En middel ruinby i junglen. en ork, en dæmon og en fremtidig aftale. Det er en af de dage! (Cain)

Hej alle^^

Jeg har været fraværende som i har set i den besked Nille sendte ud, og det er fordi det .. ja, kort sagt har været de værste fire dage i mit liv. Men jeg er tilbage nu, og jeg er klar til at tage over igen, og derfor skal mutantracer, faceclaims, spørgsmål, blandingsracer, ris, ros og så videre sendes til mig igen - selvom spørgsmål, ris, ros og så videre selvfølgelig …

Hej alle kære brugere!

Det er dejligt at se der er kommet så mange til siden! Smile

Men jeg laver denne nyhed af en vigtig grund.
Jeg kan ikke få fat i Echo, men bare rolig, der er sikkert ikke sket noget alvorligt. ^^

Jeg er i den tro at hun har fået konfiskeret sin mobil og sin computer. Hvad grunden kan være til det, er jeg ikke sikker på. Dog er jeg sikker på at hun snart kommer …

Hej alle!

Her på siden har vi, som i nok har set, rang. Det er de små stjerner der over jeres billede. Når i har skrevet nok indlæg, så vil i gå op i rang. Her er hvor mange indlæg, i skal have skrevet for at komme op i rang:

0 - 100: Nybegynder
100 - 250: A-rang
250 - 500: B-rang
500 - 1000: C-rang
1000 - 2000: D-rang
2000 +: E-rang

Så mange stjerner har man for hver rang:

…

S: junglen, blandt ruiner af hvad der engang var en fungerende by.
O: træer, høje som lave. Buske. Ruiner, sten og meget mere.
T: midt på dagen.
V: solrigt, men træernes blade skygger godt.

Han var ikke faret vildt. Det skete aldrig og det skete heller aldrig i dag. Han sukkede svagt da han klaskede en vildfaren myg på sin ene arm, samtidig med som han stoppede op og lod de grålige øjne glide over det ene træ, efter det andet. Der sad nogle sjove blomster halvvejs oppe af træet, en slags snyltere der forgæves prøvede at leve, men det var tydeligt på dens brune blade, at den snart ville dø. Som så meget andet døde i denne verden.
Med et svagt suk hev han sin drikkedunk frem og tog en tår, bare for at skylle munden. Resten måtte han nok hellere gemme, vandet uden for byen var ikke sundt. Faktisk viste han ikke om der ville ske noget, hvis han drak det. Han var jo allerede mutant, hadet af hele samfundet. En vred tanke gled til regeringen og deres genteknologi, da han satte sig i bevægelse igen. Hvorfor havde han også begivet sig ud af byen? For lidt frisk luft, for at se om noget af naturen stadig var som den burde være? Det nærmeste han havde været på naturen var jo den falske park i de riges kvarter, et sted han kom om natten for at slappe af. Ikke fordi han hørte til der, nej. Han hørte til i slummen, sammen med de andre udskud. Et sted hvor han kæmpede for at tjene lidt penge. Heldigvis kunne jeg hjælpe med at rense nogle sår og sy de større sammen, tjene lidt penge på hans halvt gennemførte uddannelse til sygeplejeske. Han havde for længst opgivet at fuldføre uddannelsen, han orkede det ikke. Desuden frygtede han at militæret kom efter ham, hvis han begyndte at leve et almindeligt liv.

Han lod hånden glide gennem det mørke hår, der var en anelse svedigt, grundet junglens fugtighed i varmen. Han var klædt i en slidt T-shirt i en grålig farve, nogle slidte jeans, kondisko og med to armbånd af mørkt læder om det ene håndled. En lille tatovering sad på hans ene underarm, umiddelbart en tilfældig kombination af tal. Kun Sean viste hvad de betød, de fleste havde glemt det. Glemt det var sådan man viste hvem der var mutanter, dengang det hele stadig havde været lidt nyt.
Han havde ikke været opmærksom på hvor han gik. Han stoppede op da han fik sparket en sten tværs gennem noget højt græs. Han stoppede op og kiggede sig omkring. Ruiner, så langt øjet rakte. I alle størrelser. Nogle overgroet med græs, andre med slyngplanter. Enkelte steder virkede det dog som om nogen havde prøvet at befri ruinerne fra planterne. som om nogen havde lavet et slags værksted her, prøvede at lave noget.
Lettere forvirret over tanken, lod han blikket glide rundt, i håb om at finde en forklaring. Hvis her var nogen, kunne de nok fortælle ham vejen ud.

