just like you...(Jenna)

S: Salutem, de fattiges kvarter.
O: huse, folk, snavs og alt muligt andet.
T: midt på dagen.
V: overskyet, men solrigt.

Huden var blevet en let, brunlig farve af at være udenfor hele tiden. Han var sjældent hjemme, mest når der regnede eller vejret var helt elendigt. Eller hvis han var skadet, hvad der jo skete en gang i mellem. Det kunne ikke undgås, når man brugte tid i de fattiges kvarter hele tiden, men hvad skulle han ellers? Han tjente lidt penge på at hjælpe til på hospitalet eller noget i den stil, eller ved at hjælpe folk med at bygge ting, køre rundt med ting eller lignende. Men det var heller ikke mere end det. Han havde brug for en ordentlig job, hvilket var svært at få uden en rigtig uddannelse. endnu engang forbandede han sit liv. Han skulle bare opereres, han havde ikke bedt om det her, og alligevel vente samfundet ham ryggen og så ham hellere død end levende. En sten fløj gennem luften, da han sparkede til den. Han havde en sort T-shirt på, nogle slidte jeans og nogle kondisko. Hans mørke hår var redt tilbage, med pandehåret der hang ned over panden som altid. på det ene håndled sad to armbånd i mørkebrunt læder. på den ene underarm var der tatoveret nogle små tal, tal som ingen længere viste hvad betød og det passede ham helt fint.
Han sukkede svagt og undgik et par bøller der sloges. Hvordan skulle han tjene penge i dag?

P:: http://www4.images.coolspotters.com/photos/1024446/kimchi-blue-silky-sabrina-shirtdress-gallery.jpg

Jenna var på rov nede i slumkvarteret, det var ikke fordi hun var tyv eller noget. Hun var et rovdyr som søgte efter mad, hun havde for længest vendt sig til hendes svagheder og styrker. Nogle bedre end andre, stadigvæk kunne hun godt få et tilbage slag af nogle ting.. Jenna vidste at dette sted var for dem som ingen havde, ingen job muligheder.. Man kunne jo næsten sige ingen fremtid? Jenna gik hvor det passede hende, hun havde penge. Og lignede heller ikke en som var fattig som sådan, derfor var hun dog ikke et nemt bytte for omgivelserne. Hun havde en utrolig god lugtesans, hvis en mistede noget blod et par kilometer væk ville hun kunne snuse sig frem til det fordi hendes indre rovvæsen ville derhen. Jenna havde intet imod at være anderledes, ikke udenpå ihvertfald. Men der havde aldrig været nogle til at trænge igennem hendes mere hårdere facade.. For ingen havde givet hende chancen og hun havde aldrig taget den. Jenna gik for sig selv, hendes skridt var meget faste og virkede målrette. Dog var der intet mål at nå, før hun stødte ind i en ung mand da de begge undgik det lille slagsmål der var tilstede. Det var meget typisk med slagsmål her, så det overraskede hende ikke. Selvom hun var stærk var hun ikke så stærk som en dæmon, lidt mindre. Det brune hår bølgede ned langs hendes ansigt og ned over hendes skuldre. De mørkebrune øjne var smukke og mystiske.. Hendes hud var meget frisk som de andre rovvæsners, men alligevel virkede hun mystisk og tiltrækkende som en dæmon.. Det var jo klart, hun var en blanding.
"Hey." Sagde hun bare stille og smilede svagt til ham hun var gået ind i, hun rettede lidt på sin jakke og nikkede stille til ham.

Sangen kørte rundt og rundt i hans hoved, da han pludselig stødte ind i nogen. Det var ikke ualmindeligt her, at gå og passe sig selv. Enhver passede sig selv, bange for at nogen viste noget de ikke burde og sladrede til de forkerte personer. han havde det selv sådan og undgik for meget kontakt med folk. Dette havde resulteret i at selv efter 150 år havde han stort set ingen venner, han havde mistet kontakten med sin familie og han havde intet arbejde. Han gemte sig gennem dagene og sov om natten, prøvede bare at holde sig i live. Han var en sølle person, syntes han selv. Selv maden kom sjældent, trods han automatisk virkede tiltrækkende på de fleste kvinder. Måske var det hans tanker om livet og om ham selv der skræmte de fleste væk, han viste det faktisk ikke. Og han viste ikke om han var ligeglad eller ej.
Han vendte sig om, da han havde fået balancen igen, og så lidt på kvinden der så alt for rig ud til at være her. Men samtidig...ret tiltrækkende. Tanken kom så pludseligt, at han tænkte hun måske ikke bare var et menneske, at hun måske var mere...
Et smil gled over ham, da han sikrede sig hun havde balancer og ikke var kommet noget til, med et hurtigt blik der gled over hende.
"Godmiddag" svarede han roligt.
"Har man travlt?" han ønskede ikke hun gik lige med det samme, men på den anden side var han nok heller ikke værd at bruge tid sammen med, som alle de andre udskud her.
"Du ser lidt for rig ud til at...høre til her" kommenterede han roligt og studerede hendes udtryk, da han sagde det.

