Hvor går grænsen? Her? eller Her? en ting er sikkert. Du høre ikke til på denne side. Så bed til gud og dø. (Shamus)

S: Junglen, østskoven, midt mellem dæmonernes og vampyrernes stammer.
O: træer, buske, enkelte stier og sikkert nogle vilde dyr.
T: eftermiddagen
V: lunt, men junglens træer holder på luftfugtigheden og skærmer for solen.

Dæmonernes stamme var hans fristed. Et sted han søgte til efterhånden mere og mere. Han plejede at følges med andre fra byen, enden dæmoner eller vampyrer, men de sidste par gange var han begyndt at gå derhen alene. Det gav ham selvtillid, at gå turen alene, at slippe levende ud og ind af byen, hvor han ellers gemte sig i slummen for ikke at blive opdaget. I stammen havde han lært om sine kræfter som dæmon. Og det bedste var at ingen af de andre skammede sig, når de var blandt hinanden. Men sad nærmest og bakkede hinanden op og det gav ham lyst til at kæmpe for deres rettigheder. De var jo stærke, hvorfor skulle menneskerne så bestemme om de var uønskede eller ej?
Men han havde endnu ikke sagt noget højt. Han havde levet alene længe og var stadig ret deprimeret over de ting der var sket, at han var det monster han var. Men tingene virkede lidt lysere nu, også fordi Cain arbejdede på en by til dem alle, der ellers var uønsket. Et ting han ville hjælpe med.
Alle disse ting tænkte han på, da han tog T-shirten på. Sort, som sædvanlig, så var det svære at se om den var beskidt eller noget. Han havde lige været i bad i den flod der løb igennem en af de mindre lejre. Han havde også nogle lange shorts på, som gik til knæene. Fødderne var bare. Om armen sad på læderarmbånd. Det mørke hår strittede let og dryppede stadig af vand, da han lod hånden glide igennem det og besluttede sig for at gå ud i skoven og nyde friheden han følte her. De grå øjne gled fra et barn der sad og slog nogle sten sammen for at lære og lave ild, til nogle kvinder der stod midt i floden for at vaske tøj. Endelig stod nogle mænd og prøvede at rejse et nyt telt. Han var overflødig, han havde klaret sine pligter for dagen: Hente brænde. Det gjorde han om formiddagen.
Så med et svag skuldertræk forlod han lejren, gik forbi det lille telt han selv normalt sov i, og videre ud blandt træerne. I starten havde der ikke været stier, der kunne fortælle folk hvor lejrene lå, men efterhånden havde folk alligevel fået trådt sig nogle. Disse små labyrinter fulgte han, til han til sidst kom ud på en af hovedstierne. En sti der førte både videre igennem skoven, men også ud og til byen. Hvis man gik den anden vej kom man til vampyrernes gemmesteder. En ting han ikke lige havde brug for. Han var stadig lidt i tvivl om hvorvidt de to racer egentlig kunne lide hinanden.
Med småsten, der stak ham under fødderne, med lyden af en let vind i bladene og summen af insekter, begyndte han at følge hovedstien i et afslappet tempo. Glad for...bare at være. Helt uviden om de ting der snart skulle ske.

Med det lune vejr, og den dejlige skov, havde Shamus ingen grund til at overhovedet blive indendørs i dag. Men han kunne heller ikke tillade sig det, han skulle finde nogle bestemte ting til sit hjem, som man ikke bare kunne finde der hvor han boede. Et lille suk gled over hans læber og så frem for sig. Lige nu gik han på en hovedsti, hvilket han havde fået at vide han bare skulle følge til han kom til sit sted.
Han havde bare fødder, et par grå lange bukser med et bælte om livet, og bar overkrop, han syntes det var alt for varmt til at have noget som helst på overkroppen i dag, og pigerne så ikke ud til at have noget problem med det over hovedet. Han var kun en smule nervøs om hans pige vil kunne lide at andre piger så efter ham. Shamus havde trods alt en del ar på ryggen allerede.
Shamus gik lidt i sine egne tanker, og opdagede ikke at han pludselig ramte en eller anden med skulderen hårdt, selv rørte han sig ikke meget men han kunne føle der var noget styrke bag den anden. Han gloede kort tilbage men skyndte sig at se frem igen. Han sank en lille klump og begyndte at gå hurtigere, han havde ikke meget lyst til at skulle diskutere om hvems skyld det var lige nu, og havde bare lyst til at stikke af. Han kunne dog ikke sige fra hvis nu den anden ville prøve at diskutere med ham, og han var altid klar til en 'hit and run' kombo, siden han alligevel ikke var kendt her, kunne han sikkert godt slippe af med det.

Han havde set personen. Han havde set han kom imod ham og umiddelbart virkede til at være helt væk i sine egne tanker. Personen var helt alene...
Sean flyttede sig ikke. Han fortsatte med at gå hvor han hele tiden havde gået, måske gik han ligefrem efter at få ballade, han var ikke helt sikker. Deres skuldre kolliderede med hinanden og Sean stoppede op og drejede hovedet let for at se hvordan manden ville reagere...Hvis han havde været i byen, ville han selv have gjort det samme: skynde sig videre og lade som om han ikke eksisterede. Men han var ikke i byen, han skulle ikke være bange for at vagterne så han var stærkere end gennemsnittet. han var i skoven, han var i bland andre dæmoner, andre mutanter og behøvede ikke længere at finde sig i hvad som helst. Det var nok dette der endelig gav ham modet til at vende sig rundt og stirre ind i ryggen på manden der havde travlt med at komme videre.
"Hej!" et høj hej. et han ikke kunne undgå at høre. Ja, han var ude på ballade. Han skulle vel lære sine evner bedre at kende, vide hvad han egentlig kunne. Nu havde han jo undgået dem i næsten 100 år. Det var alt for lang tid. Åh, han huskede Nilles ord. Det gjaldt om at finde noget positivt at tænke på. Han var stærk. Det var en ting han kunne være glad for.