Cain var ganske arbejdsom de fleste dage, og denne dag var ingen undtagelse. Han var tidligt denne morgen stået op, for at begynde på sit arbejde af genopbygningen af ruinbyen. Iført kraftigt arbejdstøj, var han gået igang med at nedskære og nedrive alskens slyngplanter og anden beplantning, der gjorde stedet ubeboeligt. Han havde på de få timer, fået skåret facaden af nogle få bygninger ud, så deres ru betonoverflader var synlige. Indvendigt var planterne dog endnu ikke fjernet - orken havde nemlig besluttet sig for at forsøge at fikse tagene først. Dette havde dog krævet af han skaffede sig materialer der kunne bruges til formålet. Endnu et par timer var dermed blevet brugt på at fælde nogle træer, som på han nuværende tidspunkt var igang med at save op, så de kunne bruges som planke-træ. Det var en længere process, men snart havde han nok til det første tag. Projektet havde været igang i et par dage, og han var ærligt talt ved at blive træt af det hårde arbejde.

Han sukkede højlydt og lagde saven fra sig. Endelig var træet færdigt. Det ville fungere glimrende som basis-tag. Han trak på smilebåndet og lod hånden glide igennem det grønbrune hår; et øjebliks pause, det var alt han havde brug for. Blot for at få lidt luft.

Det var ganske tilfældigt, at mutantens øjne landede på junglens gæst. Træernes grønne blade og brune stammer, samt buskenes grønlige skær, stod ofte til stor kontrast mod andre levende væsners udseende, og denne gæst var intet tilfælde. Hudfarven, den grå trøje og de blålige bukser gjorde det næsten umuligt ikke at spotte ham. Det så dog ikke ud til, at gæsten havde opdaget Cain, der nærmest gik i et med naturen med sin grønne hud og sit mørke hår. Selv hans beklædning på denne dag var enten brunt eller grønligt. "Hey!" udbrød han, uden at røre sig. "Er du faret vild?" råbte han hjælpsomt, da der endnu var en del afstand mellem dem. Det var sjældent at andre væsner begav sig ud i junglen - især alene! Og denne gæst lignede til forveksling en Immun - man kunne dog lade sig nare; det havde Cain i det mindste lært igennem tiden. Orken besluttede sig endelig at røre sig ud af flækken for at tage nogle rolige skridt imod manden. "Det er sjældent at jeg møder andre herude."