Jenna lagde hovedet lidt på skrå, hun havde allerede opdaget han var dæmon. Og Jenna åd ikke andre dæmoner, selvom hun var halv rovvæsen. Hun holdt sig til andre racer som intet tilfælles med hende havde, Jenna åndede let ud.
"Enlig ikke, jeg prøver bare at få dagen til at gå.. der ikke så meget at lave altid." Svarede hun på det første spørgsmål med et let smil på læben, Jenna førte sin hånd op på siden af ansigtet og førte en vild faren hårlok tilbage på dens plads inden hun lod armene hvile ned langs siden igen.
"Jo, men jeg er her alligevel så tit. Leder efter mad, det altid nemmest at finde noget her uden vagter og alt muligt opdager en.. Og ja jeg spiser væsner.. Andre racer, du skal ikke blive bange.. Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget." Sagde hun de sidste par sætninger blev sagt lidt mere drillende i hendes stemme, men alligevel var det sandt. Hun havde ikke tænkt sig at gøre ham noget, hun havde ihvertfald intet i tankerne.. Dog vidste hun godt at være rig her, havde det med at tiltrække nogle små lommetyve.. Men hun havde ikke rigtig nogle værdigenstande på sig, og så var hun glimrende til at slå fra sig hvis det skulle komme an på det.
"Hvad med dig, hvad laver du på sådan en dag som denne?"

Han studerede hende let og smilte svagt. Hun virkede som en mere kølig person. At hun talte så direkte om sine spisevaner var ikke klogt, heller ikke her, selv om det rigtig nok var nemmere at skjule det her. Men måske var hun også en af dem der ligefrem kunne lugte hvad man var...Han burde også kunne det, men han interesserede sig ikke for det...Han ville bare gerne være normal igen, hvorfor skulle han så lære sådan nogle småting? folk kaldte ham hele tiden monster...
Han holdt et suk tilbage og nikkede svagt.
"Dette er et sted at jage, både efter mad og for at overleve..." det var derfor han var der. I håb om at overleve. Men han håbede at Cain fik ordnet byen uden for byen, så han kunne søge tilflugt der, i stedet for at føle sig som skidt i byen.
"Men det ændre ikke på det stadig kan være farligt at gå rundt i byen, lignende en af de rige snobber fra den anden side af byen" han smilte svagt. Ikke truende, bare...et smil. Så flyttede han sig og gjorde en gestus, som når man mente en kvinde skulle gå først ind et sted. Et tegn til hun endelig skulle gå videre.
"Jeg frygter sjældent for mit liv" en løgn. Han frygtede hele tiden vagterne kom og tog ham. Gjorde hvad de nu end følte de måtte gøre. Men ville det nu også være så meget værre end det liv han havde lige nu?
"Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle gøre det nu. At spise mig ville være uklogt" hvad prøvede han på? at gøre et indtryk? For helved da...

Jenna var lidt ligeglad med hvad andre tænkte om hende, hun blev ikke ramt af stødende ord når de kom. Hun plejede bare at ja måske dræbe personen eller hvad hendes humør nu lige sagde hende at hun skulle gøre. Jenna lagde hovedet lidt på skrå.
"Ja det ved jeg, men dem der vil de kommer bare. Jeg er ikke bange for folk, de kan være så godt som døde hvis de ikke passer på."Svarede hun igen med et skævt smil, en anelse lumsk men det var der.. Jenna kiggede kort rundt omkring sig inden han sagde noget igen.
"Kender det udemærket, det kommer af altid at være et skridt foran sin fjende." Svarede hun ham så med et mere livligt smil, Jenna kom med et lille grin udover sine læber.
Det kan du jo måske have ret i, men hvem ved?" Svarede hun ham drillende, og kiggede så kort rundt. Folk gik i et pænt stykke udenom dem for at lade som om de ikke var der, ikke noget JEnna tog personligt, hun var pænt ligeglad. Ligenu var lysten til at jage der jo heller ikke, hun havde faktisk bare lyst til at snakke lidt med Sean.

Hans ene øjenbryn gled op i panden på ham. Dette var en...kvinder der viste hvad hun ville. Hun lod som om hun intet frygtede...Og han følte sig faktisk en smule inspireret. Inspireret...til at være lige sådan, at terrorisere sine omgivelser, som de altid havde terroriseret ham.
"At undervurdere folk kan være farligt" kommenterede han roligt, som om han snakkede med hendes typer til hverdag eller selv var blevet hård af sit liv. Det var en følelse han var begyndt at få mere og mere...Faktisk legede han lidt med en tanke. En tanke om at tage skridtet, tage sig et nyt navn og få en uddannelse som læge, trods det var over hundred år siden han havde gået i skole. Han skulle bare overtale dem...Overtale dem om at lukke ham ind. Som læge ville han kunne forske i det...og samtidig virke ekstra dæmonisk. på en ganske speciel måde...han skulle bare lige gennemskue hvordan. Han sendte Jenna et lille smil.
"At være et skridt foran lyder godt. Måske skulle vi dele tanker? Og være foran...andre?" hvad skade kunne det gøre? han havde brug for nogen til at give ham ideer, som en slags rollemodel, men uden han virkede svag ved at spørge direkte.