What the... Kelsey?! Get away! - Echo.

Påklædning
Personlighed: Kelsey Pearce

Halvmånen kastede sit glitrende skær ned over Kesley, da hun skridtede igennem nattens blide brise. Mørket kærtegnede hendes ansigt, og den muntre trækning der dansede om hendes mundvige, syntes dybere og tydeligere under skyggernes klamme fingre. Om hende dansede sommerkjolen, og selvom skønheden lå over hende ved hendes skridt, så bemærkede hun knap sin egen krop længere.
Kelsey havde aldrig følt sig accepteret af sin familie, idet hendes intelligens ikke havde været rettet imod lægernes byrde som hendes forældre, men derimod skuespillets gang. Men hun havde pludseligt følt sig elsket og accepteret, da hun mødte én bestemt person: Andrew. Hendes elskede Andrew, der var den eneste der kunne få glæden til at strømme igennem hende, og kærligheden til at blomstre i hendes mave.
Hun var nu på vej imod det teater der ville huse hendes næste audition, og passerede derfor The Club med langsomme, næsten gyngende skridt. Automatisk gled hendes blik til siden og gled dovent og fraværende over mængden af kroppe, men syntes at vågne op med et flående træk, da hendes blik landede på et ansigt hun kendte.
Andrew!
Hendes audition sivede ud af tankerne på et sekund, og hendes skridt skiftede retning. Gensynsglæde og kærlighed blomstrede i hende, for selvom det ikke var den side af ham hun elskede højest, så elskede hun også dæmonen i ham. Hvordan kunne man lade være? Insisterede skubbede hun dansende, svedige kroppe til siden for at bane vej igennem, men stivnede indvendigt ved synet af den billige luderkælling der sad og tog tøjet af ham helt imod hans vilje! Hvor vovede hun!
Kelsey nåede frem til sin elskede og luderen, og greb i det samme fat i tøsens hår, og flåede hendes hoved bagud.
"Han er optaget."
I håret flåede hun pigen bagud så hun næsten gled hen af gulvet væk fra Kelsey og Andrew, hvorefter Kelsey snurrede omkring og sendte Andrew et mistænksomt blik, der dog endnu sydede af glæde og kærlighed.
"Hvad lavede den luder der!? Laver du porno!? Er du mig utro!?"
Hendes stemme nåede en tone, der var noget nær skinger, men pludseligt forsvandt panikken og vreden fra hendes stemme, som var det dug for en opadstigene sol.
"Åh hvor er jeg glad for at se dig! Jeg har savnet dig, elskede!"
Hun trådte frem, og faldt ham om halsen i et kram.

Andrew kærtegnede blidt kvindens nakke, mens hun atter begyndte at knappe hans skjorte op, indeni ville han hellere end gerne flå hendes hoved fra kroppen! Men han ville have mad.. Og hendes krop var så fristende... Han trykkede hendes læber mod sine, den sidste ingrediens for at få kvinden fuldkommen under hans magt. Selvfølglig blev kvinden glad for det, så hun begyndte jo at ville trække hans skjorte af ham, han ville trække sig væk for at sige de skulle finde sig et privat rum...
Og så skulle det hele gå galt takket være Elverens forbandede eks kæreste! Helt ærligt, hun fucking tog hans natmad fra ham! Eller i hvert fald skræmte hende væk. Uadr, hvad havde elveren dog set i den kvinde?! Så klistrende, euv! Han skulle have mad, for pokker da! Ellers ville han jo dø, han ville gerne leve, tak! Kelsey rev kvinden væk, forbandet være kelsey den idiot. Han hævede et øjenbryn over hende og begyndte at knappe sin skjorte. Seriøst, irriterende kvinde! Han sukkede svagt da hun faldt ham om halsen og krammede ham. Han knurrede irriteret og skubbede hende væk.
"Latterlige kvinde! Vi har for Guds skyld slået op, så vidt jeg husker! Jeg  havde brug for den pige, jeg får jo mad gennem sex!" Han rettede på sit hår og skjorte. "Vi er ikke sammen mere, skrid hjem til dit latterlige liv." Snerrede han. Hans øjne glimtede af raseri. Nu måtte han jo finde en ny pige! Årh forhelvede da..

