Jeg kigger bare, på det liv jeg kunne have haft. Kigger du med eller er du kommet for at hovere? (Jack)

S: salutem, midterkvarteret.
o: huse, der ser bedre ud end dem i slummen.Folk, der er bedre klædt.
T: eftermiddagen
V: let overskyet, men ganske lunt.

Dagen havde været lang. Han havde brugt noget tid på...Ingenting. Han var gået lidt rundt nede i slummen, så jo faktisk var hans hjem, da han havde besluttet sig for at gnide salt i såret. Sådan føltes det nu, trods det havde været en god ide tidligere. At gå op i midterkvarteret. På grænsen mellem at have lidt penge eller slet ingen. Man kunne se det på ham. De den slidte, sorte T-shirt og de slidte jeans. Kondiskoene. Hans mørkebrune hår hang lidt ned over hans ansigt. Han havde ikke orket at gøre særlig meget ved det i dag, hvorfor skulle han også det? Han havde ingen at mødes med, at gøre sig til for. Ikke engang et arbejde. Hver dag gik ud på det samme: at lede efter en grund til at være i live. Han havde overlevet så længe, men gik stadig og frygtede at menneskerne skulle fange ham og skubbe ham ud af byen. Eller gøre andre ting ved ham. Den samme regering der for 150 år siden lavede disse eksperimenter!
Han sukkede svagt, da han stoppede op foran et lille hus. Det var fint, det var hyggeligt og umiddelbart boede der en lille familie. Dette viste han kun fordi en lille pige kom løbende ud af huset og ned af gaden. Men hun kunne selvfølgelig også have været en gæst.
Den dag i parken...Han huskede hendes ord. Om hvorfor han dog var så negativ på livet, at det ikke hjalp. åh, men hvad hjalp dog? intet. Samfundet ville aldrig ændre sit syn på det misforster han var. som de havde lavet ham til.
som han stod der og så på huset, tænkte på den familie han kunne have haft...Blev han fyldt med vrede. Raseri. Og hvad så hvis vagterne fandt ham og ville gøre ting ved ham? Han var stærkere end dem.
Hans hænder knyttedes da han stod og så på huset. Åh...han kunne ikke tage det mere...Han havde ikke engang penge til at færdiggøre sin uddannelse, som desuden også var over 100 år siden han begyndte på. Han trak vejret dybt en enkelt gang...Nej, han ville ikke finde sig i det længere. De skulle ikke leve så hyggeligt i deres lille hus, når folk som ham var dømt til at gå rundt i slummen, uden liv og mening...

Jack lod roligt hans blik falde ned af gaden. Det var ikke lige frem her han var det meste af tiden, men han skulle bruge dagen på noget fornuftigt. Finde et ordenligt job istedet for det han havde primært nu. Han ville finde et ordenligt kunster job, et han kunne tjene flere penge på end han gjorde nu. Og donere et par ting til fattige folk. Han skulle ikke kunne være den hårde type folk altid troede han var, eller som den de kendte ham som nu. Ingen kendte den virkeligt Jack, og det ville ingen aldrig komme til igen.

Jack lod blikket falde længere ned af gaden. Han kunne se høj fyr med mørkt hår. En pige løb ud fra huset, men det var ikke et specielt godt synsvikel han så det fra. Måske kunne han spørger ham om hjælp? Måske lære herren at kende? Jack kendte ikke ret mange mennesker, som deres sande jeg, han kendte kun deres selviske jeg, der var enormt egoistiske og skulle spille hårde altid.
Han lod roligt bene glide frem af og hen imod herren.
'' Kan de sige mig... Hvor man finder et godt sted til kustnere? '' Jack lod blikket falde på Sean. Tæt på var han en virkelig smuk fyr. En hver bøsse's drøm. Og hvis det her ville blive Jack's mand, ville han da gøre alt for at blive bøsse, og være sammen med ham.
Jack's øjne mødte hurtigt hans klemte hænder. Roligt lod han en hånd glide op på hans skuldre og smilede blidt til ham. '' Tag det roligt min herre.. '' Et kært smil strejfede Jack's mund. men forsvandt hurtigt igen.

Han havde været opslugt af sine egne tanker. Af en pludselig lyst til at gøre skade på sine omgivelser, at starte på noget nyt og terrorisere dem, som de altid havde terroriseret ham. Blikket han sendte efter barnet var langt fra godt. Enhver forældre ville skræmt have taget deres barn til sig og skyndt sig væk - men barnet løb alene ned af gaden, ubekymret og med et smil på læben. Han smilte selv let...åh, hvad de dog ikke viste...
Hans tanker blev afbrudt af noget med en...sær lugt, som på ingen måde mindede om menneskernes. Han drejede langsomt hovedet og studerede den person der stod ved siden af ham. Der var en...sær aura omkring ham. Som om han havde nogle skjulte tanker, han i virkeligheden ville ønske at kende til.
"kunstnere?" det hårde blik, han havde haft lige før, forsvandt lynhurtigt, viste han selv havde ting at skjule. Han lod kroppen slappe lidt af igen, lod hænderne åbne sig lidt. Så voksede han smil lidt.
"Det må komme an på...Hvilken slags kunst du søger?" spurgte han let, ignorerede elegant sætningen om at tage det roligt.