Han snak en dyb klump da han hørte den anden råbe ud efter ham. Shamus stod stille, og gennemtænkte hvad han måtte gøre, han var i en dårlig position her, blandt så meget skov, hvem vidte hvor meget han kunne futte af? Han lod som om han strakte lidt ud i skuldrene for at være klar til at slås, men han gjorde det nu bare for at købe nogle sekunder før han begyndte at blive lidt mere rød i huden. Han vendte sit hoved bagud med et 'hårdt' ansigts udtryk "hva? ville du noget?" kom det fra ham med en ret så næsvis tone. Han stod dog og gloede lidt på manden med et tydeligt elevator blik, før han så vendte sig om mod manden og stak hænderne i lommen og prøvede at se rolig og cool ud. "hva er du kommet til skade eller hva dit problem?" kom det næsvist ud af ham imens han lavede små skridt bagud imens han tændte godt op for sin varme og var nu ret rød i huden, "tror ikke du skal prøve på noget med mig" sagde han advarende mod ham, før han vendte sig halvt om, for stadigvæk lige at holde øje med fyren, før han så stak i sprint væk. Han var glad for han var god til at løbe, især når det galte at stikke af.
Shamus håbede ikke på at manden ville følge efter, og derfor ungik at se sig tilbage før han vidste at han var væk fra manden.

Hvad var der med folk og være næsvise? De kunne jo ikke redde situationen med at gøre folk mere sure. De kunne lige så godt bare komme videre, gøre det klart om de ville noget eller bare slippe. ikke fordi han havde tænkt sig at lade ham slippe. Han svarede ikke på mandens ord, følte sig højere hævet over dem. Var bare stille, som en lydløs fare der truede i udkanten af ens bevidsthed. Et lille smil gled over ham. Han begyndte roligt at gå imod ham, virke så stor som muligt, virke intimiderende.
Da manden satte i løb, fulgte han efter. Det føltes som om hans krop bare havde ventet på der skete noget, for han følte selv han havde fået en god start. Men han ville også blive udmattet af at løbe.
Han valgte at bruge sin evne. Lade nogle usynlige tråde glide gennem luften og trænge ind i mandens hoved, ofte uden at folk mærkede det. Et billede af en solid mur gled frem, burde have den virkning at manden skulle tro han var på vej til at løbe ind i en mur og ikke kunne komme videre. At han var tvunget til at vende sig om mod sin forfølger...

Shamus havde slet ikke set med muren komme, og derfor i hans hoved løb han direkte ind i den og faldte let til jorden med en øm næse "auch" kom det fra ham imens han gnuppede sin næse heftigt, før han kom op igen. Han så på muren og forstod ikke hvor den var kommet fra over hovedet. Han lagde stille sin hånd på og trykkede, og for ham føltes den virkelig. Han surmulede, og blev så mere og mere rød, imens luften omkring ham begyndte at danse, som luften over flammer, af hans varme hede og let lagde han begge hænder på og prøvede ihærdigt at smelte muren. *en magisk mur!?* tænkte han undrende da hans mutation ikke virkede over hovedet, faktisk ikke efterlod det mindste på muren. Han vendte sig rundt mod sin udfordre og havde et lidt nervøst blik, for han vidste hans evne til at blive ekstrem varm ikke ville virke med mindre han fik rigtig fat i den anden. Men bare for at skræmme den anden skruede han højt op til de 400 grader så hans hud begyndte at blive sort-rød, hvor man også kunne se at luften omkring ham var hede varm nu. Men han kunne også godt begynde at føle det lidt i hans næse nu at luften var så varm. "er du sikker på du vil det her?" spurgte han så dem fremmede mand og løftede et øjenbryn, men havde nu stalt sig klar til at bryde, han kendte ikke til mange andre kampformer da det var hans eneste effektive kampform.

Sean havde generelt ikke brugt sin tid på at slås. Selvfølgelig, der havde været nogle episoder i slummen, hjemme i byen. Men grundet hans styrke, fik han altid slået folk bevidstløse inden det kom for vidt.
Han kunne mærke varmen fra hvor han stod, man fjernede sig ikke. Manden skulle ikke tro han var bange. Han var dog ikke så dum at han ville gå direkte ind i en ovn. Men dette var heller ikke ovre endnu. i stedet koncentrerede han sin energi på sin evne. koncentrerede den på en fornemmelse, en følelse. langsomt gled muren i baggrunden og nærmest forsvandt, før han lod et billede af en snelandskab glide over i mandens hoved. Gav ham fornemmelse af at fryse. Ikke bare lidt om fingrene, men virkelig fryse, helt ind til knoglerne. I håb om han ville køle lidt af. Det var faktisk sjovt at afprøve sine evner med en anden mutant. Han smilte svagt. Selvfølgelig kom dette an på flere ting. For det første var han ikke helt van til at bruge sin evne, så han havde svært ved at koncentrere sig om andet end den. For det andet tog det på hans energi og han skulle passe på ikke at bruge for meget, så han evt. stadig kunne slås bagefter. Og endelig, kom det hele an på hvor stærk den anden var psykisk til at modstå sådanne ting. Men han kunne kun håbe på det virkede. Billederne af at være omringet af sne, følelsen af at fryse, at der kom mere og mere kulde...Han håbede det virkede.