Skønheden og udyret (Nille)

Cain tog en dyb indånding og nød aftenens stilhed og solens varme på sit ansigt. Der var noget ufattelig beroligende ved stilheden der sænkede sig, i takt med at solen gik mod jorden. Timerne blev lange, lyset blev gyldent og luften blev fyldt med løbende fødder og... Vingeslag? Langsomt vendte han sig om, for at lægge blikket mod en ung kvinde og noget, der kunne ligne en kæmpe øgle, der betragtede orken fra hendes skulder. Kvinden så ganske forpustet ud, og Cain lagde hurtigt to og to sammen; hun havde været den løbende lyd. Efter et nærmere kig på øglen, indså han hurtigt at dén havde forårsaget vingeslagene. En drage! Han stirrede lamslået på dyret, imens han tålmodigt ventede på at kvinden fik pusten. I mellemtiden bandt han en dunk løs fra sit bælte. 

"Her. Du ligner en der har brug for lidt vand. Øh, bare rolig, det er fra Salutem." sagde han og rakte hende dunken med et forholdsvis usikkert blik, imens han konstant skævede til dragen på hendes skulder. Efter at have givet hende dunken i hånden, trak han sig hurtigt væk, hvorefter han rømmede sig. 

"Ja. Du befinder dig lige nu i Lochford! Eller det der førhen var Lochford. Du er mange mange kilometer sydøst fra Salutem. Er du løbet hele vejen herud? Det er noget af en tur derfra." sagde han uden at skænke hende et blik. Hans øjne var fokuserede på dragen. Han havde aldrig set noget lignende. "Er det virkelig en drage?" spurgte han endelig, og fik fjenet sit blik fra øglen og placeret det på hende.

Cain nikkede formelt, da hun takkede for vandet, og tog imod dunken da hun rakte den tilbage. Hendes blik sagde dog alt - hun væmmedes tydeligvis ved ham, hvilket resulterede i at han tog et skamfuldt skridt bagud. Han placerede begge hænder bag sin ryg og rettede sig. "Sydskoven?" gentog han og forsøgte at danne sig et kort for sit indre øjne. Ruinbyen de befandt sig i, lå i udkanten af junglen, langt fra varulve, vampyrer og dæmoner. Dog var det i den østlige udkant. "Du er i grænsen af Østskoven." sagde han og rettede armen tilbage af den vej, hvor hun angiveligt var kommet. "Du ville snildt kunne løbe tilbage den vej du var kommet, hvis den er markeret. Ellers kan du skyde genvej igennem skoven; det er hurtigere, men hvis du ikke kender Østskoven, så kan det være en farlig vandring." forklarede han.
Det var et held at Lochford var placeret hvor det var - grænsen mellem Øst- og Nordskoven, dog med en sø til at holde Nordfolkene væk og for fugtigt til at Østfolket ville tage herud. Desuden var ruinen forholdsvis tæt på havet, hvilket bragte lidt kølige briser med sig mellem træerne.
Cain tog endnu et skridt bagud, da dragen pludselig talte. Den var en kende uforskammet, måtte han indrømme, men nok om det. "Åh. Øh. Hyggeligt at møde dig, Nille... Og Dracarys. Mit navn er Cain." svarede han kortfattet, overrasket over dragens hvæsen. Orken rømmede sig og placerede atter armene bag ryggen.
"Som sagt... Hvis du ville skyde genvej, så kunne det være en fordel at følge dén rute," sagde han og vendte blikket mod en lille sti mellem træerne, i en vinkelret position fra den hun var kommet fra. "Den vil føre dig tværs igennem Østskoven ned til Sydskoven." forklarede han og betragtede hende med et hævet øjenbryn. "Den kan være lidt svær at følge nu og da, da den... Øh... Ikke er trådt helt til." tilføjede han, hvilket var en underdrivelse. Der var ikke mange fra Sydskoven der kom til Lochford, så vejen var langt fra rigt befærdet. Men det var da ikke umuligt at finde vej.
"Men måske bør du ikke tage afsted i nattetimerne. Østskoven er fyldt med vampyrer og dæmoner; jeg kan forestille mig at det ikke er så rart at vandre rundt derude, når først solen er gået ned."