Den fremmede mand, hvad der mest af alt lignede en trold eller ork fra en film, havde så sandelig været skjult, i et med sine omgivelser. den grønlige hud, det grønne og brune tøj...Det var tydeligt han måtte være van til at bo her i skoven, i junglen, og ikke blandt tilfældige huse i byen. Han brugte et øjeblik på at studere ham, som det fremmede væsen han var, og glemte helt sine manerer. Hans mor ville have korset sig, hvis hun viste han endda havde glemt at omgås folk på en civiliseret måde. Hånden gled endnu engang gennem det mørke hår, før det svage smil gled over ham og han trådte et par skridt frem, både for at være sikker på de hørte hinanden, men også fordi han var nysgerrig. Hvad lavede en anden mutant alene ude i junglen, i gang med noget der næsten så umuligt ud?
Hans blik gled over det træ der lå spredt, spånerne efter det var blevet savet i og værktøjet, før hans blik faldt på orken igen.
"Undskyld. Jeg er ikke van til at møde andre..." inden han nåede at gøre sætningen færdig, så den faktisk ville give ordentlig mening, ændrede han mening. Han havde hørt om disse folk der snakkede om...organslugere og flyvende væsner, farlige dyr. Og ham her så ganske særpræget ud. Men hvem var han at bedømme det? Han var jo selv langt fra at være menneskelig. Længere. Han rystede svagt på hovedet.
"Hvad laver du?" spurgte han i stedet og slog let ud med armen, som for at fortælle han skam havde bemærket de ting der blev lavet hist og her.
"Hvorfor bruge tid på at reparere noget, alle andre har glemt? Hvis det er det du gør..." på en måde var det logisk. Mutanter var ikke velkommen i byen. Han havde da også overvejet om de overhoved ville lukke ham ind igen, men han havde beroliget sig selv med at de endnu ikke viste hvad han enlig var, i så fald ville de have reageret.
"Jeg er Sean, undskyld, og ja...jeg er måske faret lidt vild alligevel" et svagt, usikkert smil gled over ham. De sidste par år havde ikke ligefrem styrket hans selvtillid. Faktisk havde han det bedst når han lavede noget, bestilte noget. I et øjeblik overvejede han at spørge om han forstyrrede, men valgte at lade være. Han havde allerede sagt en del ting. I stedet studerede han en alt for farvestrålende fugl, der fløj over deres hoveder og forsvandt ind i skoven. Den kom ikke tilbage.

Cain betragtede den mindre menneskelignende mand med et roligt blik - der var sjældent noget ved mennesker, der virkede truende, og i de fleste tilfælde havde orken dermed intet at frygte. Han bemærkede godt den andens stirrende blik, men tog sig ikke af det. Der var trods alt nok ikke nogen af dem, der havde regnet med at møde andre herude. Og så var mutanten jo ret anderledes fra de fleste. Der var et halv-seriøs udtryk i hans ansigt, da den menneske-lignende begyndte at tale, men smilet kom hurtigt frem. "Du er ikke vant til at møde andre?" han lo kort og lagde armene over kors. "Det lyder da lidt ensomt." tilføjede han, forholdsvis sikker på hvad manden dog havde ment - og dog...

Da manden slog ud med armene, følte Cain pludselig at det var nødvendigt at se sig omkring, blot for at sikre sig, at de ville tale om den samme ting. Værktøjet, planterne, træpladerne, ruinerne der var blevet lappet sammen hist og her af planker og tov. "Hvorfor? Tja, hvorfor ikke? Vi er mange der mangler et tørt sted at sove om natten. Nogen skal jo bygge det, og hvorfor ikke udnytte hvad De Forrige har efterladt? Så hvad jeg laver: Jeg hjælper dem, der ikke kan hjælpe sig selv, går jeg ud fra." svarede han efter et øjebliks eftertænksomhed. Det var så sandt som det kunne siges - der var mange, der endnu ikke havde steder at bo. Folk, som var blevet forvist fra menneskebyen. Den sterile by. Cain var selv en af dem - de kunne leve i slummen derinde, men hvorfor skulle de behandles anderledes? De var ikke alle ondsindede og farlige.

"Bare rolig, hvis du er faret vild, så kan jeg sagtens guide dig til hvor-end-du-skal-hen." svarede mutanten mildt og skævede i den retning, hvor Sean var kommet; umiddelbart kunne han ikke helt sige, hvor han var kommet fra. Det var trods alt en stor verden de levede i. "Medmindre du selvfølgelig er kommet den lange vej for at hjælpe mig. Så er du skam ikke faret vild!" tilføjede han, naturligvis i sjov og med et skævt smil. Han betragtede indgående den menneskelignende, og overvejede om han måske var en immun. Det var virkelig ikke til at sige. Hvis han kom fra Salutem, hvad lavede han så her?