Kelsey klukkede næsten da Andrew skubbede hende væk. Dæmonen havde altid været så afvisende overfor hende! Nogengange havde hun tænkt at han havde set hende som en trussel imod ham, fordi hun optog tid med elversiden af ham, men Andrew havde for hende altid været den samme. Og hun elskede ham så utroligt højt. Selv nu, hvor vrede og afvisning strømmede ud af ham, så var der intet andet end dyb kærlighed og savn i hendes blik.
Men nu vidste hun jo også hvorfor han lød så vred, og det var ikke fordi han var vred på hende. Savn der pludseligt bliver til gensynsglæde, kan komme ud på mange måder. Vrede, tårer, smil eller ligegyldighed. Hans version var vrede. Derudover var det nok også chokket over at være blevet opdaget med en tøjte der bragte stærke følelser frem.
"Andrew, lad være med at lade dit savn gå ud som vrede og aggression på mig. Det er ikke fair overfor nogen af os."
Hun sukkede næsten, og lænede sig en smule frem, så hun kunne lade fingrene løbe ned af hans kæbe. Åh hvor havde hun savnet ham. Hvorfor havde de overhovedet været adskilt? Hvordan havde hun kunne holde det ud?
"Slået op? Lav ikke sjov med sådan noget, vi elsker hinanden! I modsætning til den klamme luder der sad og rørte ved dig .. Det har hun ikke lov til! Jeg burde gå tilbage og give hende en røvfuld for at tvinge dig til at åbne trøjen. Og du ved hvor lidt voldelig jeg er!"
Vreden glitrede igennem hendes øjne, og hendes hoved blev revet til siden så hestehalen dansede bag hende som et pendul der svang fra side til side. Kællingens blik lå på dem, og i mange sekunder var det vrede og udfordringer der sydede igennem rummet, igennem dette blik de udvekslede.
Kelsey var alt andet end voldelig, men når det handlede om at forsvare hendes fyr ...
"Andrew, vent på mig imens jeg tæsket tøjten der forsøgte at tage dig fra mig."
Kelsey så utroligt lille, svag og spinkel ud, da hun smøgede sommerkjolens ærmer op, og begyndte så gå igennem lokalet, imod pigen i den røde kjole.

Okay seriøst: hvordan i alverden kunne elveren forelske sig i den fucking tøs?! Det ville han meget gerne vide, for han kunne virkelig ikke se hvad der var så vidunderligt ved hende! Okay, hun var pæn, men det betød intet fordi hendes væremåde var så forfærdelig. Så klæbende! Han overvejede at skifte skikkelse til elveren for at sige det hele igen forfra, så hun eventuelt kunne forstå det. Men elveren var for sød, han ville have svært ved at afvise hende på trods af at han ikke elskede hende mere. Så dæmonen måtte klare det her problem. Eller måske kunne hun være hans natmad... Så ville han få mad og slippe af med hende! To fluer med et smæk. Han så kort betragtende på hendes krop, ja, det kunne vel gå an. "Jeg har ingen fucking savn følt for dig, kælling! Jeg elsker dig jo ikke engang! Det har jeg fandme aldrig gjort!" Snerrede han med mord i øjnene. Åh fuck hvor var hun altså dum! Han greb ud efter hendes håndled, hvis han fik fat, ville han rive hendes hånd væk så hendes fingre ikke rørte ved ham. "Hør din fucking klæbende Bitch, jeg elsker dig fucking ikke. Jeg lod hende røre mig, hun var min fucking natmad!" Han ville slå den fucking kælling. Han sukkede irriteret da hun gik mod kvinden. Han fulgte hurtigt efter hende og greb ud efter hendes arm for at trække hende væk. "Du er ikke andet end fucking problemer for mig. Nu hører du kraftedme efter! Det er slut, jeg elsker dig ikke, det har jeg aldrig gjort! Jeg lod hende røre ved mig, jeg skulle have hendes sjæl!!"

