Some of them wonna be like you (Nille)

S: parken, Salutem, det rige kvarter.
O: træer, buske, falsk græs og en sød lille sø.
V: solrigt.
T: eftermiddag, tæt på aften.

Han hørte ikke til her, i denne del af byen. Han hørte til nede i slummen, hvor han hverdag gik på jagt efter et job eller noget andet der kunne give lidt penge. Han var for stolt en person til at tigge, desuden virkede regeringen altid mere nysgerrig på tiggere, end folk der bare gik omkring. Det sidste han ønskede sig, var politiets opmærksomhed. Hvis de opdagede hvem han var, hvad han var...
Hans hånd gled over hans ene underarm, hvor der var tatoveret nogle små tal. ingen viste længere hvad de betød, men alligevel frygtede ham at en ville stoppe ham og råbe op at han var en mutant.
Faktisk var han vred på samfundet. Han havde haft et dårligt hjerte, var blevet opereret og...Blevet en mutant, som samfundet hellere så død end levende. Sådan havde han levet i 100 år og var stadig ikke kommet videre. Han sad fast i sit liv. Han havde intet at stille op.
Folk havde kigget på ham, da han var kommet gående gennem gaderne. Politiet havde sendt ham nysgerrige blikke, som gjorde ham uroligt. Det var tydeligt, i hans slidte, sorte T-shirt og slidte jeans at han ikke hørte til her. Lig dertil nogle slidte kondisko og to små armbånd af mørkt læder. Det sorte hår var redt tilbage og pandehåret var redt lidt ud i den ene side. De grålige øjne så ned mod jorden.
Han gik nogen gange til parken. Helst om natten, for der var ingen til at stirre på ham. Det var det eneste sted med lidt græs og træer, som han huskede dem fra sin barndom. Nu var alt falskt og ubrugeligt. Han gik over til søen og lod blikket glide over den blanke overflade. de falske fisk svømmede rundt dernede et sted. Han løftede hovedet og så sig omkring. Steder var som han huskede det. tomt, stille, falskt, men alligevel et frirum.

Påklædning: Klik

Åh for dælen da! Dracarys, eller som hun kaldte ham til tider, Draca skulle altid lave ballade! Den lille drage fløj rundt oppe i himlen, mens Nille ihærdigt løb efter den energiske drage. Draca fløj hele vejen over til hans elskede park, da de nåede parken, stoppede Nille op og slog sit ene ben ned i jorden. "Draca, kom så her!" Snerrede hun da han landede lidt væk fra hende. "Men..." Begyndte Draca men blev straks afbrudt af Nilles hårde stemme der sagde; "kom her nu!" Draca tøvede først, men lettede derefter og landede på Nilles skulder. Draca var ingen giga drage, men en nuttet sød farlig lille drage. Han kunne spy ild, han var mutereret så han voksede meget langsomt, og han kunne snakke. Altså; han kunne snakke som Nille, alle kunne forstå ham og han kunne forstå alle. Hun sukkede svagt, Draca var besværlig, men åh hvor hun dog elskede ham! Hun smilede svagt. "Ballademager." Hun rystede på hovedet og begyndte at gå. Nok var Draca lille, men kunne bide en finger af med sine skarpe tænder.  Hun gik mod en sø, hvor falske fisk svømmede. Hun strøg kort Draca over hovedet med en finger, mens hun gik mod søen, uden at lægge mærke til en den mand der også var der. Draca lettede fra hendes skulder, men landede på græsset tæt ved søen, for at kigge ned. Selvom Nille var ildnymfe havde hun intet imod vand, tværtimod. Hun så rundt, hvor hun så fik øje på manden. Hm.. han lignede ikke en der tilhørte dette sted... Hun kiggede på Draca, slog ned i jorden med det ene ben og straks lettede Draca og landte på hendes skulder. Nille kiggede på manden igen. "Vær hilset." Hun smilede høfligt til ham.