"Det er hyggeligt at møde dig, Sean. Mit navn er Cain. Ja, jeg ved det - jeg ligner ikke en Cain. Jeg ligner måske mere en... Ja, hvad ved jeg... " Han ville under normale omstændigheder have givet ham hånden, men de stod stadig med en smule afstand imellem dem, og så ville det desuden muligvis skræmme den menneskelignende mand en smule.

"Hvad laver du så herude? Eller rettere; hvor var du på vej hen?"

andre mutanter. Han mødte dem, enkelte dage endda flere, folk der gemte sig i slummen med deres nye, sølle liv og uden chance for at få det bedre. De blev hadet, folk spyttede på dem og enkelte blev taget af militæret. et par personer hver dag. Han var heldig han lignede et menneske endnu, så længe han beholdt sine vinger inde, ellers havde det nok også været hans skæbne. Skubbede de en ud af byen eller dræbte de en? Han var ikke helt sikker på hvad længere. Han var ensom, han vandrede gennem dagen og smilte til folk, bare for de kunne få et enkelt lyspunkt i deres hverdag. Dog blev hans nysgerrig vagt, da han snakkede om at lave et sted for alle dem der ikke længere hørte hjemme hos de andre, hos de normale og hadefulde folk i byen. åh, hvor ville han selv ønske at have et fristed, et sted blandt andre af samme slags at gemme sig. Selvfølgelig, angående mad var han nød til at tage til byen, men stadig. Ideen var fantastisk, lidt for fantastisk, præcis så meget at han ikke troede på det faktisk kunne lade sig gøre.
Han lod blikket glide over omgivelserne. Det så lettere umuligt ud, der ville være utroligt meget at lave. Men på den anden side havde han ikke andet at lave der hjemme og manden her var helt alene. Hans grålige blik gled tilbage til manden et øjeblik.
"Det lyder som en dejlig, men næsten umulig plan. Jeg mangler dog noget at lave. Jeg kommer fra byen, hvor jeg mest af alt...Ja, jeg er ikke til nogen nytte. Jeg har ingen uddannelse og lever kun lige. Men jeg vil gerne hjælpe dig med at bygge lidt, som tak for at du vil vise mig vej" svarede han så.
"Jeg elsker praktisk arbejde, eller i det hele taget af være i bevægelse. Byen kan virke...klaustrofobisk, for dem der ikke er velkommen der. At gå en tur virker måske farligt, men samtidig er det ret befriende" han smilte let og tillod sig at gå lidt tættere på, dog stoppede han op på en passende afstand, bare i tilfældet af manden faktisk ikke brød sig om ham.
"Hvis du vil have hjælp?"

Cain betragtede Sean med et halv-mistroisk blik, men fulgte dog hans øjne, da disse studerede omgivelserne. Det var et kønt syn, ganske vidst, men det var ligeledes et hårdt syn der mødte dem. Arbejde arbejde. Han rettede opmærksomheden tilbage på den anden. Et smil kom svagt til syne på hans læber og skuldrene trak nærmest på sig selv. "Umuligt? Slet ikke. Svært? Bestemt. Jeg har ikke brug for 'let' - jeg har bare brug for 'muligt'." Han lagde armene over kors og studerede Sean med et indgående blik. Det var svært at sætte en finger på, hvad han lignede - ikke en mekaniker, det var i hvert fald sikkert. Måske kunne han bruges som bygger. "Din hjælp vil være værdsat, det kan jeg love. Jeg skal nok vise dig tilbage til byen, hvis du hjælper en times tid." svarede han og nikkede, da den anden fortalte om det klaustrofobiske liv der blevet levet i Salutem. Det var ikke løgn - endnu en grund til at han var glad for, at han ikke behøvede være der mere end mindst nødvendigt. Han havde ondt af de mutanter, der skulle bo der hver dag. Det var måske derfor han skabte dette alternativ. Trods det måske var lidt umuligt.