Andrews ufine opførsel overfor hende, gik hende på ingen måde på. Kelsey havde de forunderligste måder til at sørge for at fortrænge de minder hun ikke ønskede, men samtidig holde fast i nogle for længst svundne forestillinger, som gjaldt det hendes liv. Og selvom hans vrede strømmede ud over hende som minifloder, så syntes hun ikke at tro på, at det var hende der var den faktiske kilde til vreden.
"Åh, sikke et sprog du har fået tillært dig!"
En klingende, munter latter dansede ud af hendes læber, og det var tydeligt at hun kunne tage selv det værste svineri med en latter og løse ord. Kelsey så utroligt let på livet, hvilket kunne bringe hende i problemer som muskelbundtene hendes brødre, kunne tage sig af.
Hun forsøgte kun halvhjertet at rykke sig fri, da han greb fat i hendes hånd, og endte da også med at snurre omkring og lægge hænderne på hans brystkasse. Hun var helt upåvirket af hans ord, øgenavne og afvisning.
"Jeg elsker dig Andrew, men er det muligt du kan få elveren frem, blot for en kort stund? Jeg har savnet ham så voldsomt."
Kelsey syntes allerede at have glemt kvinden bag sig, for så længe hun var nær denne mand, så var hun utroligt nem at distrahere. Så længe man var ham, naturligvis. Hun rystede svagt på hovedet.
"Hold op med at sige du ikke elsker mig. Jeg ved jo det ikke er sandt. Jeg ved det."

Hvad fanden i helvede var der galt med den kvinde?! Åh ja. Hun var fucking forblændet af elveren! Fanden tage elveren, han skulle da også bare lige blive kærester med en fuldkommen sindssyg tøs! Idiot! Det krævede meget fra Andrew ikke at slå hende, som han havde så utroligt mest lyst til! Hun irriterede ham så forbandet meget! Han fik lyst til at smadre hendes ansigt. Kværke hende, kvæle hende, et eller andet! "Årh, så hold dog kæft." Mumlede han vrissent og kneb øjnene sammen. Han kunne...!!!! ARGH!
Han brød sig ikke om at hun havde hænderne på hans brystkasse, men i det mindste tævede hun ikke kvinden sønder og sammen, selvom det ikke ville have betydet alverdens for ham, han ville bare have Kelsey væk. Han sukkede over hendes ord. "Fint..." Så skiftede hans udseende sig, dog blev de mandelbrune øjne der, hans hår var stadig langt, bare ikke så mørkt. Han havde samme tøj på, det passede stadig til ham.  Hans mandelbrune øjne var dog ikke matte eller tomme mere, men fyldt med varme som altid, når han var i elver skikkelsen. Han tog hendes hænder.. Og tog dem væk fra ham,ved at sætte hendes arme forsigtigt langs hendes sider. "Men det er sandt, Kelsey.. Jeg elsker dig ikke mere." Han sagde det meget forsigtigt og bed sig i underlæben.

Næsten forblændet af den udvikling der forvandlede ham til en anden for øjnene af hende, betragtede hun ham med julelys der brændte muntert i hendes blik. De velkendte ansigtstræk kom frem, den varme hun kendte og elskede så meget .. Åh, hun ville aldrig forstå hvordan man ikke kunne elske denne mand. Han var .. Perfekt. I hvert fald perfekt for hende. Da han tog hendes hænder, drejede hun dem let, så hun kunne give hans hænder et kærligt klem, uden at flytte blikket fra ham.
"Shhh Andrew. Vi havde alt for meget, til at det bare kan forsvinde."
Hun havde knapt bemærket at hendes hænder havde hængt slapt ned af hendes sider, idet hun løftede dem kort efter, og lod næsten fascineret en finger strejfe hans kæbe. Kvinden i den røde kjole fra tidligere, råbte et eller andet grimt og hånligt hen over musikkens støj og larm, men Kelsey hørte ingenting. Så ingenting. Kun Andrew.
"Tænk jeg har kunnet undvære dette."
Hun svang hænderne nedefter, og snoede fingrene om hans hånd, hvorefter hun trak ham afsted imod døren. Endnu engang skubbede og maste hun sig igennem de dansende mængder, men denne gang havde hun manden hun elskede trukket efter sig i hånden, og banede sig ikke igennem for at komme hen til ham. Og glæden markerede sig tydeligt i hendes ansigt, og fik næsten hendes krop til at have en smuk glød om sig.
Så snart de var uden for den trykkende, omsluttende, fugtigklamme varme fra sveden i lokalet, sukkede Kelsey nydende og vippede hovedet en smule op, for at lade vinden kærtegnets hendes ansigt med sin kølighed. Først da vendte hun omkring, og snoede armene om Andrews hals, så hun kunne begrave hovedet ved hans skulder i et kram.
"Åh hvor har jeg savnet dig .."
Hun mumlede sætningen lavt imod hans skulder, og løftede derefter hovedet, så de næsten stod presset op ad hinanden. Hendes hænder lå endnu om hans nakke, og hendes blik syntes ikke at flakke fra hans øjne i et sekund. Så lænede hun sig let frem, og lod blidt læberne strejfe hans, som en bobbel der bristede ved den lette berøring, hvorefter hun endnu engang trak sig tilbage.