Han huskede sin barndom, hvordan han havde stukket hænderne ned i vandet og mærket rigtig, levende fisk spjætte mellem hans hænder. Han havde grint, før hans mor havde hevet ham tilbage, for at undgå han faldt i vandet. det var så længe siden nu...Begge hans forældre var døde, resten af hans familie levede nok et eller andet sted, han havde jo haft en storebror. Men efter operationen, efter...tingene havde ændret sig, var han rejst og havde mistet kontakt med dem. I et øjeblik overvejede han hvordan det gik dem, fangede i fortiden som han jo var.
Netop da bemærkede han denne unge kvinde og hendes lille dyr...En drage. Han havde set en før og fandt det sært af eventyrene endelig var kommet til live. Det var som at leve i en drøm. i et øjeblik stirrede han tomt på dragen, før hans blik faldt på vandet igen. Han burde nok gå, gå inden nogen kom og bad ham om det. Men netop som han skulle til at vende om og gå, snakkede kvinden til ham. Han forstod virkelig ikke hvorfor. Hun lignede en der boede i den rigere del, hvorfor ville hun snakke med en sølle mand som ham? De fleste ignorerede ham jo bare eller hviskede for højt til deres venner om hvordan han så ud. Tiltrækkende, men stadig i gå grimt tøj.
Han lod de grå øjne glide over til kvinden et øjeblik, som om han ikke kunne forstå hun virkelig talte til ham. i et øjeblik gled hans blik rundt, bare for at være sikker, før han tillod sig at smile let til hende.
"Hilset, Frøken" han bøjede let hovedet, mere for at være høflig og undgå hun alarmerede vagterne der altid gik rundt i denne del af byen.

Nille var langtfra rig, hun stjal tøj, penge og mad. Så dette tøj hun havde på var stjålet. Dracas stikkende små øjne borede sig ind i manden.  Nilles forældre havde hun aldrig kendt. De havde efterladt hende som spæd hos en gammel kvinde, som havde taget sig godt af hende indtil Nille nåede de 11 år, hvor hun fik Draca og den gamle kvinde døde.
Nille havde lært at klare sig selv sammen med Draca lige siden. Hun tænkte ikke som de fornemme kvinder, at denne mand gik i gråt grimt tøj, i hendes øjne var han bare en mand, der ikke lignede en herfra. Det skabte nysgerrighed hos hende, hun smilede høfligt til ham. Draca var dog ikke så afslappet som Nille, han så alle som en trussel, altså lige bortset fra Nille.
"Du ligner ikke en herfra. Hvor kommer du fra?" Spurgte Nille nysgerrigt, intet andet end et harmløst spørgsmål.

//Kreasvigt, sory.

Det pinefulde øjeblik. Nej, han lignede ikke en derfra, han lignede og var en fra slummen og lige så snart han ville sige det, ville hun så chokeret på ham, vende sig om og stikke af. Hun ville finde den nærmeste vagt og sladre om ham, pegede mod parken og med chokeret ansigt. Vagten ville finde sine venner og så ville den vilde jagt gennem byen begynde. Bare fordi. Han kunne se det for sit indre blik. Men måske tog han også bare sorgerne på forskud. Faktisk var han skide træt af sit liv. Måske skulle han sige sandheden, bare for at se hvad der skete? Det værste der kunne ske var jo døden og den kunne ærlig talt ikke være slem længere...
"Nej, jeg er fra slummen. Det fattige kvarter. jeg sniger mig herop om aftenen for at nyde det sidste smukke i verdenen. Og selv det er falskt" hans tanker gled på skoven og markerne uden for byen. nogle af de få planter og dyr som stadig var normale, men også på alle de skader der var sket der. Det var ikke sikkert at forlade byen, men alligevel rejste han tit til dæmonernes lejr, det eneste sande fristed han egentlig havde.
Han så ned mod søen igen. Han forventede at hun ville løbe nu...Eller måske ville dragen angribe. Den havde ikke gjort andet end at se surt på ham.
"Ikke alle har en drage. Hvor har du din fra?" spurgte han, i håb om at en almindelig samtale ville få hende til at glemme han var en snavset, fattig person der egentlig ikke måtte være der.

