hun kunne blive voldelig, udenset hvor lidt det lå i hendes natur.
"Andrew, vi er alle mennesker inderst inde. Det hele er genmanipulationens skyld, det ved du da! Vi ville alle være mennesker, hvis ikke forskerne havde ødelagt alting .."
Og så begyndte kællingen fandme at snakke til Kelsey igen! Hvorfor fattede hun ikke at hun ikke var interesseret i at snakke med hende, at luderen bare skulle forsvinde?! Hun ville ikke få sine fucking penge, så kunne hun ikke bare vende sig om og skride fra Kelsey og Andrew!? Kelsey bandede aldrig, men denne kvinde fik virkelig hendes blod i kog, og det tog da også en talstige op til ti i Kelseys hoved, før hun var faldet nok ned til at kunne svare hende.
"Du får ikke dine penge luder, du kan godt gå igen. Jeg er ikke interesseret i at snakke med dig, forstår du det? Farvel."
Kelsey vinkede til hende, med en stemme der lød som talte hun til et femårigt barn. Hendes ansigt lyste ligeledes af dette barnlige, der fik det til at ligne hun snakkede til et lille barn der skulle hjem fra børnehave, og som hun pænt sagde farvel til på en lettere sarkastisk og irriteret måde. Hun snurrede omkring imod Andrew igen.
Kelseys blik føg rundt og en let rødmen spredte sig i hendes kinder da samtlige blikke i Parken begyndte at tiltrækkes dem efterhånden.
"Andrew vær sød at dæmpe dig, du tiltrækker blikke .."
Hun ville sige mere, men nåede ikke før Andrew hånd ramte hendes ansigt, og et gisp forlod hendes læber. Hun hvæsede chokeret og vaklede bagover, så hun snublede og væltede. Hendes krop ramte hårdt jorden uden hun fik taget fra, og der gik da også flere sekunder hvor hun lå og rodede rundt med et rødt håndslag imod hendes ansigt og smerte imod kroppen.

//Er du i tvivl Del, så er 'Jayden' et navn som Rogers har givet dæmonen xD//

Fantastisk! Hun stod sammen med de to mest belastende væsner hele verden - og som om det ikke var nok, så stod Jayden fandme og forsvarede Rogers som om han faktisk kunne lide hende.. Men det var kun ønsketænkning, hun havde på fornemelsen af at den eneste grund til at han forsvarede hende, var fordi han følte den samme had til Kelsey som hun selv gjorde. ''Årh gider du lige..'' mumlede hun irriteret da Jayden masserede hans tindinger. Hun kunne egentlig godt forstå ham, han lyttede til to kvinder som kunne rive hovederne af for en fyr, han måtte især være irriteret når denne fyr var hans bror. Ha, hun fik faktisk lidt ondt af ham.
Nu havde Kelsey kaldt hende luder et par gange og det fik hende til at stille spørgsmålet; Troede hun virkelig at Rogers var en luder? Come on, nok havde hun en god krop og en figurnær dragt på, men helt ærligt. En luder? Hun manglede da alt makeuppen, alt det falske, stort stift hår på grund af hårlak osv. Men ak ja, hvis det var sådan de legede! ''Please Bitch, shut your mouth and take your life. Thank you.'' i de sidste to ord, hobede der sig et kækt smil op på hendes læber og hun klappede en enkelt gang i hænderne.
Vent hvad? Rogers løftede en finger, satte hånden i siden og skød hendes hofte en smule ud af. ''Ødelagt alting? Nok blev du en ork, men nogle af os andre er pænt tilfreds med vores udseende og evner. Som Jayden sagde; mennesker er latterlige!'' hun havde lovet sig selv ikke at kritisere hendes udseende da det ville være løgn, men... Det var en smutter!
Et lille smil poppede op på hendes læber, da hun kunne se at hun irriterede Kelsey. Ha, så kunne den bitch lære det. Hendes smil vinkede Kelsey dog væk igen og Rogers knyttede vredt hænderne. Hvor vovede hun at vinke sådan til hende og derefter vende ryggen til hende.! Ingen skulle vende ryggen til Rogers, især ikke en der ikke engang var værdig nok til at snakke med hende. Uh, det skulle hun få betalt.
Automatisk trådte Rogers et skridt tilbage da han slog hende og lavede store øjne af overraskelse. Hun var vant til vold og sådan noget, men det der havde hun virkelig ikke forventet. Ikke engang et smil kunne tvinges op på hendes læber, men hun havde skam ikke ondt af Kelsey, hun overvejede blot om hun skulle gå hen og sende endnu en kommentar efter hende - også muligvis mærke hendes vrede - eller bare smutte sammen med Jayden og Andrew......... Hvem prøvede hun at narre, hun kunne ikke holde en kommentar tilbage! Først en kommentar også skred de, jep det var planen. Hun gik med en yndefuld og let gyngende gang hen mod Kelsey som stadig roede rundt på jorden med en bankende smerte i kinden, hvorefter hun satte sig ned på hug og lod hendes albuer hvile på hendes knæ, mens hun skænkede Kelsey et overlegen blik. ''Kan du se hvad jeg mener sommerfugl? Du er blevet, kaseret''