Andrew ville gerne sige at det aldrig ville gå, at hun var nød til at give slip, finde en anden mand, men ordene ville bare ikke ud. Han kunne ikke få sig til at sige de sårende ord, det ville nok heller ikke virke, det virkede i hvert fald ikke som om. Han skulle til at give slip på hendes hænder, da hun drejede dem og gav hans et klem. Indvendigt sukkede han irriteret. Han så væk fra hende, overvejede hvad han dog skulle sige... "Men men, øh.." Tænk, tænk! "Jeg, øh..." Årh, tænk nu hvis han sårede hende så meget at hun ville begynde at græde? Åh du godeste, det måtte ikke ske!! "Men.. Jeg elsker dig ikke, Kelsey... Jeg mener det, jeg foretrækker at se dig som min ven, for jeg elsker dig ikke.." Han bed sig nervøst i underlæben igen, turde ikke at se ind i hendes øjne.
Han skar kort ansigt da  hendes finger strejfede hans kæbe, ville hun ikke nok lade være... Han hørte ikke hvad kvinden i den røde kjole råbte, musikken overdøvede hendes stemme. Han ville rive hænderne til sig, da hendes fingre snoede sig om hans hænder, for derefter at trække ham udenfor. Det var nu rart med frisk luft. Han tog en dyb indånding for at få den friske luft ned i sine lunger. Han fik dog et mindre chok da Kelsey havde armene om hans nakke. Han stod helt stille og var faktisk en anelse skræmt... Han så blot ind i hendes øjne. "Kelsey, jeg..." Han blev afbrudt af at hendes læber strejfede hans som en fjer. Han rystede vildt med hovedet da hun havde trukket sig væk, og han skubbede hende igen væk. "Nej, du kan ikke bare...! Årh! Han er bedre til det her end mig..." Og 'han' var selvfølgelig dæmonen. "Jeg elsker dig ikke, forstået?!" Han så lidt irriteret på hende.

Kelsey sukkede ikke blot indvendigt, men også dybt udvendigt. Pustet af varm luft var opgivende, men ikke fordi hun troede han talte sandt, eller var bange for at det var slut. Opgivende, fordi han ikke ville tillade sig selv at se sandheden, men kæmpede for at opretholde den illusion han havde skabt, i hendes fravær. Hvorfor ville han ikke bare give slip? Lade ham føle sig selv igen, lade sig falde ind i hendes arme? Modtage hendes kærlighed? Hvorfor insisterede han på at såre sig selv og hende, ved ord der ville besegle deres fremtid med sorg og evig smerte?
"Andrew, giv efter. Du er sikker, du behøver ikke skærme dig mod virkeligheden længere."
Hendes stemme var lav, og flød som en hvisken ud over hans ansigt, som en varm version af den blide brise der bevægede sig imod dem. Hun rystede svagt op hovedet, uden at lade blikket bevæge sig væk, men endnu med håret der svajede i hestehalen bag hende.
Hun lod sig blive skubbet væk uden at protestere, men betragtede ham endnu indgående, som kun søsteren til en psykolog kunne gøre det. Hendes blik betragtede ham ikke blot, men så ham virkelig, igennem hans ydre. Selvfølgelig så hun bare hvad hun ønskede, men alligevel ...
"Du kan ikke bilde mig ind at du har mistet en kærlighed som den vi delte. Det er ikke muligt. Du gemmer dig, men det er på tide at komme frem."
Hun formindskede endnu engang afstanden imellem dem med et skridt, men hun syntes nu at være blevet opmærksom på at han måtte behandles mere blidt, for han havde ikke accepteret at de var sammen. Når først han bare accepterede det, så ville der ingen problemer være.
Forsigtigt lagde hun en hånd imod hans skulder.