Nille var nysgerrig, det var hun nærmest altid, hun kunne ikke huske et øjeblik hvor hun ikke havde været nysgerrig! Hun smilede blot høfligt til manden, hvis navn hun egentlig gerne ville have at vide. Slummen... Uh, så han var fattig, ligesom hende! Hun nikkede til ham, for at vise hun forstod. Hun smilede til ham. 
"Så du er fattig... Så er vi to!" Hun grinede svagt, strøg en finger langs Dracas hoved der var blevet mere rolig. "Bliver du ikke mødt af skeptiske blikke fra de fornemme når du sniger dig herop?" Spurgte hun og så spørgende på ham.
"Jeg fik Dracarys da jeg var 11, jeg stødte på ham da jeg gik en tur.. Han var blevet smidt på gaden." Svarede hun. "Jeg blev muteret, men det blev ikke som de ønskede. Så de smed mig væk." Draca foldede sine vinger ud og lettede fra hendes skulder.

De ting hun sagde overraskede ham virkelig. Det var langt fra hvad han havde forventet at høre. Hans egen nysgerrig var straks vagt til live, da han vendte sig om mod hende med et svagt, men oprigtigt smil. Selvfølgelig kunne det være hun gjorde sjov med ham og kun sagde det for sjov. Det havde han også oplevet et par gange og hver gang blev han så vred at...nej, det var ikke værd at tænke på lige nu.
"Du ligner ikke en fattig som jeg" kommenterede han, mest for at forklare at han aldrig ville have gættet hun var fattig. Men så trak han lidt på den ene skulder.
"De stirre, de hvisker bag min ryg og vagterne ser skeptisk på mig, som om jeg er den eneste i verden der kunne finde på at gøre noget forkert. Først når jeg kommer herind er jeg i fred. Men jeg har vænnet mig til det..." han sagde ikke noget om at han faktisk troede på de ting de sagde. At han var en mutant, en freak. Han viste også han ikke selv var skyld i det...men efter 150 år var det...Alligevel svært.
Han var overrasket over at høre dragen tale, en overraskelse han ikke skjulte, da han så på det prægtige dyr flyve op i luften. Vinger...Han havde selv vinger, men fløj så sjældent at han tvivlede på han kunne holde balancen. faktisk havde han aldrig taget sig sammen til at lære at bruge andet end sin evne, fordi den var nyttig. Den havde reddet ham flere gange.
"Lige som alle os andre" svarede han med et lille smil og så på kvinden igen.
"Undskyld...Jeg glemmer tit hvordan man skal opføre sig...Jeg er Sean" Han ville have givet hånd, men ingen i slummen gjorde sådan noget og derfor lod han automatisk vær'.

Nille smilede blidt til ham, da han vendte sig om mod hende, med et svagt og oprigtigt smil om læberne. Han virkede overrasket, hvilket forvirrede hende. Hans kommentar om at hun ikke lignede en fattig, satte den sidste brik i puslespillet. Hun så først forvirret på ham og så ned af sig selv. "Åh! Nej, det gør jeg ikke. Jeg har stjålet det her tøj." Hun smilede skævt og kiggede på ham. Hun lagde armene over kors.
"Sådan er det altid." Hun rystede på hovedet. "Hvorfor bliver du ikke bare ved slummen? Det er lettere at være der." Sagde hun med et kækt smil. "Eller stjæl noget dyrt tøj! Så ser de ikke sådan på dig længere." Hun grinede svagt og kørte en hånd igennem det hvide hår.
Draca fløj over søen, mens den så ned, for at se om der var nogle interessante fisk... det var der ikke. Nille smilede skævt. Hun nikkede. "Jeg hedder Nille, og som du allerede ved er dragen Dracarys. Men jeg kalder ham Draca." Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Du lugter sært. Ikke ment på den onde måde, men på en måde kan jeg ikke genkende din fært."