Jayden var ærlig talt ligeglad med at de var mest interesseret i elveren end ham, han kunne ikke bruge Lailah eller kelsey til noget, så der var ingen grund til at få dem til at tro at han var interesseret. Da specielt ikke Kelsey, kvinden var jo bindegal! Han skulle da i hvert fald ikke tæt på hende, niks du! Han var allerede pænt meget irriteret på hende nu... eller rasende... Så begyndte de igen. Han kunne slå Lailah for det hun sagde, ikke fordi det var en fornærmelse mod KElsey, men fordi kelsey bare ville give igen, så ville Lailah give igen, så blev de ved med det, og Jayden kunne slå dem begge to ihjel fordi de var så irriterende. Hvis Kelsey da gav igen? Hun virkede ikke til at ville give op, beklageligvis. Han gav Lailah et skarpt blik, der nærmest skreg; hold så kæft! 
"Mennesker er svage, Kelsey. Jeg ser mig helst som en hybrid, end et menneske. Så det at vi engang var mennesker, betyder intet. Hvis jeg var et menneske, ville elveren ikke eksistere.. eller også ville jeg ikke eksistere. Måske ville mig eller elveren ikke eksistere hvis det ikke var fordi vi er en hybrid?" Det sidste var mere for at lukke munden på hende om alt det.. vi-var-engang-mennesker-halløj!
*Det mener du kraftedme ikke.* Tænkte han da KElsey kommenterede det med at folk kiggede. "Så får de noget at se på." Sagde han blot. Han var godt tilfreds med at have slået Kelsey, men elveren mente dog at det ikke var løsningen, kunne han fornemme. *Skrid til helvede, elver. Lad de voksne klare dette.* Jayden vidste ikke om Andrew kunne høre det, men han håbede da! Så hørte han Lailah komme med en led, og latterlig, kommentar til Kelsey. "Årh, hold kæft, Rogers." Han sagde med vilje hendes ikke-rigtige navn. "Dine kommentarer hjælper ikke. Jeg er lige ved at tro du ikke ønsker at Andrew kommer frem igen, siden du bliver ved." Han havde jo truet med ikke at tillade elveren frem igen, hvis de ikke stoppede med at være så tøse fornærmet. Det viste sig at han havde tænkt sig at føre truslen ud i livet. "Eller måske, i stedet for ikke at lade ham komme frem, skulle jeg dræbe ham?" Han lignede en der seriøst overvejede det. Elveren var tavs.

//OOC: I know xD

Kelsey sendte blot luderen et Shut up, bitch-blik, og lod derefter blikket glide videre imod Andrew. Hun havde intet til overs for kvinden der blev ved med at hænge omkring dem, selvom hun for længst burde have opdaget at hun ikke var velkommen nær Kelsey eller hendes mand.
"Er du glad for dit udseende? Hvorfor dog?"
Hendes fingre borede sig ned i jorden, som hun kraftigt overvejede om hun var stabil nok til at rejse sig, og fik derfor skubbet adskillige tons jord ind under neglene - eller sådan syntes det i hvert fald for hende.
Men da kællingen begyndte at snakke om at mennesker var latterlige, fyrede irritation sig igennem Kelseys blik. Ikke fordi hun var et menneske, det huede hende ikke en skid at kællingen syntes hun var latterlig, men fordi hun lige kaldte alle latterlige - inklusiv hende selv.
"Du er et menneske, tøs! Vi er alle sammen mennesker! Nogle af os er bare freaks ligesom dig, mens andre er skabt ordentligt!"
Hendes blik lagde sig imod Andrew, hvor det lå i nogle sekunder, inden hun besvarede hans ord, der faktisk var kommet før kællingens, men det betød ikke noget.
"Du er måske en hybrid Andrew, men du er stadig et menneske inderst inde."
Hun borede neglene hårdt ned i jorden og fik fugten og jorden til at klistre sig til hendes fingre, inden hun rejste sig med et ryk, uden at lade blikket strejfe kællingen der sad på hug foran hende. Hun ville ikke lade sin vrede kom frem. Det fortjente sådan en billig person ikke!
"Spar dig, luder. Du betyder intet for mig, du kan ikke irritere mig."