Elveren i ham var alt for god til at bande, så det blev til: øv! Øv da, hun troede stadig ikke på det! *Kærlighed gør blind - som de jo siger.* han sukkede svagt, der var så megen sandhed i de ord. Kærligheden hun havde for ham gjorde hende blind overfor sandheden; han elskede hende ikke. Det havde han engang gjort, det gjorde han ikke mere. Hun skræmte ham ved at virke så.. Desperat efter ham. Han sukkede irriteret, begyndte at fægte med armene ud til siderne og sagde med en hævet stemme: "jeg elsker dig ikke, jeg elsker dig ikke, jeg elsker dig ikke!" Han blev ved med at sige det, indtil hun sagde at han ikke kunne bilde hende ind at han havde mistet den kærlighed de havde delt engang.
"Jeg behøver ikke bilde dig det ind, når det er sandt!" Han skubbede irriteret hendes hånd på hans skulder væk. "Jeg gemmer mig ikke for noget, jeg elsker dig bare ikke! Fat det nu! Jeg. Elsker. Dig. ikke!" han sukkede irriteret og lagde armene over kors. "Du skræmmer mig ved at være så desperat, du tror jeg stadig elsker dig men ikke vil indse det, men hør nu! Jeg elsker dig ikke! Jeg er ikke forelsket i dig mere, det er sandheden! Jeg elsker dig ikke!" Han råbte de sidste fire ord.

//Kreasvigt.

Kelsey kunne mærke tårerne der langsomt pressede på, og begyndte at gøre hendes øjne blanke og skinnende svagt i månens lys. Hendes blik flakkede tøvende imod siden, inden det gled tilbage og lagde sig imod hans, med sorg malet ud over ansigtet tykke strøg. Hun forstod ikke ... Hendes læbe sitrede let, og vandet bredte sig imod hendes blik, selvom der endnu ikke var nok væske i hendes blik, til at tårerne flød over og gled ned af hendes markerede kinder.
"Jeg ..."
Det var råbet der gjorde udslaget. Hendes øjenlåg gled ned over hendes blik, og en perfekt dråbeformet tåre samlede sig og gled ned af hendes kind, langsomt. Hendes ben knækkede sammen, oh hun landede på jorden, så kjolen spredte sig om hende. Hendes hænder lagde sig imod hendes hoved, og hun gemte derfor tårerne der fulgte den første, imod de lange slanke hænder. Hendes skuldre rystede svagt, og som hun sad der, så hun mere end trist og ked af det ud. Hun så nedbrudt ud.
"Hvorfor siger du hele tiden det?"
Hendes stemme skælvede svagt, og da hun fjernede hænderne, havde våde tårebaner trukket sig ned over hendes kinder. Godt at hun altid gik med vandfast! Måske var det bare tårerne eller stillingen, men hun så sårbar og skrøbelig ud, som hun sad dér og så på ham, med store brune dådyrøjne, der så tydeligt stolede fuldt ud på ham.
"Hvorfor gør du det imod mig?"
Selvom det måske ikke var så tydeligt, så troede hun endnu ikke på ham. Hun troede at han kæmpede for at opretholde sin trygge forestilling, men hun mærkede smerten ved at han virkede så vred på hende. Hun var ikke skyld i det, så hvorfor gik det ud over hende? Hun forsøgte bare at hjælpe ham tilbage til det stadie, hvor han kunne se sin kærlighed .. Finde sig selv .. Med hende.

Åh Gud, nu skete det han havde håbet han kunne undgå. Hun græd, for pokker da også! Han ville jo ikke have hun græd! Hvad skulle han gøre?! Han så lidt panisk rundt, han ville ønske at han på dette punkt kunne som dæmonen bare sige; 'årh stop flæberiet,' men det kunne han ikke. Sådan var dæmonen, ikke elveren. Et svagt suk forlod hans læber, hvorfor skulle det også være så besværligt? Hvorfor blev en altid såret! Kort overvejede han at skifte skikkelse til dæmonen, men fortrød straks tanken. Dæmonen ville bare gøre det hele værre. Han kørte hænderne igennem hans lange brune hår, der var en anelse pjusket. Han havde lyst til at løbe skrigende væk fra hende, bare for at slippe væk fra denne situation. Det ville bare ikke gøre det bedre, for nogen af dem...
Udover dæmonen selvfølgelig. Han sukkede svagt endnu engang, og satte sig så på hug foran hende. Han lagde sin hånd på hendes skulder, forsigtigt og blidt.
"Undskyld, jeg ville ønske jeg ikke skulle sige det, men..." Han bed sig i underlæben. "Men, det er bare sådan. Jeg vil ikke såre dig, men det er bare så længe siden vi sidst så hinanden, så jeg..." Han så væk, "så jeg mistede vel mine følelser for dig," han tog sin hånd til sig og vred sine hænder nervøst.