Han smilte let og hans blik søgte automatisk søen igen, da hun nævnte ting han ikke brød sig om at snakke om.
"Blive i slummen? Der er klaustrofobisk. Der er beskidt. der er klamt og fugtigt. Der er sygdom, der er fattigdom. Ville du blive på et evigt deprimeret sted, når du viste at et øjebliks ubehagelighed kunne give dig noget rent, noget kønt, noget frisk?" smilte han hemmelighedsfuldt og så på hende et øjeblik. Det var godt stjålet, det klædte hende.
"Jeg har ikke lyst til at stjæle...Til at gøre opmærksom på mig selv" han stoppede den der. Hun behøvede ikke vide hvorfor, hans kujonagtige grund. At han var bange for de skulle fange ham og gøre ting ved ham, eller skubbe ham ud af byen og han så intet sted havde at være...Medmindre Cain fik gjort byen lidt mere færdig. han var dog begyndt at tænke om det ikke bare ville være mere rart at blive fanget. Måske fik han en varm seng for en gangs skyld! Om det så bare var for en nat...Måske dræbte de ham og så slap han for nogensinde at blive kaldt monster igen.
Hans grå blik gled over dragen som fløj over hans hoved, før han med et lille smil så på Nille igen. Hans øjne var nu sært sørgmodige.
"Jeg er...Heller ikke helt normal. De fleste kalder mig et...monster" svarede han og så ned mod søen igen. En svag bevægelse. var det en fisk?
Forstod hun situationen? Hun var ikke bare et menneske, hun lugtede anderledes. Menneskernes lugt var den eneste han kunne udenad. Resten havde han ikke gide at lære. Han ville bare gemme sig.
"Er det overhoved nået at kæmpe for?" spurgte han pludselig, som om hun var hans rådgiver og skulle fortælle ham hvilken vej i sit liv, han skulle gå. Han havde brug for at vide det...Brug for at vide hvad han skulle gøre af sit liv.

I hendes verden måtte det være rart i det hele taget at have et sted at bo! Draca fløj tilbage til Nille og landede på hendes skulder og foldede sine vinger sammen. Hun strøg sin finger langs dens hoved, og smilede skævt. "Nej, det ville jeg ikke." Hun trak på den ene skulder, den skulder hvor Draca ikke var på.
Hun syntes det var smart at stjæle, især nu hvor hun var så god til det, og havde Dracas hjælp. Hun smilede skævt. "Men det er så smart at stjæle. Du kunne let få aftensmad, uden at betale!" Hendes øjne glitrede svagt. Hun så blidt på ham da hans øjne var lidt sært... sørgmodige. "Du virker ikke som et monster... Nærmere en fyr der er blevet behandlet urimeligt." Sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå.
Hun smilede blidt til ham og nikkede. "Der er altid noget at kæmpe for. Kærlighed, venner, familie, fred, retfærdighed... der er altid noget."

Han blev vred. Hun fik det hele, livet, det at eksistere, det at...gøre ting, det hele, fik hun til at lyde så let og sorgløst! Hvis han havde siddet ved at bord, ville han havde banket hånden hårdt i bordet og rejst sig. i stedet knyttede hans hænder sig, da han med et vredt blik så over på hende.
"Og leve som intet bedre end det folk allerede kalder mig?" svarede han, med en stemme der var så sært rolig.
"Jeg har ikke længere familie, de blev bange for mig og jeg forlod dem. Dem jeg kendte er døde nu og resten aner jeg ikke hvor er. Jeg har ingen uddannelse, intet job, ingen venner! Jeg har ingen at elske og der er ingen der elsker mig, jeg kan ikke engang lide mig selv! Der bliver aldrig fred, der vil altid være nogen der kæmper imod en og retfærdighed er et vidt begreb! Nej..." han havde lydt vred, som det fortvivlede og frustrerede person han var. Han havde intet! så skulle hun ikke komme og lyde som om det hele var let som en leg. Han havde intet...Hans stemme var dødet hen, midt i det hele, da selv hans vrede forlod ham og lod den samme sørgmodighed og ligegyldighed overtage pladsen. Ensomheden, det at være uden mål. Nej...Han havde intet at kæmpe for...
Hans hænder åbnede og lukkede sig så igen, da han stirrede ned i jorden. Han var uduelig...

