Stand with me (Cersei)

Stand with me

Omgivelser

De mørke gyder snor sig ind og ud mellem hinanden, og efterlader forvirrede rejsende i en livsfarlig labyrint. Bag dørene på hver side huses alskens mutanter, samt bordeller, mindre butikker og suspekte handelsmænd. Man kan ikke vide sig sikker i de mørke gyder. Det er sent på aftenen, og solen er for længst gået ned.

Cain var i Saluthem af den ene grund, at han manglede vand og mad - han ville helst blot "ind og ud igen", da han ærligt talt ikke brød sig særlig meget om denne by. Vand var dog nødvendigt, og det var ikke altid let at købe større mængder af det. Især ikke, når alt vandet udenfor byens grænser var udrikkeligt. Cain havde dog endelig fået kontakt til en mand, som ville sælge ham flere liter og endda aflevere det på den ønskede destination. Det havde været en god og produktiv dag, indså orken med et smil, og trådte roligt igennem gyderne for at finde vejen ud af byen. Det var ikke altid lige til - det var trods alt en "labyrint".
Han forsøgte bevidst at undgå at se ind ad de mørke ruder, hvorbag alskens væsner gemte sig. Bag nogle af vinduerne skinnede lystige lys ud, og musik kunne høres - uden tvivl kroer eller bordeller. Andre steder var der mørkt bag og trukket for, man sagte stemmer kunne høres i aftenstilheden. Det var ikke til at sige hvad der foregik af ulovligheder. Selv ordensmagten havde opgivet store dele af slumkvarterets gyder - det var ganske enkelt umuligt at finde ulovlighederne i tide. Desuden kendte de fleste lovbrydere gyderne ud og ind, hvor politifolk måtte bruge både GPS og kort for at finde rundt. Tanken fik orken til at trække en anelse på smilebåndet.

Påklædning :: Kjole

Gennem mørket, de steder de fleste ikke satte sine fødder, da slet ikke en kvinder og da slet ikke en kvinde der rejste alene rundt, med sin kappes hætte godt op, så den skjulte hendes ansigt fortsatte hun sin færd igennem de kolde gader, der snoede sig ind i hinanden og derved skabte en slags labyrint.
"Hvor meget" lød det med et bag hende, hun stivnede og vendte sig langsomt om, hvor hun fik øje på en grim, fed drukbolt bag hende, hans ånde lugtede langt væk af sprut og det kom ikke som en overraskelse hvorfor han lugtede sådan, man skulle da næsten tro han havde badet sig selv i sprut, så slemt lugtede han. Hun trådte et skridt tilbage, som han gik mod hende "undskyld mig" spurte hun, ganske vidst en smule fornærmet, selvom hun var vant til den tone han snakkede til hende i. Som om hun var en dukke eller en inddrivelse til alt slags nydelse, selvom det på sin vis var hendes arbejdet at give andre nydelse, var hun ikke på arbejde og gad derfor ikke finde sig i den form for behandling. Hun lagde armene over kors "åhh det ved du da godt, din skøge" svarede drukbolten, han gik mod hende, selvom hans fødder godt nok sejlede et godt stykke og han kunne vidst ikke rigtig finde ud af om han skulle støtte sig til en mur eller holde sig ud i det frie.
Hun rystede på hoved og netop som hun skulle til at vende sig om, blev hun grebet hårdt i armen, dette var ikke grunden til hun var kommet her, hun havde virkelig ikke tid til dette. hun prøvet at trække sin hånd til sig, men denne krop synes åbenbart at skulle spille svag nu og hun var magtesløs i hans greb. Hun kunne skrige, men hvilken nyte ville det dog give hende? Folk var vel ligeglad med hende, i deres øjne var hun jo intet andet end en simpel skøge.
Hun sparkede han mellem benene og begyndte at løbe, hun så sig tilbage og fik øje på manden som forfulgte hende og netop som hun skulle til at løbe hurtigere, hamrede hun ind i en hård mur, som skulle forestille et bryst på en. Hun væltede ned på den kolde jord og straks som hun rørte jorden under sig, faldt kappens hætte ned og hendes sorte hår kom til syne. Hun så op mod ham og tilbage på den fulde mand "de må hjælpe mig" hviskede hun og så bedende på ham

//håber dette er okay, vidste ikke just hvad jeg skulle skrive

Hun ville havde rykket sig fra ham, men da han med et synes at ville hjælpe hende, så som han så ud til at beskytte hende, rykkede hun hen mod ham. Hun kneb øjnene sammen da manden udtalte sig hun skulle med ham, hvilket da godt nok var det sidste hun skulle og overhoved gad. Orkens spørgsmål, fik hende til at vende sine øjne mod ham, hun nikkede, som hun sad der, virkede hun lille og englelig som en der ikke kunne gøre den store skade.
Hun vidste tænder af den fulde mand, hun var tæt på at komme med en spydig kommentar, men dog sagde hun ingenting, det kunne jo gå hen og ende galt for hende. Hun rykkede sig hurtigt væk, gemte sig bag hans ben, hun brød sig ikke om hans måde om at række ud efter hende, måden han stirrede på hende også alligevel ikke, for det virkede som om han ikke kunne se helt ordenligt. Hans greb om manden, lyden af knækket, den skræmte lyde fra ham og samtidig den dominans denne ork holdte inde.
Det overraskede hende virkelig at han hjalp hende, at han overhoved gad, men samtidig blev hun også mistænksom, ingen gjorde noget uden at skulle have en pris for det, så spørgsmålet var hvad skulle han havde for det? Hvad ønskede han sig?
Hendes øne virkede kort skræmte, men alligevel var der en taknemelighed, en vis varme over det han havde gjort for hende. Forsigtigt tog hun hans hånd, rejste sig med ham "han er ikke min ven" sagde hun og slog blikket ned, mon han ville have hende som slave? Det var set før, mænd der redde kvinder, for sä at tage dem som slaver og selv være den der gjorde deres liv til et helvede, spørgsmålet var nu bare om denne mand var en af dem.
Hun nikkede, mødte tøvende hans blik, hans tone, virkede næsten som ville han lære hende det hele, som ville han ikke gøre hende ondt. Med bagsiden af sin hånd tørrede hun noget af jorden væk fra sit ansigt "nej min herre" hun vendte sit blik ned, men fik samtidig øje på mandens mærke om sin arm, kun en af de mange mærker der beklædte hendes krop. Hun bøjede sig ned, knælede for ham, som var hun hans slave og hans hendes herre

Hun rejste sig op som han befalede og lagde hoved nysgerrigt på skrå "vil du ikke tage mig som slave? er det penge du vil have" spurte hun og tog sin pung frem, hun forstod virkelig ikke denne mand. Hans ord om at hun var et kvindemenneske, fik hendes indre jeg til at røre på sig og det var også at se i hendes øjne der skiftede fra blå til en grøn, dog sagde hun ingenting, men nikkede blot.
Hun hævede øjenbrynet "det samme som alle andre uden hjem, lever på det magigste sted folk kalder gaden" svarede hun og kørte hånden igennem håret, sandt og sige havde hun englelig intet hjem, men hendes anden form, som tiltalte sig Cersei var en kold kvinde og selvom hun englelig var hende hele tiden, var ondskaben mere fremme når hun var i den form og hvem vidste hvad hun kunne finde på af ugerninger og synder.
Hun stod stille og betragtede ham stille "det kan du ikke" sagde hun stille, hun lagde armene over kors, lyttede til den opgivende stemme, wow så kunne man da tale om folk der ikke direkte gad en