"Al hjælp er velkommen her, min ven." sagde han med et smil og slog ud med armene. "Og her er alle til nytte! Jeg er sikker på at vi kan finde plads til dine talenter. Men for nu kan du hjælpe mig med taget, hvad siger du til det?" spurgte han, mere retorisk end som så. Han vendte sig imod træet, der lå for hans fødder. "Vi skal have savet de her planker ud i nogle særlige mål." Han trak et papir op af baglommen og rakte det til Sean. "Jeg går ud fra at du ved hvordan man bruger en sav?" Med et hævet øjenbryn lod han igen øjnene studere manden - han så ikke ud af meget, måtte han indrømme. Det gjorde by-folk sjældent.

"Efterfølgende skal de sømmes fast nogle bestemte steder. Det står også på papiret. Men jeg må hellere holde øje med dig, bare for en sikkerheds skyld." afsluttede han og trak igen en smule på smilet. Han samlede saven op fra jorden og vejede den i hånden, før han også rakte denne til Sean. Cain havde allerede selv udskåret det meste af træet, men det hele skulle skæres ud. Han måtte lige se den menneskelignende an, for at sikre sig at han ikke pludselig ødelagde alt hans hårde arbejde.

Han viste han blev bedømt og han følte det ubehageligt. Han duede ikke til noget. Han var et misfoster, som mest brugte dagen på at undgå folks blikke. At han nu stod til skue for Cain virkede en anelse ubehageligt. Han trådte dog frem, da han nævnte han godt kunne bruge hans hjælp. Godt, så havde han da noget at bruge sin energi på! Noget andet at tænke på...
"Det er fint. Du er den der er gået i gang med projektet, du må være den der ved hvad der nu skal laves" han smilte let og tog imod papiret. Han foldede det ud og studerede det i lidt tid. Som altid fungerede hans hukommelse utroligt godt. Han huskede næsten alt perfekt. Ikke som de folk der havde den der specielle hukommelse, han ikke kunne huske hvad hed. Fotografisk? Men næsten lige så god. Han foldede det sammen igen og stak papiret i lommen endnu engang, før han nikkede kort. En sav, hvem kunne ikke bruge en sav? Han tog imod saven da han rakte ham den. Han vejede den kort. Den vejede jo intet! som et blad. Han nikkede kort og gik hen til bukken, hvorpå man kunne ligge et stykke træ og save i det som man ønskede sig. Han samlede et stykke træ op og lagde det på plads, han sikrede sig det lå fast, huskede tegningen på papiret og satte saven til træet.
Han var knap nok begyndt, før han var færdig. Som dæmon var han stærkere end almindelige mennesker og saven gled igennem træet som smør, grundet den ekstra styrke der lå i bevægelserne.
Han tog næste stykke træ og gjorde det samme. Der gik ikke alt for lang tid, før han havde skåret en del træ til passende stykker.

Han greb det sidste stykke, han havde skåret ud og drejede den i hånden, før han vente sig om mod Cain for at se hvad han lavede eller om han stadig holdte øje med ham. Så lagde han saven fra sig, stablede træet og tog halvdelen i sin favn. Kanterne skar sig ind i hans arme, men så tunge var de nu heller ikke. Han slap dem foran det ruinhus der skulle have tag og tog bygningen i øjesyn. i et øjeblik overvejede han at spørge om hvad Cain havde tænkt sig, men huskede så han havde fået en tegning om det på papiret. Med et svagt skuldertræk hev han sig op på ruinen og tog sin arbejdsplads i øjesyn. Hvor kunne han bedst sømme træet fast? Muren var lidt skør hist og her. Men andre steder var det stivet til, så det kunne holde. Han nikkede let, hvis sømmene var stærke nok ville det ikke blive et problem at sømme dem fast. Han hoppede ned fra bygningen igen og gik over til Cain, medmindre han var lige ved siden af.
"Hammer og søm. Du sagde de skulle sømmes fast, så hvor gemmer du dem?" smilte han let, ganske tilfreds med endelig at kunne lave et eller andet.

» Case 4: Dæmon
» Væk et par dage, og ingen mulighed tro det eller ej.. For at komme på!