Hvorfor blev han dog så vred? Kunne han ikke se at det faktisk var meget let? At man bare skulle være ligeglad med hvad de sagde, og leve sit liv?  Hvorfor skulle han tage det så tungt og ikke bare se på det lyse i stedet for det triste? Hun så roligt på ham og sagde med et skævt smil om læberne, "et monster er ikke en person der kæmper for at overleve." Sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå.
"Slap af. Se på det lyse i stedet for det mørke." Sagde hun og så blidt på ham. "Har du kæmpet for dit liv? Har du kæmpet for at få venner?" Hun spurgte roligt og blidt.
Det var trist at han var så negativ, hvorfor kunne han ikke se det lyse i denne verden? Der var ikke meget, men der var da noget. "Du kan få dig en uddannelse." Ordet 'uddannelse' var fremmede for hende, så hun sagde det lidt underligt.

Hvordan kunne det hårde liv være gået hende forbi? var hun bare en af de heldige personer der legede sig igennem livet? hun virkede sådan. Han blev mere og mere træt af at høre på hende. Hun forstod det ikke. Hun forstod ikke hvordan folk måtte kæmpe sig igennem livet. Hvor vovede hun at tvivle på ham? På om han havde overhoved havde prøvet at kæmpe?
Han orkede ikke engang at være vred, så det endte med han sukkede tungt og rystede let på hovedet.
"Du er ung" Han viste ikke hvor han vidste det fra, han viste bare det var sandt. Hun var ung, i forhold til ham.
"Du bedømmer mig, som om du kender mig. Jeg har kæmpet. Først kæmpede jeg med et dårligt hjerte, siden med gener der skiftede. Så kæmpede jeg med mod et pludselig had fra alt og alle, jeg måtte flygte fra alt, familie, venner og uddannelse. Det er 150 år siden nu. Hvordan skal du kunne forstå?" han så over på hende med et sørgmodigt blik og rystede endnu engang på hovedet, før han så ned i søen igen. Selv om han havde været glad for selskab et øjeblik siden, ville han nu bare gerne være alene igen. Alene fra alle de spørgsmål. Hun bedømte ham...Som alle andre også gjorde det. Som et svagt individ, en person der...var svag...

Nilles liv havde skam været meget hårdt, men draca havde gjort det hele bedre. Hendes liv var stadig hårdt, men hun valgte at se på det lyse i stedet for at lade det triste og trælse tage over hende. Så blev hun begravet i tristhed jo. Det ville hun ikke. Hun lagde armene over kors, kneb øjnene lidt sammen  og så mistroisk på ham da han sagde hun var ung. "Og fordi jeg er ung så er jeg ikke klog?" Sagde hun og hævede et øjnebryn.
Åh gud, blev han nu sur over at hun prøvede at hjælpe ham? Forståeligt at han ikke havde så mange venner. "Så forklar hvorfor du ligner en der ingen venner har nu. Hvorfor er du så negativ?" Hun hævede et øjnebryn. "Forklar mig det, så vil jeg se om jeg vil og kan hjælpe dig."