Kelseys blik bevægede sig op fra hendes tårevædede stilling, og de blanke, glinsende øjne betragtede ham svagt og sårbart. Hele hendes ansigt udstrålede en sammenblanding af ynde, men også skrøbelig elegance der syntes at sprække og ødelægge hende indefra. Endnu en tåre banede vej ned over hendes kind, og forsøgte at rive hendes læbe frem, til at sitre let i gråd. Hvorfor? Hvorfor ville de fantastiske mandelbrune øjne hendes egne stirrede fortabt ind i, ikke bare åbne sig for, at hun var den eneste person han nogensinde ville kunne føle kærlighed for? Hvorfor ville han ikke se, at hvad de havde, ikke kunne slettes blot grundet tid og adskillelse?
Hun løftede hånden og lagde blidt fingrene imod den hånd, der hvilede imod hendes skulder. Hendes blik strejfede først hånden, men søgte derefter hastigt tilbage imod hans blik, som kunne hun ikke holde ud ikke at betragte dem i en længere periode. Hun havde undværet ham for længe, og selvom hun ærligt talt ikke kunne huske størstedelen af hvad hun havde lavet i den lange tid de ikke havde været sammen, så vidste hun at hun ikke havde været med ham. Der var et hul i hendes hukommelse.
"Tid betyder ingenting. Ikke for os."
Gråden sitrede endnu i hendes stemme, men hun syntes at have trukket sig op af det lille hul hun var blevet skubbet i, og på trods af hvordan smerten endnu dansede i hendes blik, så kunne hun vise en smal styrke der langsomt voksede sig større. Han måtte da forstå det .. Selvfølgelig måtte han forstå det! Det ville han gøre. Det skulle han!
Hun løftede en rystende hånd, og lagde den blidt imod hans kind, endnu med en læbe der truede med at bryde ud i en sitrende opstart til grådens komme.
"Hvorfor vil du ikke høre? Hvorfor vil du ikke forstå?"

Hvorfor skulle hun gøre det så svært for ham? Det var ikke far! Han ville jo ikke såre hende eller, hvilket han dog var nød til, kvinden holdte jo fast i at han elskede hende men ikke ville indse det og bla bla bla.. Hvorfor var alt det her så skide svært? Slut, det var slut med kærester - som han havde sagt for længe siden, bare aldrig rigtigt lyttet til sig selv.  Det endte altid med han fik en latterlig forelskelse i en pige, dæmonen advarende ham, han lyttede ikke, de blev adskilt, mødtes, pigen var sindssyg efter ham og puf, så havde han et problem. Han bed sig i underlæben over hendes ord; hvorfor var hun så... irriterende? Eller rette, så klæbrig? Hun var som en blæksprutte hvis fangarme ville holde fast i én person - Andrew.
"Jo, det betyder noget for... mig. " Han ville ikke sige 'os', for der var ingen 'dem'.  Der var kun Andrew og hans forskellighed. Han var to personer, men ingen af de to personer elskede KElsey. Han hadede at se hende græde, han hadede bare generelt at se andre græde, især hvis det var hans skyld! Han lod hende lægge sin hånd mod hans kind - i håb om at det ville gøre hende en smule i bedre humør. "Hvad er der at høre og forstå? Jeg lytter kun til mig selv, og en del af mig siger at jeg skal få dig til at forstå at jeg ikke elsker dig, mens den anden siger at jeg skal løbe skrigende væk." Han var bare ærlig.

Hun rystede stædigt på hovedet, da han modsagde hendes ord. Hendes lokker dansede om hende, men hele hendes krop syntes at skælve lettere ustabilt hver gang hendes øjenlåg gled ned og hendes øjenvipper klistrede sammen af tårerne. Månens lys glitrede i tårerne, men de syntes at holde igen og strømmen stilnede langsomt af. Hun tog sig sammen.
"Nej den gør ikke, Andrew. Hør på mig, vi har alting .. Hvorfor vil du benægte det?"
Kelsey bemærkede knapt at han lod hendes fingre stryge blidt imod hans kind, fordi det virkede så naturligt for hende, at hun ikke så det som en ofring eller et fremskridt. Det var en selvfølge at hun kunne lade sin hud blidt stryge imod hans, for hvilken elskende par kunne ikke ladede enkel berøring nu og da finde sted, uden at råbe op omkring det?
"Andrew, du lytter ikke ordentligt. Lyt til dit inderste, ikke til dine tanker. Lyt til hvad der er herinde."
Hendes stemme var meget stærkere, meget mere fast og stædig da hun flyttede hånden fra hans kind, og lagde den blidt imod hans brystkasse. Hvis han bare lyttede, hvis han bare forstod .. Så ville det hele blive godt igen. Det vidste hun. Hendes blik var endnu sårbart, og det skrøbelige var ikke længere fordi hun var opløst i gråd, men hun holdt sig lige præcis over vande fra grådens sti, men syntes at kunne dykke under hvert sekund. Så stærk, men alligevel så svag.

Årh, han var ved at give op.. Hvorfor skulle hun dog gøre det så besværligt for ham! Det var så uretfærdigt! Nå, ikke tid til at flæbe over det. Han skulle gøre noget ved det, slippe af med hende hurtigst muligt. Selvom han ikke havde lyst til at være så ond, var han nød til at gøre noget ved det. Dette kunne ikke fortsætte. Han sagde intet, han så ikke engang på hende, han så bare væk. Lidt efter hun var færdig med at snakke, sukkede han og så ned på jorden. Han vidste ikke lige hvad han skulle gøre... Han vred sine hænder nervøst.
"Du har vel ret.." Mumlede han. Hvad kunne han ellers sige.. lad kvinden tro hun har ret, så fik han fred.. når hun gik igen. Han kiggede på hende.
"Undskyld, selvfølgelig elsker jeg dig." HAn hadede det her. Gid det snart var ovre.

//Kreasvigt, sorry søde!

Kelsey lyste op i samme sekund han sagde hun havde ret, men kneb også øjnene en smule sammen af mistroiskhed, idet hun ikke stolede på at han virkelig havde genfundet sin kærlighed til hende endnu. Han havde spillet hende så mange gange i dag, at hun bare var nødt til at være sikker, før hun virkelig kunne lade glæden strømme igennem hendes krop. Men inden hun nåede spørge hvad hun havde ret i, bekræftede han selv hendes håb for hans opdagelse.
Hun gispede, og rykkede sig pludseligt frem, så hun kunne falde ham om halsen i et stort kram. Hun græd ikke, men det var utroligt tæt på at glædestårer fandt vej uden igennem hendes blanke blik, og tillod sig at glitre i nattens måne. Hun løsnede grebet lidt, så hun kunne lægge læberne imod hans kind, bare nok til at markere hun var der, hvorefter hun kunne holde ham tæt ved et kram endnu engang. Glæden hamrede igennem hende, og fik næsten hendes krop til at have et slags lys, der skinnede igennem hendes øjne og store, smukke smil.
"Det er okay, søde! Jeg vidste det jo hele tiden, jeg vidste at du ikke kunne lade være med at elske mig! Du skulle bare have tid, til at finde trygheden frem igen .. Men du er sikker, skat, du er sikker nu!"
Hun trykkede ham indtil sig, uden at se det mindste til de tegn på ubehag der havde strømmet fra ham hele aftenen - uden at have set et eneste træk i ham der kunne vise andet end at han endelig havde opdaget han elskede hende igen.
Hun trak sig en smule væk, og plantede lykkeligt læberne imod hans, og der gik da også nogle sekunder før hun fik taget sig sammen til at trække sig væk igen.
"Jeg elsker dig Andrew, og det vil jeg altid gøre. Du har gjort mig til en bedre kvinde, og gjort at jeg kan elske mig selv. Jeg er så glad for at jeg fandt dig. Vidste du at jeg havde overvejet selvmord, inden jeg fandt dig? Du vendte alting op og ned. Jeg elsker dig."
Hun plaprede hurtigt, men sikkert og med glæde i stemmen. Hun kunne slet ikke holde sammen på sig selv, og måtte endnu engang holde ham tæt ind til sig.