Vil og kan? Selvfølgelig ville hun ingen af delene. Desmere var at han ikke havde bedt om hjælp. Han viste godt folk ikke gad, at folk kun interesserede sig for sig selv. Han sukkede svagt og rystede på hovedet.
"Hvorfor jeg er negativ? Jeg er realistisk..." svarede han lavt.
"Hvorfor tro på en løgn, hvorfor håbe på noget der aldrig sker? Jeg orker det ikke mere...Jeg håbede jeg blev rask igen, men det blev jeg ikke. Langt fra"
Han havde ingen venner. Men det var mere hans egen skyld, han tog selv afstand fra folk, fordi han viste de ikke ville kunne lide hvad han var, hvad han kunne. Det nærmeste på en ven han havde været, var da han arbejdede på hospitalet og en ældre dame kom næsten hver dag. Men så havde de sparket ham ud, nu havde de ikke brug for ham længere, når han ikke havde fuldført sin uddannelse til sygeplejeske.
"Jeg tager afstand fra folk. Jeg ved hvad de tænker om mig. Jeg gider bare ikke høre det også" han vente sig om muligt endnu længere væk fra Nille ved de ord.

Hun ville høre hvorfor han var så mega negativ! Det irriterede hende at han var det, der var jo ingen grund til det. Hun interesserede ikke kun for sig selv, hun tænkte på sig selv før andre i en krise, eller rettere hende og Draca, tænkte hun først på. Sådan var hun, fordi hun ingen venner som sådan havde, ingen andre end Draca holdte hun meget af og bekymrede sig om.
"Lad vær med det. Hvis du er så negativ, realistisk, hvad du nu mener, så ender du med at ville dø fordi at du er sådan. Se dog lyst på tingene i stedet." Sagde hun og trak på den ene skulder.
"Og du blev ikke rask, ja. SE dog lyst på det i stedet for at tænke 'øv altså!' ved det! Betragt det som noget godt, i stedet. Hvad er forskellen ved det?" Hun hævede et øjnebryn spørgende.
Hun forstod seriøst ikke hvorfor han så, så negativt på tingene.

Han kunne godt mærke hun ikke forstod det. Han rystede bare svagt på hovedet.
"Jeg vil allerede dø" han så nu direkte på hende igen. Hans øjne skinnede på en sær måde.
"Det har jeg ønsket i nogle år nu. du behøves ikke overbevise mig om noget som helst. Det eneste du siger er jeg skal gøre...Ikke noget om hvorfor. Og hvorfor? Fordi jeg ikke har noget hvorfor. Som vi også snakkede om før. Så skal vi ikke bare droppe denne diskussion? Du har noget at være glad for, godt for dig. Men det er ikke alle der har det" svarede han forholdsvis rolig, selv om han faktisk følte sig mere ligegyldig og fortabt end før han snakkede med hende.

Hvorfor ville han bare dø? Det var da latterligt. Selvmord var ingen løsning. Hun sukkede svagt og kørte en hånd igennem håret, mens hun betragtede ham. "Selvmord er ingen løsning, uanset hvor hårdt dit liv er. Du må bare tage dig sammen, det er latterligt at begå selvmord, sådan ser jeg på det. Du kan leve for at vente på en ven, en ven der vil være der for dig, en som altid vil lytte. Hjælpe dig. Sådan en ven kan du leve for at vente på." Sagde hun med et smil om læberne.
Hun havde en rigtig god ven, Draca! Hun kunne ikke have andre venner end Draca, fordi ingen andre forstod hende som Draca gjorde.

Han trak let på skuldrene og trak vejret dybt. Hun var umuligt. Det var lettest bare at føje hende, så de kunne komme videre fra at diskutere hans liv.
"Så siger vi det. Jeg venter på noget nyt skal ske, det kan vi godt være enige om" og så håbede han den ged var glatbarberet, så de kunne komme videre.

//Er lidt kreatom...Ved ikke helt hvad der skal ske eller siges^^//

//Sætter lige noget drama ind så. //

Nille lagde armene over kors, Draca hvæsede videre over Sean og kneb øjnene lidt sammen. "Ja, det kan vi være enige om." Sagde hun med en tom tone i sin stemme.
"Der er de!" Råbte en vagt ikke særligt langt væk fra Sean og Nille. Nilles øjne vendte sig mod tre vagter der kom løbende mod dem med våben klar. Hun så på Sean. "Løbe eller kæmpe?" Hun spurgte med et svagt smil om læberne.

//Og sorry for kort svar, har kreasvigt.  //