//OOC: Helt fint xD

Åh gud, elveren havde det elendigt. Han hadede det her, at bilde hende ind at han elskede hende... han elskede hende jo ikke, langtfra.. han hadede hende dog heller ike, han ville foretrække hende som ven. Han bed sig i underlæben da hun faldte ham om halsen i et stort kram, han lagde forsigtigt sine arme om hende til et kram, men kun et kram! Han ville ikke lade dette blive til mere, overhovedet. Han ville ikke såre hende, men på et tidspunkt ville han være nød til det... han var nød til at få hende til at forstå at det ikke nyttede, han elskede hende ikke. En dag var han nød til det, bare ikke nu.. Han sukkede indvendigt da han mærkede hendes læber mod hans kind. Dæmonen væmmedes, kunne han mærke. Dæmonen bebrejdede ham. Dæmonen hadede ham. Forståeligt. Elveren var en idiot. 
"Ja.. jeg er sikker... jeg elsker dig.." Han hadede at sige de tre ord til hende, når de ikke var sande. Han var SÅ tæt på at lade dæmonen komme frem, så han kunne banke det ind i hovedet på tøsen, at han ikke elskede hende. Han gjorde ikke rigtigt noget ved kysset - som han håbede hun ikke opdagede. 
Åh gud, det ville han ikke have haft at vide! Nu havde han det helt forfærdeligt! Han havde standset hende fra selvmord, men nu elskede han hende ikke mere.. Åh han havde det så forfærdeligt... det var helt.. arh! "Jeg elsker også dig.. jeg er glad for du ikke begik selvmord.. så ville jeg jo ikke have haft mødt dig." Dæmonen gjorde det tydeligt for Elveren. 
Elveren havde været en fuldkommen 100% idiot.

Kelseys smil blev bredere, da han sagde at han var sikker. Hele hendes indre boblede af lykke, og sydede ud igennem hendes smil og hendes brune øjnes skær. Hendes krop var blevet omkranset i en glæde, der gav hende en skønhed der ellers ikke var nær hende - helt simpelt fordi alt det positive strømmede ud fra hende, og slettede i disse sekunder hendes fejl. Hun trak ham endnu engang tættere i nogle sekunder, uden at have bemærket hans manglende entusiasme ved det kys hun havde lagt imod hans læber.  
Hun tog en dyb indånding, og hendes øjne var næsten blanke af glædestårer, selvom der ikke løb glædestårer ned over hendes kinder, da hun trak sig tilbage og lagde blikket imod hans ansigt. Hendes smil sitrede, men ikke fordi det var ved at forsvinde, og hendes hår blafrede muntert omkring hende i den blide vind.
"Det er jeg også glad for. Du har givet mit liv værdi."
Hendes øjne tindrede, da hun trak sig lidt væk. Selvom hun ville ønske hun kunne blive og falde ind i hans blik og arme for evigt, så måtte hun tjene til livet. Hun kunne ikke låne penge fra sine brødre forevigt, og derfor måtte hun simpelthen til den audition. Hun var allerede rimeligt forsinket, men siden hun altid gik længe forinden for at være sikker på at hun kom til tiden og måske kunne blive taget ind tidligere for flittighed, så kunne hun stadig nå det hvis hun skyndte sig. Dog var hun så uden den fordel, at hun virkede flittig fordi hun kom lang tid inden.
"Jeg er nødt til at gå, søde. Men vi ses senere! Du ved hvor du kan finde mig, og omvendt."
Hun smilede, trykkede kort læberne imod hans, hvorefter hun rejste sig og begyndte at gå imod mørket. Hun vendtes sig hastigt om og vinkede til ham med det brede smil klistret om læberne, hvorefter hun fortsatte sin gang og forsvandt i mørket lidt efter.
Dette havde været en fantastisk dag.

//Out

//Nå... jeg orker ikke at skrive et svar... xD Out!
- Men! Til sidst skulle der i hvert fald stå:
Dette havde været en forfærdelig dag.//

//LOL! Good one xD

//Jeg ved det, jeg ved det...
Jeg burde være komiker!
Ej, out. ^^//